Historien er simpel. Den lille gruppe petty criminals fra Alle for én er igen samlet, og kommer på ny i politiets søgelys, fordi Nikolai - hjernen, der tog skraldet i første film - løslades. Han forsøger hovedsageligt at holde sin sti ren ved at skifte bleer i en vuggestue. Men langsomt og ufrivilligt suges han tilbage i det kriminelle miljø, han forsøgte på at undgå. Ikke til den fordomsfulde, genreparodiske betjents store fortrydelse; han vil nyde at lade Nikolaj falde. Igen. Alle for to er netop ude på købefilm.

Filmen er en krimikomedie med en udsagt hang til parodi og overdrivelse. Med den ene hånd fortæller den en selvstændig historie. Med den anden sværter den fortællingen til i genreparodi. Den gennemgående medieparodi og selvironi cementeres via den rolle, som Nikolais far får i reality-programmet om fulde fædre. Det er helt timet, skrevet og tilrettelagt for at fremstå så realistisk og melodramatisk som muligt. Timingen fejler heller ikke noget i Alle for to.

Holder historien så? Næh! Det er heller ikke så nødvendigt. Men sammenhængene og de forskellige tråde, der spinder sig ind på politiets løjerlige overvågning, i det finanskriseparodiske bankmiljø og det lille, forhutlede selskab af småkriminelle, er ganske gennemskuelige. Den flade fortælling er kun en formel, en skabelon, hvoromkring Mick Øgendahls og Anders Thomas Jensens platte humor og vittigheder kan vikles. "Det her er det mest åndsvage, jeg længe har set", sagde min hustru halvvejs gennem filmen. Det er måske ikke så dårlig en ting, når det drejer sig om humor af denne nederdrægtige type.

En række af vittighederne er underlødige og lidt letkøbte. Undervejs bliver formlen, som de er drejet efter, overforbrugt og stereotyp. Oftest handler det om, at Mick Øgendahl i sin underspillede rolle som småkriminel ikke helt forstår et bestemt ord eller situation. Misforståelsens humor. Men gennemgående er humoren i filmen på et ret fint niveau. Vittighederne er lettere end komedien, og vittighederne er da også bedre end komedien i Alle for to. Slapstick-humoren ditto. Filmen er velcastet og – ud fra Øgendahls manus – velspillet og velinstrueret. Rollerne er tilpas flade og ensporede, men replikkerne falder betimeligt. Punchlines med et punch. Rollebesætningen består af en overflod af velkendte ansigter. Tilsammen drejer de en film, der på alle måder virker mere end inspireret af de folkekære film om Olsen Banden. Er det måske et tilfælde, at den lille gruppe småkriminelle består af tre?

For den, der har set tilpas mange halvdårlige amerikanske actionfilm fra 80’erne, vil filmen – udover Balling og Bahs – også aftvinge små genkendelsesgrin. Særligt overdreven er Gordon Kennedys rolle som den drevne politimand, der er en tæsketyk parodi på politibetjente i film som Beverly Hills Cop, Lethal Weapon eller Dirty Harry. Flere af replikkerne – leveret på engelsk – er, som var de taget direkte ud af disse film.

Samlet er filmen en fin omgang underholdning, der supplerer lørdagsslikken og den halvlunkne cola. Men så er der heller ikke mere at komme efter. Sammenligningen med Olsen Banden hører op ved havelågen til satirens palads. Grin og glem. Lidt finanskrisefortælling er der plads til, men det er godt gemt under bæltestedet. Man griner en hel del – lidt ligesom deres tidligere film Blå mænd (2008). Men filmens handling går hurtigt ind i glemslens mørke hul.

Afsluttende note: Skulle passager i denne anmeldelse vække genklang ift. min anmeldelse af Alle for én, er det ikke uden årsag. Ligesom Alle for to på humor- og handlingsplan stort set er en gentagelse af Alle for én, så er denne anmeldelse også kun en variation af min anmeldelse af Alle for én. Og det er vel heller ikke skidt, at standarden holder i film nummer to om Egon, Keld og Benny på dope. Alle for to er også en tåreperser: du griner, så tårerne triller.