”Kommer der så flere film om Wallander? Det er et godt spørgsmål. Efter alt at dømme skriver Henning Mankell i hvert fald ikke flere bøger om ham, men filmserien er – ift. romanernes sidste fortælling – mindre inkonsekvent. Det er tydeligt, at det afslutningsvist er det sidste afsnit, men der står tydeligvis stadig en dør på klem for flere. Og holder det blot det niveau, som denne serie har holdt, gør det vist ikke så meget.”

Sådan afsluttede jeg min anmeldelse af Wallander – Vidnet; den trettende film i Yellowbirds tv-serie om den sydsvenske opklarer Kurt Wallander. Svaret har jeg imidlertid fået: Ja, der kommer flere film om Wallander. Selskabet har netop produceret seks nye afsnit i spillefilmslænge. De indledes med filmatiseringen af den sidste Mankell-roman Den urolige mand og fortsættes med fem nye film baseret på story lines af Mankell selv.

For at se frem mod de kommende film udgives den seneste sæson igen (nr. 14-26). Denne gang kommer de i fire bokse med tre film i hver. Fire i den første. Der er i princippet ikke noget nyt under solen. De enkelte bokse indeholder slet og ret de skiver, som der allerede er udgivet enkeltvist. Filmene er, som de hidtil har været distribueret – og vist på tv. Filmene er alle produceret i 2008-09 som et led i den store interesse for sydsvensk krimi med Mankell som fortegn.

De enkelte afsnit er afsluttede små film, der følger en seriestruktur. Men der er føljetonspor, der hovedsageligt forfølger det personlige plan hos Wallander og enkelte af de øvrige karakterer. Filmen ændrer en anelse fokus i ny og næ for at fortælle om personlige motivationer hos datteren Linda, aspiranten Pontus eller andre på sidelinjen. Derved opretholdes en vis variation de enkelte afsnit imellem, men opbygningen af filmene er meget skematisk og genkendelig.

Standarden for tv-produktioner i Skandinavien er relativt høj i denne anden sæson. Ligesom den første i øvrigt. Filmene er velspillet på stort set alle fronter – et aspekt, som dansk tv-fiktion kunne lære lidt af. Men der er så sandelig også penge i skidtet, som gør at produktionerne kan holde et produktionsniveau på linje med enkelte danske biografspillefilm. Det kan naturligvis ses i det visuelle udtryk. Selvom der er et stykke vej til Anthony Dod Mantles kamerateknik i BBC’s udgaver.

Der er også et stykke vej til den stemning og den melankoli, som Mankell er anerkendt for at indfange i sine romaner. Hvor den litterære Wallander er et stærkt udtryk for ambivalens og opgør med svensk moralsk selvfedme, vender serien det lidt på hovedet. I stedet for at være samfundskritisk, som romanerne er det, bliver filmene til en reklamesøjle, som er produceret i samarbejde med Ystad kommune, hvor filmene foregår. Som et stykke stedspromovering. Og turister valfarter til Wallanderland. I hobetal.

De enkelte film er velfortalte og stramt plottet. Sidstnævnte er også i modsætning til romanerne, der lader hånt om en minutiøs plotting. I stedet er den aldrig sobre, fedladne og melankolske opklarer i stedet i centrum i litteraturen. I filmene her bliver Wallander – også i skærende kontrast til filmatiseringerne af romanerne med Rolf Lasgaard i hovedrollen frem for Krister Henriksson – en betydelig mere opkvalificeret helt. Dette kommer særlig til udtryk allerede fra starten i Hævnen.

Der er dog intet i vejen for at smække benene op og tænde for filmene igen. Underholdningen er ganske god. Men ved gensyn er der en del, som tyder på, at plottet vejer tungt i forhold til stilen. Romanerne kan holde til genlæsning pga. stilens og karakterens betydning. Men filmene lægger for meget vægt på opklaringen til, at et gensyn faktisk holder hele vejen. Til det er slutningen for betydningsfuld for udfoldelsen af krimiens handling.

Læs i øvrigt anmeldelserne enkeltvis af de 13 film i serien her:
Hævnen, Skylden, Kureren, Tyven, Cellisten, Præsten, Lækagen, Skytten, Dødsenglen, Genfærdet, Arven, Inkassatoren og Vidnet.