Det er ikke tilfældigt, at den nye thriller Death Sentence med Kevin Bacon har en del til fælles med film som En mand ser rødt, for historien er skrevet af samme forfatter. Det virker lidt spøjst, at der her i det nye årtusind pludselig igen er kommet gang i genren af selvtægtsfilm. Sidste år så vi The Brave One med Jodie Foster, men også Tony Scotts genindspilning af Man on Fire og filmatiseringen af Marvels Punisher tæller med i denne gene, der ellers oprindeligt blev gjort populær i 1970’erne og 80’erne i film som Dirty Harry, Taxi Driver og The Exterminator.

James Wan, den unge instruktør, der nok bedst er kendt for den første Saw-film, leverer i starten af Death Sentence en glimrende skildring af familieidyllen, der pludselig splintres af tilfældig og meningsløs vold. På den måde indskriver filmen sig som en selvtægtsfilm i den helt klassiske forstand.

Bacon spiller kontormanden Nick Hume, der har travlt, en smuk kone hjemme og to teenagedrenge. På vej hjem fra en ishockeykamp med sin ældste søn, holder Nick ind for at tanke benzin. Sønnen går ind på tankstationen for at få noget at drikke, men i næste øjeblik springer en bande maskerede mænd ud af en bil, vader ind på tankstationen, dræber ejeren og sårer Nicks ældste fatalt. Nick når lige netop at fælde og flå huen af sønnens drabsmand.

Politiet fortæller Nick, at mordet ikke skete i forbindelse med et røveri, men som et led i et optagelsesritual i en af byens mange bander. Slå en tilfældig ihjel og kom med i klubben, Mulle! Retssystemet kan kun tilbyde Nick, at hans søns morder som et maksimum får 4-5 år bag tremmer på grund af manglende vidner og bevismateriale. Nick beslutter derfor at droppe sit vidneudsagn og opsøger - med tvivlen lurende i maven og en kniv i inderlommen – sin søns morder. De to kommer i klammeri og drabsmanden dør.

Nu kunne man foranlediges til at tro, at det meste var overstået og resten af filmen ville udvikle sig som et personligt drama, hvor faderen skulle lære at skjule sin dårlige samvittighed over for familien – men det får han heldigvis ikke tid til. Inden længe har resten af bandemedlemmerne fået opsporet Nick med det ene formål at slå ham ihjel.

I filmens mest spektakulære scene jagtes Nick gennem byens gader, ned gennem skumle kældre og til sidst i et berusende langt, fornemt og teknisk imponerende one-shot op til sin parkerede bil i en parkeringsgarage. De skydegale psykopater har han naturligvis lige i hælene under hele turen. Drama er afløst af ren, hårdnakket, gammeldaws thriller, og det er helt fantastisk udført, hvis man ellers er til denne type af film.

Det helt centrale element i filmen - der hvor musikken, klipningen og ikke mindst Kevin Bacons skuespil falder perfekt sammen - er der, hvor han ved sønnens side på hospitalet beslutter sig for at gå i krig mod resten af banden. Nicks blik ændres fra det faderlige medfølende til et iskoldt dræberblik, og det virker så godt, at de små hår ligefrem rejser sig i nakken på tilskueren.

Death Sentence er ikke kun lækkert brutal og godt skruet sammen, men filmen viser også – ganske som mange andre film i denne genre – hvad der kan ske med en ganske almindelig mand, der presses alt, alt for hårdt. Der er ingen formildende omstændigheder i Death Sentence, ej heller ret meget plads til næstekærlighed eller tanken om at vende den anden kind til. Derimod serveres der en solid gammeltestamentlig hævncocktail med godt skuespil, hårdkogt dialog og baseballbat.