Alan Moore var i midten af firserne manden bag tegneseries moderne gennembrud. Før Watchmen blev tegneserier generelt – og superheltetegneserier i særdeleshed – betragtet som noget, der kun interesserede børn. Godt nok var det Moore, der – med sin nærmest geniale dekonstruktion og redefinering af, hvordan vi opfatter kappeklædte hævnere – gav superheltene fornyet liv og substans, men Moores værk havde været meget fattigt uden tegner Dave Gibbons’ eminente streg.

I årene efter Watchmen fulgte der en lang række serier, som muligvis havde været utænkelige uden Moore og Gibbons forarbejde. Her tænkes især på Frank Millers gotiske og voldsomme nytænkning af en aldrende Batman i den næsten lige så banebrydende The Dark Knight Returns, men også på serier som Warren Ellis’ Authority og Planetary, Loeb og Sales bearbejdning af Batman, Spiderman, Daredevil og Hulk, Marvels ”what if..” og mange, mange flere. Fælles for disse er at det er tegneserier, der ikke kun tør lege med form og indhold, men som tillige udfordrer sine læsere, idet de ikke er bange for at pille ved nogle af de fasttømrede traditioner og oprindelseshistorier.

Alan Moore er en purist. Han elsker bøger og tegneserier, men til gengæld har han ikke meget til overs for filmmediet. Efter offentligt at have raset over film som From Hell og League of Extrordinary Gentlemen besluttede han at lade sin Hollywood løncheck fra V for Vendetta tilfalde seriens tegner David Lloyd. Lloyd udtalte i et interview, at Moore sandsynligvis kun kunne stilles helt tilfreds, hvis hans historie blev reproduceret billede for billede på film, noget som i sagens natur er umuligt at gøre, eftersom de to medier i udgangspunktet er meget forskellige.

Selvfølgelig var Moore også meget urolig over udsigten til at endnu et af hans hovedværker skulle omsættes til levende billeder (Se evt. L.A. Times), og endnu engang har han insisteret på at få fjernet sit navn fra såvel plakater som fra filmens rulletekster. Spørgsmålet er så, om Moore har en god grund til at være så knotten? Svaret er umiddelbart ikke så simpelt.

Først og fremmest er den nye Watchmen film bragende flot. Den er meget tro overfor Dave Gibbons’ streg, visuelle ideer og ikonografi. Selvfølgelig er der enkelte kostumer, der har fået en opdatering, eksempelvis det der tilhører ”The Comedian”, som i filmen ikke er nær så tæt på den Captain America-klon fra den oprindelige tegneserie. Men især den første del af filmen er meget tro overfor sit forlæg, ikke kun visuelt men også med henblik på replikker og scener, som alle er blevet løftet direkte ud af tegneserien.

Filmens instruktør Zack Snyder har tidligere (på mest overbevisende vis med sin adaption af Frank Millers 300) slået fast, at han kan omsætte en tegneserie overbevisende til film. Dette faktum er dog sikkert ikke nok til at tilfredsstille Moore og ligesindede tegneseriepurister, for på trods af en spilletid på over 2½ time, så indeholder Watchmen naturligvis ikke alle de dialogstykker, plotafvigelser, baggrundshistorier og detaljer, som man kan læse sig til i tegneserien.

Filmmagerne har forsøgt at fastholde et fokus, der centrerer sig på henholdsvis Rorschachs opklaringsarbejde, de maskerede heltes baggrundshistorier og på Watchmens indbyrdes relationer. Til gengæld er der en del af originalens politiske mummespil og pseudoreligiøse overtoner, som er blevet neddroslet. Ikke i en sådan grad at de slet ikke er til stede, men eksempelvis virker mange af scenerne med den aldrende Richard Nixon, der leder Amerika til kanten af en altødelæggende atomkrig, næsten forstyrrende i forhold til scenerne med ”heltene”. Det bør også i denne forbindelse nævnes, at Nixon bliver spillet nærmest overkarikeret og under et bizart tykt lag af makeup af Robert Wisden, hvilket er med til at underminere filmens interne realisme en del.

Dermed ikke sagt at Watchmen er en decideret dårlig tegneseriefortolkning. Den har bare lidt svært ved at finde sit fodfæste. Det er grangiveligt filmstudiet og ivrige producenter, der har presset på for at forlænge nogle af actionscenerne i filmen, eksempelvis i filmens start hvor ”The Comedian” bryder med sin banemand, eller Silk Spectre II og Nite owl II der kæmper mod voldelige indsatte i fængslet i deres forsøg på at befri Rorschach. Disse scener er også med i tegneserien, men fylder her ikke ret meget. I filmen er de flot orkestreret, men de virker også lidt malplacerede, idet resten af filmens udtryk synes at holde sig tættere op af genrer som paranoia-thriller og kriminalgåden end den rendyrkede actionfilm.

Zack Snyder har præsteret en virkelig hæderlig filmatisering af Watchmen, og på trods af at mange har anset tegneserien som umulig at omsætte til celluloid, så er slutresultatet blevet både et meget flot og modigt forsøg på at gøre netop dette. Det er en film, der lige som tegneserien, sikkert vil få en masse fans, men måske endnu flere, som vil afsky den i kraft af dens meget nihilistiske og destruktive tone.

Personligt kunne jeg godt have foretrukket, at den i stedet var kommet som en serie af film, både for at gøre undertegnede og især Alan Moore gladere. I dens nuværende form forekommer den lidt for løs i hængslerne, og som om den har for svært at finde et ordentligt tempo. Der er dog håb til de, der synes, at filmen har taget sig for mange friheder; det består i at anskaffe sig Watchmen – The Complete Motion Comic på DVD – naturligvis et salgsgimmick for at gøre folk sultne efter biograffilmen, men ifølge pålidelig kilde, er den virkelig seværdig.

Se også Claus Krogholms anmeldelse af Watchmen