Ser man på Zack Snyders film, så er det svært at være uhyggeligt kritisk, da hans værker nærmest altid indfrier forventningerne. Der var mange der tvivlede i starten, men ikke desto mindre lykkedes det Snyder at skabe en vellykket remake af Romero’s Dawn of the Dead. Derpå fulgte tegneseriefilmatiseringerne 300 og Watchmen, der begge viste, at Snyder som kun ganske få andre instruktører formår at omsætte et medies særkender til et andet. Tvivlen om mandens talenter blev dog sået da han satte sig i instruktørstolen til animationsfilmen Legenden om Vogterne. Den var på trods af sine flotte billeder ikke var overbevisende rent fortællemæssigt. Derfor var det spændende, om Snyder kan levere varen i en film som han ikke kun har instrueret, men som han også har skrevet manuskriptet til.

Filmen hedder Sucker Punch. Udtrykket betegner oprindeligt, et slag der kommer uden den mindste form for advarsel og visuelt er filmen også et veritabelt hug i øjnene. Alene filmens lange, ordløse startsekvens er fuldstændig formidabel, men bedst som man tror at det ikke kan blive flottere, så smelter fantasiverdener og virkelighedslagene sammen og præsenterer seeren for en række ufattelige actionsekvenser, der både er utroligt velkoreograferede (som altid) og som tillige leder tankerne hen til de mange tegneserier og pulpgenrer som Snyder synes at holde af. Det problematiske er ikke disse sekvenser, men snarere at helhedsindtrykket ender ud med at blive et lidt for rodet, kulørt kludetæppe.

Filmen fortæller sin historie i hele tre lag. Umiddelbart præsenteres seeren for en stiliseret, 1950’er noir-virkelighed, der indledningsvis viser os en ung pige hvis moder netop er død. Da moderen har testamenteret alle pengene til sine døtre i stedet for at lade dem tilfalde familiens brutale stedfader, så beslutter denne at skaffe døtrene af vejen. Den ene søster dør og den anden bliver indlemmet på et dystert sindssygehospital, anklaget for mordet på søsteren. Her begynder filmens countdown, for fem dage senere ankommer der en læge, der kan give den unge pigen det hvide snit som faderen så inderligt ønsker. På den måde kan faderens hemmelighed blive gemt væk for stedse. Lige før indgrebet, transporteres seeren og pigen til filmens andet fortællelag.

Her oplever vi de samme personer, som vi blev præsenteret for i det første lag. De opholder sig på en form for natklub-bordel i trediverne eller fyrrernes USA. Her holdes unge, smukke piger som gidsler af en nådesløs forretningsmand. Her er der endnu en deadline for vor unge heltinde med navnet Baby Doll. Hun får at vide at hun skal debutere som luder om et par dage, hvor klubbens vigtigste kunde dukker op. Hun modtager derfor danseundervisning af stedets danselærer.

Der sker noget utroligt idet hun gribes af rytmen, for så bevæger vor heltinde sig pludseligt ind i filmens tredje lag - et univers af fantasy- og genrehybrider, der byder på ildsprudende drager, udøde nazi-soldater, strømlinede robotter og meget, meget mere. Idet Baby Doll danser, transformeres hendes veninder til et team af nærmest udødelige heltinder, der tilsyneladende kan klare enhver udfordring de bliver sat overfor. Før pigerne går i krig, får de altid et par velmenende ord med på vejen af en mentorskikkelse, spillet af Scott Glenn, som er filmens eneste egentlige maskuline helt. Det er forfriskende at se en samling handlekraftige piger, i stedet for de helte der så ofte optræder i de mandsdominerede superhelteuniverser – men en egentlig feministisk agenda har filmen ikke. Den er snarere en rendyrket drengefilm, for kvinderne feticheres gennem deres ultrakorte skørter og stramtsiddende korsager. Når Baby Doll danser hensætter hun sine tilskuerne i en form for trance, så hendes veninder kan få fat i de fire vigtige ting (læs: quest items) som de skal bruge i deres flugt fra bordellet /sindssygeanstalten. På den måde giver filmen både et nik til den klassiske eventyrgenre og til computerspillenes verden.

Det lyder måske enormt forvirrende, men det er ikke så slemt mens man ser filmen, for her er det ganske nemt at skelne lagene fra hinanden, især for de seere, der i forvejen holder af kulørte, sprælske sci-fi-, fantasy- og tegneserieuniverser. Dette tydeliggøres især af den meget bevidste visuelle stil som de forskellige lag er holdt i. Der leges kort sagt både med fortællingernes særkender og i særdeleshed med hybrider, både på billed- og lydsiden.

Musikken spiller som altid i Snyders film en vigtig rolle. Lige som i de genreblandede billeder, hvor kæmpemæssige samuraier fyrer roterende gatlinggeværer af mod vor heltinde, eller hvor dampdrevne nazi-zombier nedlægges med moderne fuldautomatiske maskinpistoler så er musikken, der anvendes i filmen en blanding af gammelt og nyt. På den vis blandes hiphop med Queen klassikere og klassiske numre som Jefferson Airplanes White Rabbit og Eurythmics Sweet Dreams bliver leveret i nye versioner, fremført af nye, spændende kunstnere. Lidt trist er det dog, at dele af filmen kommer til at fremstå som rene musikvideoer, idet de ord der synges på soundtracket ikke overlader meget til fortolkningen af billederne. Det er egentlig en skam, da filmen ellers lægger op til at ville lege med seerens forventninger.

Sucker Punch er ikke Snyders bedste film, dertil er den simpelthen for rodet. Det handler i den forbindelse ikke om at der fortælles i flere overlappende lag, men derimod om at Snyder sagtens kunne have valgt en renere form for fortælling. I og med at det er et overflødighedshorn af ideer, kommer især de forskellige sekvenser i filmens tredje lag til at stritte i alt for mange retninger. Man har faktisk lyst til at blive i disse universer længere end man får lov til og inden man har set sig om kastes man videre i et nyt fantasy univers. Det at man som seer aldrig kan få lov til at hvile sig lidt indtryksmæssigt kan sikkert, for enkelte tilskuere, virke lidt for overvældende.

Samtidig er filmen så fuld på iderigdom og fortællelyst, at halvdelen kunne have været nok. Det er en opulent film som er en fantastisk oplevelse. Fortællemæssigt synes filmen at have skelet mere end bare lidt til Terry Gilliams Brazil især i kontrasten mellem det farvestrålende og det grå, trøstesløse hospitalsliv. Dertil kommer at Snyder er så velbevandret i sit kendskab til mangafilm, steampunk-fortællinger, fantasy- og tegneserier, at det bliver en fryd for både øjne og ører.

Sucker Punch er bestemt en film, der er værd at se på det størst mulige lærred (eksempelvis er den udsendt i IMAX-format i udlandet) og det er sikkert også en film, der vil vinde ved et gensyn, men den er også en rodebunke af stilarter og løse ender. Samtidig er den også bevidst om at den er en stor leg med fortællinger og udtryk, idet filmens allerførste billeder viser os en teatersal hvor tæppet går fra. Dermed ved vi at det hele er en leg, men denne bevidsthed gør muligvis også at vi ikke helt føler det samme for vore tapre heltinder end vi egentlig burde gøre, når nu de blot er postmoderne, artificielle konstruktioner.