Den danske efterretningstjeneste PET har de seneste år været diskuteret, hvad angår såvel større internationale sager som mindre nationale anliggender. Nogle er kritiske, mens andre i stedet fremhæver nødvendigheden af en opklaringsenhed, der kan arbejde lidt i det skjulte. Meningen med at hemmeligholde flere elementer af efterforskningsarbejdet har til hensigt på den ene side at virke præventivt, fordi det kan forhindre forbrydelser, inden de sker, mens det på den anden side også kan virke som at spille poker med åbne kort, hvis politiet afslører sine metoder. Derfor er en enhed som PET en temmelig interessant figur at placere centralt inden for et fiktionsunivers, der – på andre måder end andre genrer – har nogle fordele: Her kan vi stille spørgsmål, der ikke behøver helt klare svar.

Denne mulighed er derfor selvfølgelig også indbefattet i DR-dramas udspil i denne sammenhæng: Livvagterne, der løb over skærmen for et halvt års tid siden, har netop ramt gaderne i dvd-format. Serien er sådan anlagt, at to afsnit udgør en samlet fortælling, mens enkelte føljetonspor dog fortsætter igennem alle afsnittene. Det betyder, at det meget praktisk kan lade sig gøre at udgive disse dobbeltafsnit på hver sin dvd, så vi skal købe ikke en samlet boks, som vi hidtil normalvis har måttet, men alle fem udgivelser for at få den samlede første sæson. Det er i sin essens en udmærket måde at trække lidt flere kroner op ad lommen på et sagesløst seriepublikum, for den samlede pris for første sæson beløber sig på den måde til tæt ved en velvoksen tusse.

Er der en ting, som dramaafdelingen på DR formår at gøre, så er det at opbygge en spændingskurve i sin dramatik. Dette formår Livvagterne til fulde, og måske fungerer det endda – hvis det er det, der er succeskriteriet – bedre end fordums succes Forbrydelsen. Der er dog selvfølgelig stor forskel på, om seerens skal holdes informationsmæssigt i mørket gennem tyve samlede afsnit frem for to sammenhægende. Cliffhanger-strukturen er selvfølgelig en oplagt måde at hive seeren tilbage ugen efter, hvor spændingsudløsningen er garanteret. Det havde dog, måske lidt utilsigtet, den konsekvens, at seeren ikke nødvendigvis valgte at følge den samlede serie, men gik ind og ud mellem dobbeltafsnittene. Denne fejltagelse kan måske derfor også gentages ved dvd-udgivelserne.

De enkelte dobbeltafsnit er derfor klassisk opbygget og fundamentalt spændende. De enkelte sager virker vedkommende og i den grad højaktuelle. Kritikere ville nok indvende, at de nærmest er for aktuelle, hvilket måske har en betydning for seriens kvalitet om en årrække. Det er prægnante spørgsmål om terrorceller i Danmark, en bestemt (stats)ministers rolle eller et kommende klimatopmøde, der er i fokus. Det er udmærket og appellerende, men det er ikke sikkert, at det vil være det, når topmøder og statsministre er fortid. Stilen stemmer tillige overens med DR’s generelle, velsmurte produktionsapparat, så der er fortælleteknisk og stilmæssigt intet at pege fingre af. Det er en veltrimmet dramamaskine, der viser sine kvaliteter udi aktuel krimifiktion.

Krimien har forskellige muligheder for at diskutere det samfund, som den stiller sig i et aktualitetsforhold til. Den skandinaviske model er i særlig grad kendt og anerkendt for sine samfundskritiske perspektiver, hvilket ofte er et reelt modspil til det, der ofte omtales som mere konservative modeller. Krimiens guldalder i mellemkrigstiden fremhæves ofte som en konservativ tid, der higer tilbage til fordums klasseskel og samfundsindretning. Dette kan også udnyttes til nutidige billeder af samfundet, der kan læses affirmativt eller subversivt – eller måske endda et nuanceret forhold herimellem. Og her tager Livvagterne i høj grad favntag med tidens problematikker, men i spørgsmålet om ordensmagtens rolle i dette spil, er serien bemærkelsesværdigt ukritisk.

Det er interessant, hvordan serien tager fat på flere forskellige former for ekstremisme, som jo spiller en yderst aktuel rolle i nutidens debat på flere fronter. Serien er dog blevet kritiseret for, i de første afsnit, at fokusere temmelig ensidigt på en muslimsk ekstremisme, hvilket forsøgsvist er imødekommet ved hjælp af enkelte karakterer internt i politiet med både arabisk og jødisk baggrund. Et enkelt dobbeltafsnit sætter dog dansk højrefløjsekstremisme under lup. Analyserne her er meget klassiske, som vi kender det fra krimiens guldalder, hvor det dualistiske verdensbillede kørte af sted for fuld kraft. Derfor er seriens forhold til PET temmelig ukritisk, og enhver form for uorden i samfundet (om det kommer fra egne rækker eller udefra), så kommer PET og rydder op. Hvor svenskerne i den grad (og måske i for høj grad) formår at vende et kritisk blik mod Säpo, så kæler Livvagterne for vores allesammens PET. Se hellere Søren Kragh Jacobsens Det som ingen ved, hvis det er PET-kritik, der sigtes efter. Det kan derfor være overraskende, at der fra politisk hold har været kritiske røster ude om seriens politiske partiskhed (jf. påstande om DR som rødt organ), for profileringen af PET er i den grad vand på de højreorienterede partiers efterretningsmølle.

Alligevel er der helt åbenlyse kvaliteter i Livvagterne, som vi kender det fra DR’s generelle dramaproduktion. Der er en vis dybde i karaktererne, der er tegnet skarpt, selvom det kan se kalkuleret ud med en jøde, en araber og en dansker som de centrale profiler. Skuespillet, der bærer disse karakterer, fejler heller intet, og særligt udmærker Thomas W. Gabrielsson sig som PET-chefen – ham kommer vi til at se væsentligt mere til i bærende roller herefter. Derfor er det med forventningens glæde, at vi kan se frem til den næste sæson, der starter januar 2010. Men det er trods alt med en forhåbning om, at de interne politimæssige geledder og det eksterne lidt for skarpt positivt profilerede billeder af den danske efterretningstjeneste blødes lidt op.

Læs også Torben Rølmer Billes anmeldelse af den senere samlede udgivelse af Livvagterne.