I vores digitale tidsalder er det moderne med remakes og reboots af berømte film eller tv-serier. Sir Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes er sikkert det bedste eksempel på denne tendens.

I 1984 kom den første og mest ansete Sherlock Holmes fortolkning med Jeremy Brett og David Burke i rollerne som Holmes og Watson. De spillede sammen i 13 episoder, hvorefter Burke gik andre veje. Herefter fik Edward Hardwicke rollen som Watson. Han indspillede 26 nye episoder sammen med Brett, samt et par film om karaktererne. I 2009 og senere i 2011 fik karaktererne et nyt look og renommé med Guy Ritchies nyfortolkning af Holmes-fortællingerne, hvor Robert Downey Jr. (Holmes) og Jude Law (Watson) overtog rollerne. En blockbuster-succes af dimensioner, hvor der er i skrivende stund arbejdes på et manuskript til en tredje film. Og som det også er moderne i disse tider, kommer parodierne over succeserne. I 2010 kom der således en parodi af Ritchies film, hvor London endnu engang får besøg af et videnskabeligt mastermind, der synes at styre forskellige monstre og skabninger.

I 2010 kom så Englands eget forsøg på en nyfortolkning, hvor Benedict Cumberbatch og Martin Freeman spiller Holmes og Watson. Her er historien sat i det 21. århundredes London. Det er en gennemført tv-serie, hvilket kan ses i dennes vidtrækkende fanskare. I disse grupper skabes fanfiction over serien, hvor fans endda er gået så vidt, som til at opfatte serien som virkelighedstro. Budskaberne fra fans efter anden sæson var: ”We believe in Sherlock Holmes”. I dag fremstår denne serie som en kult- og nyskabende tv-serie. En fjerde sæson er allerede i støbeskeen.

Hermed når vi frem til første sæson af Elementary. For ligesom de andre film- og tv-serier skriver denne serie sig ind i rækken af fantastiske fortolkninger af Holmes og Watsons eventyr. Holmes portrætteres denne gang af Johnny Lee Miller, mens Watson spilles af en kvinde, Lucy Liu. Skaberen af denne serie, Robert Doherty, udtrykte i et interview, at hans motivation for at lave Watson om til en kvinde var at vise, at en mand og en kvinde kan: ”[…] work and live together and not end up romantically entangled”. Man må sige, at denne nye blanding er et frisk pust. Sammen har de en god kemi, som hurtigt smitter af på deres publikum. Det er måske svaret på seriens popularitet, ikke kun i USA og England, men også i Danmark. Her har TV2 sikret sig rettighederne til serien, som nu er blevet vist i et stykke tid.

Derudover er serien sat i USA i stedet for den typiske London-lokation. Her kunne man argumenterer for, at det måske er lidt for meget nyfortolkning - det gode er, at det virker fint med historiens nye drejninger. Nyfortolkningen indebærer dog også en helt ny serie af forbrydelser, som ikke har noget med Doyles fortællinger at gøre. Det gør dog ikke noget, og det er bare endnu en grund til at serien virker godt. Man kan hurtigt få for mange fortolkninger af de samme historier, som i sidste ende vil virke trivielle og genkendelige. Rollen som inspector Lestrade er nu erstattet af Captain Thomas Gregson, som nu også fungerer som Holmes ”chef”, da Holmes er rådgiver for hans afdeling. En fin og nødvendig spidsfindighed for at få historien til at passe ind i dens nye omgivelser. Det gode ved denne serie er, at den ikke glemmer sine rødder, men bibeholder de grundlæggende værdier som bøgerne havde. Et dejligt og gennemgribende element i Elementary, som kun hjælper den til at være og forblive en god tv-serie.

Hvad angår seriens anvendelse af et narrativt og stilistisk system, så forekommer seriens indledning som en metafor for den narrative struktur i serien. En glaskugle triller ned gennem et system. Den bliver ladt i en pistol, hvorefter den affyres. Et glas rødvin smides på gulvet, som indikere en person er blevet myrdet. Den efterfølgende sekvens af en mus i et hjul repræsenterer Holmes tankevirksomhed for at finde ud af, hvem der har slået personen ihjel. Igen kommer glaskuglen til syne, som nu bevæger sig gennem en tragt, hvorved vi kan antyde, at Holmes deducerer og kommer nærmere hvem, der har gjort udåden. Til slut sker tilfangetagelsen af personen, som er repræsenteret af en lille figur, fanget i et net.

Denne struktur benyttes i hvert enkelt afsnit. Aristoteles om igen med en start, en midte og en slutning. En gentagelse som kunne blive ved i det uendelige, men stadigvæk er en bidragende faktor for en genrering af kapital og en større seerskare. Er det godt eller skidt? For nogle er det ensformigt, og det virker ikke synderligt nyskabende. Det kan der være noget om, men ikke desto mindre så ved man, hvad man får. Denne tryghed i tv-serien sikrer, at mange vender tilbage næste gang, den sendes. Man kan ikke rigtig blive skuffet, når man ved, hvad der venter. Jeg tror dog også, at denne form for narrativ skriver sig ind i en historisk anvendelse af skabelonen for detektivromaner. Sir Arthur Conan Doyle var muligvis en af de første, som benyttede sig af den samme skabelon til historierne om mesterdetektiven, hvor den ene historie efter den anden har samme struktur, dog bare med et anderledes indhold. Efterfølgende kom Agatha Christie med hendes fantastiske fortællinger om den belgiske detektiv, Hercule Poirot. Spørgsmålet er, hvorfor vi så kan lide gentagelsen? Bøgerne er simpelthen så godt skrevet, og serierne nyskabende nok til, at vi accepterer brugen af samme skabelon. Dette blandet sammen med det trygge, som nævnt tidligere, skaber en følelse af spænding, underholdning og ikke mindst stemningen, der er hyggelig og velkendt.

Det stilistiske skriver sig også ind i denne sammenhæng, for hvad angår de første afsnit af tv-serien, var det stilistiske aspekt kendetegnet ved, at der blev anvendt et meget statisk kamera. Når karaktererne talte sammen, fulgte kameraet dialogens gang. Efter seriens første 8-10 afsnit, kan man se en forskel i det stilistiske. Der forekommer en større grad af flow i scenernes opbygning, således det hele ikke forekommer stereotypt og stillestående. Vi får scener med fokusdybde, travelling shots og ikke mindst nogle betydeligt længere scener, hvor interessen holdes til ilden i stedet for at dø ud. Alt sammen noget der hjælper til, at tv-serien forbliver underholdene og nyskabende. Desuden fanger det også seernes interesse betragteligt, hvis der fra tid til anden benyttes en mere uddybet stilistisk fremstilling.

Det er altså svært ikke at kunne lide denne nye Holmes-universet for alt fungerer godt sammen. Både de narrative og stilistiske aspekter som kun bliver bedre med tiden. Fortællemåden er spændene, gribende og ikke mindst underholdene. Og på sin helt egen mærkværdige facon hylder den Doyles fortællinger og fører dermed Holmes og Watson videre i film- og tv-seriernes historie. Serien er i sin tredje sæson i USA og bliver sikkert ved i meget længere tid. Heldigvis, for det er en gennemført og ikke mindst hyggelig tv-serie.

Elementary henvender sig til alle. Både dem som er bekendt med Sherlock Holmes, og dem som ikke er det. Det er lige før, hvis man ser bort fra obduktionsscenerne, at det er en tv-serie, som kan samle hele familien.