Der er noget særdeles insisterende over Clive Barkers klassiske citat: We're all books of blood. Whenever we're opened, we're read. Der ligger naturligvis en lydlig dobbeltbetydning i ordet 'read', der udtales ligesom 'red' på engelsk. Vi er alle blodbøger, for når vi åbnes er vi røde / bliver vi læst. Mordet og læsning hæftes sammen, som var det en tekstbogsudgave om drab, en mordets eller dødens ABC. Sådan er også den fantastisk spændende horrorantologi The ABCs of Death, der netop er udkommet på dansk købefilm.

Når The ABCs of Death åbnes (afspilles), er den også rød, og den følger - via 26 kortfilm af 26 forskellige instruktører - alfabetet fra A til Z. 26 instruktører fik en pose penge og et bogstav, og fik til opgave at indspille kort film om døden. Der ud over fik de total kreativ frihed til selv at tematisere forskellige aspekter af døden. Instruktørvalgene varierer i, hvor kendte de reelt er, men alle udmærker de sig ved at have bevæget sig ud i ekstreme genrer - særligt gyseren. Derfor er det naturligvis også svingende, hvor originale de enkelte bidrag er. Men standarden er bemærkelsesværdig høj.

Mest interessant set med danske øjne er selvfølgelig Anders Morgenthalers kortfilm "K is for Klutz". En kort tegnefilm om en dødelig lort, som ikke vil skyldes ud i lokummet. I modsætning til Noboru Iguchi, der er bedst kendt for sin gorehorrorfilm Machine Girl (2008), og hans temmelig gakkede og fjollede "F is for Fart", som også tager den pruttegroteske vej, er Morgenthalers segment tilpas selvironisk og naivt tegnet til, at den stadig holder vand. Det groteske fylder i øvrigt temmelig meget i antologien. Bemærkelsesværdigt mange scener foregår på et toilet. Og Lee Hardcastles fine tegnefilm "T is for Toilet" understreger i titlen denne vinkels appellerede karakter.

Flere bidrag tager udgangspunkt i det elementære mord, hvilket gælder fx Nacho Vigalondos "A is for Apocalypse" og Jorge Michel Graus "I is for Ingrown". Disse er i princippet - trods sidstnævntes spændende og meget afdæmpede indre monolog hos den myrdede kvinde - de mindst interessante. Mest spændende er det, når filmene benytter sig af kortfilmens og gyserens vitsstruktur, der fortæller en fortælling, som ender med at være noget helt andet. Lidt ligesom vitsens punchline. Det gælder fx Ernesto Diaz Espinozas "C is for Cycle" og Marcel Sermientos "D is for Dogfight".

Flere af filmene - fx også D-segmentet - formår at fortælle filmen helt uden dialog. Det gælder Yûdai Yamaguchis "J is for Jidai-geki", der mere er en fjollet samuraifilm end en reel horrorfilm, og Morgenthalers K-segment. Fordi filmene er så relativt korte - 26 film på lidt over to timer - er de tilpas kompakte til, at det kan lade sig gøre at formidle handlingen i billeder uden tale. Filmens egentlige væsen. Flest benytter sig her af grafisk voldsæstetik i en sådan grad, at de mest sigter efter det spektakulære i drabet. Og ikke så meget andet. Men det lykkes ret godt stedvist.

Grænsen til - og over i - surrealismen nås også i flere af filmene. Mange bidrag tager derfor også udgangspunkt i den temmelig George Bataille'ske kobling mellem vold og sex. Et par stykker tager religionen med ind, men de fleste balancerer på dette oplagte og tætte forhold. Timo Tjahjantos "L is for Libido" er den mest iøjnefaldende, hvor fyrer skal onanere til forskellige besynderlige scener. Den, der (bogstaveligt) kommer sidst, bliver dræbt. Det surreelle stikker næsen ind i flere film, fx Jon Schneeps besynderlige "W is for WTF!". Og "what the fuck!" er meget dækkende for reaktionen på filmen.

Ganske uoriginal er W-segmentet dog i sin metavinkel, der bruges to gange - også i "Q is for Quack". Begge film tematiserer det svære i at have fået et bogstav, som de har besvær med at skrive en film om. Det svarer lidt til skolebandet, der hedder "No Name", fordi de ikke kan finde på et bedre navn. Metafilmen dukker også frem via op- og nedblændingerne mellem de engelske segmenter, der alle toner ind eller ud i rødt - en nærmest direkte antydning af, at skaberne kigger over skuldrene på Clive Barker, der i sine egne blodbøger også tematiserer døden forskellige steder. Barkers Books of Blood indledes med den fine vignet: "We're all books of blood".

Blandt de absolut bedste film i filmen er Yoshihiro Nishimura, som vi kender fra den grafiske Tokyo Gore Police (2008), og dennes "Z is for Zetsumetsu", der danser på grænsen til det avantgardistiske og cyberpunkede, men holder fast via et væld af små referencer til andre film, fx Kubricks Dr. Strangelove. Der ud over er "D is for Dogfight" en velkoreograferet voldsballet mellem mand og hund, mens især Jake Wests "S is for Speed" understreger en spektakulær leg med filmmediet - i tæt relation til Robert Rodrieguez' filmstil - uden at tabe virkeligheden og samfundskritikken af syne.

Stedvist har The ABCs of Death sine nedture. Japansk j-gore og spansk gys fylder overraskende meget. Måske også for meget. Men overordnet set er de fleste af filmene stærkere og mindeværdige undersøgelser af dødens væsen. Flere af dem sidder stadig godt fast i tankerne, selvom der - efter gennemsyn - er hele 26 små fortællinger at hitte rede i. Idéen er god og sanseligt æstetisk i sin måde at forvalte voldsæstetik på. Og resultatet vil glæde de fleste, der er til gore, gys eller bare groteske og voldelige opsætninger.