Vælger man at betragte den anden film om Marvelhelten Ghost Rider med de samme kriterier, man ellers benytter til at vurdere film og kunst ud fra generelt, vil det være ganske nemt at give filmen en intellektuel bredsidde og hævde at det er en fortælling uden megen sammenhæng, med en forudsigelig handling, spækket med stereotyper og excessive voldsudskejelser, der nærmer sig det sadistiske. Det ville dog være forkert, for i denne forbindelse bør man gemme sin intellektuelle professorhat langt væk og i stedet betragte filmen som den bør ses - en B-film med et betydeligt budget, som forsøger at indfange ånden fra Marvels tegneserie, så er det en dundrende succes: for Ghost Rider – Spirit of vengeance er en utroligt underholdende, visuel lækker drengerøvsfilm af bedste skuffe.

Kritiske tunger har i årevis hævdet at film med Nicolas Cage er alt andet end et tegn på kvalitet – og der kan da indimellem være noget om snakken, for det virker ikke som om han er så kritisk når det kommer til hvilke film han medvirker i. En skuespiller der bestemt får smør på brødet! På den anden side, når nu Cage blankt indrømmer, at det var hans livslange drøm at få lov til at spille Ghost Rider/Johnny Blaze (i forbindelse med den første film) bliver det helt tydeligt at Cage nyder at være med. Det gælder både scenerne, hvor rytteren trænger sig på, mens hans menneskelige alter ego forsøger at kontrollere ham, hvor Cage får lov til at gakke ud, råbe og skrige af sine medspillere. Samme føling for fysisk spil ser man også i de scener, hvor rytteren for fuldt blus massakrerer skurke – for man ved at Cage med glæde har trukket i motion capture dragten. Det er derfor svært at andet end at elske den anden Ghost Rider film for dens overdrevne, gennemførte og mørke tegnefilmsstil.

Det er makkerparret Neveldine/Taylor - der tidligere har stået bag den fabelagtige Crank-serie med Jason Statham og som ligeledes gav verden den ujævne Gamer, som har fået tjansen at iscenesætte Ghost Rider 2 og det har de gjort med respekt for materialet. Selv om det er en film, der både byder på megen vold, blodsudgydelser og sjælesugninger, så er materialet forvaltet på en måde, så det på én gang tager sig selv og sit emne dødsens seriøst, men samtidig så bliver der givet plads til at lave sjov med hvor sej og vandvittig en figur rytteren i virkeligheden er. Dette sker mange gange undervejs i denne gale rutschebanetur af en film, men humoren udkrystalliseres i en scene hvor en af figurerne spørger rytteren, hvordan han lader vandet og Blaze med et grin svarer, det ser sejt mægtigt ud, ligesom en flammekaster - herefter klippes der naturligvis til en visualisering af selvsamme scenarie. Hvis det ikke er essensen af tegneserie-nørderi – indrømmet det er plat, ja det er langt ude – men hold op hvor er det sjovt!

Filmen har et næsten klassisk setup, hvor rytteren i kamp mod tiden skal redde en dreng fra den dæmoniske figur – Roarke. Det var selvsamme Roarke der i sin tid forbandede Blaze. Roarke har brug for en ny krop, så han vil gennemføre et ondsindet ritual hvor han vil overføre sin sjæl i den udvalgte drengs krop. Roarke har naturligvis hyret en masse brutalt udseende, østeuropæiske gangstere til at få fat i drengen, men da de ikke helt slår til mod Rytterens flammende kæder og sjælesugningsevner, må Roarke ty til mere dæmoniske tricks – og sender derfor en råddenskabsdjævel ud efter spøgelsesrytteren.

Imens i det andet ringhjørne bliver Blaze overtalt af den mystiske Moreau til at beskytte knægten, da han i så fald påstår at han kan hjælpe med at ophæve Blazes forbandelse. Arenaen er nu kridtet op og før man kan nå at tænke ”hov - er det ikke Christopher Lambert med skrifttegn i hele femøren?”, så kastes man ud i et eventyr, der brutalt leverer lige præcis den vare man som fan af Ghost Rider kan ønske sig.

En af de mange gode ting ved denne grindhouse-tegneseriefilm er, at det virker som om filmskaberne har bestræbt sig på at tone CGI-effekterne lidt ned for så i stedet at lave så mange effekter de kan på traditionel vis. Det fungerer, men det betyder ikke at vi ikke får ild, røg og dødningehoveder at se – for han får i denne nye film ikke kun mulighed for at køre på motorcykel, men rytteren overtager andre køretøjer undervejs, der naturligvis bliver lige så flammende dæmoniske som hans kværn. Så har man mod på en uforpligtende, sjov og voldsom actionfilm med flammende kranie, kæde og kværn og Nicolas Cage der (som vanligt) får lov at udforske skuespillets overdrev, så er Ghost Rider – Spirit of Vengeance ikke til at komme uden om. Filmen tager sig naturligvis flottest ud i billede og lyd på BluRay, men desværre har Nordisk film – som vanligt – valgt ikke at inkludere ekstramateriale. Hvor en engelsk eller amerikansk BluRay ville være propfyldt med featuretter, kommentarspor og interviews, er der ikke noget nørdmateriale for os danske fans at boltre os i. Det er altså en skam, især når denne slags film netop tiltrækker de, der gerne vil ned i og bag om filmen.