Det mest overraskende ved den amerikanske instruktør Steven Soderbergh er, at en stor produktivitet ikke går nævneværdigt ud over kvaliteten. Enkelte årgange har tilmed mere end én stor titel. Med 2000 som den hidtil største kritiker- og publikumssucces, hvor både Erin Brockovich og Traffic vandt Oscar-statuetter. Gennem hele hans produktion løber der en interesse for korruption af en eller anden type, men gennem de senere år er hans engagement i amerikansk statskorrumpering – i en genrekombination med actionprægede forviklingsdramaer – kommet under kærlig behandling. Det gælder også hans seneste film Haywire, der netop er udkommet på dansk købsfilm.

En kvinde kommer ind på en diner. Sætter sig ubemærket. Med et lille blødende sår i panden. En mand kommer ind til hende til det, der i nogen grad ligner et stævnemøde. Efter en kort diskussion ender de dog i et voldsomt slagsmål viklet ind i sofistikerede sparketeknikker og hårdfør kæberysteri. Kvinden slipper væk med hjælp fra en anden gæst, som hun kidnapper. I hans bil flygter de, mens han lapper hende sammen, og hun fortæller forhistorien, der leder op til dette punkt. En indviklet spionageagtig historie om et privat firmas statslige engagement, hvor alle er potentielle fjender. Flere kræfter synes at være ude efter Mallory, en kampdygtig CIA-agent med CIA i ryggen. På mere end én måde. Der går rigtig ged i den. Haywire!

Filmens stilvalg er noget af det mest interessante. Af en gennemført actionfilm at være er den bemærkelsesværdigt nedtonet. Klippefrekvensen er gennemsnitligt lav, præget af overblikkende indstillinger, panoreringer og tiltninger. Lidt i stil med Steven Spielbergs Munich. Musikken er relativt roligt jazzet house med en let dissonans, når det bliver spændende. Alligevel er størstedelen af filmen kampscener, hvor Mallory slås med snart den ene, snart den anden. Disse sekvenser er derfor enormt velkoreograferet, nærmest som balletagtige John Woo-sekvenser. Volden er ekstremt stiliseret og æsteticeret. Nærmest smuk og sublim. Opponenterne danser sig cool, calm, collected – og temmelig velklædte – igennem dødelig alvor.

Haywire balancerer meget tæt på grænsen til en action- og spyfi-pastiche. Pointerne omkring sammenblandingen af private og statslige interesser er alvorligt ment, men filmens etablering af forklaringsrammer omkring handlingsgangen er så sparsom, at filmen nærmest kunne handle om hvad som helst. Et svagt motiv, der fortæller, at penge styrer alt, er afmægtigt ift. de omfattende forviklinger. Soderbergh beslægter med denne film i nogen grad Coen-brødrenes spionpastiche Burn After Reading (2008), der dog parodierer genren væsentligt mere. Men dette er nok i bund og grund det største problem med Haywire: den står med et ben i hver lejr, svagt parodisk, halvt velment. Balancegangen er svær og virker sporadisk.

Som (næsten) altid er Soderberghs film stjernespækket. Hovedrolleindehaveren Gina Carano er dog et nyfund, men hun er omgærdet af Michael Douglas, Antonio Banderas, Ewan McGregor, Channing Tatum og Bill Paxton. Soderberghs film er et helt særligt udstillingsvindue for skuespillere, der ønsker at være populære, men også kvalitetsbevidste. Hans film spiller oftest på et blødt mellempunkt mellem populære genrer, en helt gennemført og bevidst stil og små sofistikerede korn fra sværere tilgængelige kunstformer. De to første elementer fungerer godt i Haywire, men der er skruet meget ned for det tredje. Og det er måske det, der gør dette til en anelse Soderbergh light.