Da filmen The Kingdom for år tilbage blev anmeldt af undertegnede, blev det bemærket at arabisk udseende terrorister, efterhånden var blevet Hollywoods nye nazister. Hollywood har alle dage haft brug for antagonister der kunne forstyrre harmonien og vække folk fra deres Amerikanske Drøm og i jagten på nye fjender er der stort set ikke den etniske eller religiøse minoritet som ikke er blevet fremstillet som ondskaben selv.

Der er skildringen af den kriminelle, ofte narkopåvirkede sorte mand der tilsyneladende er en konstant trussel i den amerikanske filmbevidsthed, over de ondskabsfulde, kinesiske narkobaroner i 30erne, til 70’ernes mange satanister eller for den sags skyld sadistiske følelseskolde russere, kinesere og andre kommunister under den kolde krig - for slet ikke at tale om de førnævnte Taliban-stereotyper der nærmest stod i kø for at få filmiske tæv i kølvandet på 9/11. Der er dog sket et markant skifte siden begrebet ”politisk korrekthed” gjorde sit indtog i Amerika i starten af 90erne, for nu er det pludselig ikke længere comme-il-faut at pege fingre af andre minoriteter, med mindre det da er bredt accepteret at man gerne må.

Af selvsamme grund er det nu blevet Nordkoreas tur til at være fjenden. Det var eksempelvis koreanere og ikke som i originalen kommunister, der stod for angrebet af sovebyen i nyfilmatiseringen af Red Dawn og det er også onde, onde Nordkoreanere som invaderer det Hvide Hus i actionfilmen Olympus Has Fallen, som i skrivende stund er blevet udgivet på DVD og BluRay.

Olympus Has Fallen er en helt klassisk actionfilm, med en lige så typisk actionhelt i hovedrollen. Mike Banning (spillet af Gerard Butler) arbejder i filmens start som Secret Service agent og er en af præsidentens mest betroede folk. Skillelinjen mellem arbejde og venskab forekommer hårtynd. Dette ændrer sig dog brat på en isglat bro midt om natten. Ulykken er ude og vores hovedperson er ikke i stand til at forhindre den, hvilket gør at han bliver fyret og meget mod sin vilje sat til at lave skrivebordsarbejde.

Han higer stadig efter hans gamle job og en dag får han pludselig en chance for at gøre skaden god igen, for det er lykkedes en gruppe særdeles velorganiserede terrorister at orkestrere et voldsomt angreb på Washington DC generelt og Det Hvide Hus i særdeleshed. I filmens vel nok mest spektakulære actionsekvens flyver en B52’er i lav højde over byen imens fire monterede Gatling guns mejer civile ned i gaderne. I samme nu sprænges der hul i hegnet ind til Det Hvide Hus og tunge køretøjer trækker op foran bygningen kun for at åbne ild på de mange jakkesætklædte agenter der strømmer ud fra præsidentsædets indre. Det virker i lang tid som om terroristerne har alle kort på hånden, men de havde bare ikke regnet med den effektive Mike.

For Mike er en enmandshær, der lige som en række andre forsmåede helte, formår nærmest enhændigt at få vendt situationen til amerikanernes fordel. Her tænkes måske især på John McClane eller et utal af de roller Steven Seagal eller Chuck Norris har spillet, hvor det har været den ensomme cowboy, der har klaret ærterne overfor umulige odds. Der er altså ikke meget nyt at hente rent indholdsmæssigt. Fascinationen ved denne genre ligger da ej heller i hittepåsomheden i forhold til rammefortællingen, men derimod er det hvordan filmmagerne har valgt at afvikle actionsekvenser på, hvordan helten kommer ud af de mange livsfarlige situationer han anbringes i og ikke mindst hvordan det kan lykkes en enkelt mand at overkomme umulige odds, ved primært at dele lammere ud og lade kuglerne flyve.

Olympus Has Fallen lever op til de forventninger man måtte have hvis man forestiller sig at Nordkoreanske terrorister pludselig angriber den amerikanske præsidents hjem. Måske lyder det utroværdigt at de kan lykkes med deres forehavende, men mens denne usandsynlighed udfolder sig for vore øjne er det faktisk mægtigt underholdende at være vidne til. Det er en actionfilm som de man husker fra midtfirserne, hvor man ofte ser nærbilleder af amerikanske flag krydsklippet med billeder af onde, væmmelige banditter der forsøger at træde det under fode. Det er akkurat lige så patriotisk som man kan forvente, men heldigvis uden man får tyndt spyt bag i munden.

Filmen er flot lavet og bør opleves i HD og med surroundsystemet skruet helt i bund – lige som alle gode actionfilm - så kommer den virkelig til sin ret, selv om det måske godt kan irritere purister at mange af de såkaldte ”squibs” (altså blodet der kommer når man bliver skudt) er skabt digitalt. Det er også morsomt at opleve en film der, lige som i halvfemserne var en slags ”forløber” for en anden film der handler om det samme. Instruktøren Roland Emmerich er i september klar med filmen White House Down der sjovt nok handler om en politibetjent der under et besøg i det Hvide Hus må bekæmpe terrorister – mons tro de ikke også kommer fra Nordkorea? Det må tide vise.