Det er ikke til at komme udenom, at spøgelset fra Olsen Banden svæver over vandene i den nye danske komedie Alle for én, men det er selvsagt også svært at lave en film om en samling lidt halvdumme småkriminelle, der pludselig står i den situation at de skal bondefange en international gangster, uden at sådanne sammenligninger vil blive foretaget af alskens anmeldere. Dertil kommer at det da på ingen måde er en skam at blive sammenlignet med Balling og Bahs’ mesterlige komedier.

Filmens manuskript er skrevet af Mick Øgendahl, der også stod bag manus til den meget morsomme samfundssatire Blå mænd og de der frygter at denne nye film vil byde på endnu mere af det vi så i Julefrokosten kan godt tro om igen, for takket være Øgendahls gode sans for komisk timing og platte humor, er man garanteret en film, der vil have langt de fleste publikummer rigtigt godt underholdt hele vejen igennem.

Filmen starter med et gakket tyveri af luksusbiler foretaget af de tre småforbrydere Nikolaj, Ralf og Timo. De opsøges kort tid efter af politiet på deres stamværtshus og her opdager Nikolaj at en af betjentene er Martin – deres gamle ven. Martin er ikke ude for at lede efter stjålne biler, men er derimod opsat på at fange rigmanden Niemeyer (spillet af ingen ringere end b-films legenden Rutger Hauer). Niemeyer handler med kunst, men Martin har en teori om at han også står i spidsen for en narkoring der smugler piller til landet. Martins overordnede vil dog ikke høre om snakken, idet hun er betaget af rigmanden og har forbudt Martin at udspionere Niemeyers forretning. Derfor opsøger Martin nu sine gamle venner i håbet om at de vil hjælpe ham med sagen.

Dette er hovedfortællingen og sideløbende med den er der flere tråde, der fletter sig ind, alle nogen der sørger for henholdsvis komisk og dramatisk fremdrift – eksempelvis er der Martins forhold til sin kone som har smidt ham ud eller Nikolajs kæresteri med den svenske kunsthandler, som hjælper drengene med at få beviser nok til at fælde Niemeyer.

Filmen benytter sig primært af den humor der opstår i dialogen, særligt mellem de to brødre Timo (Rasmus Berg) og Ralf (Mick Øgendal), men der bydes også på fysisk humor undervejs. Det er eksempelvis altid morsomt at se folk der ikke kan danse forsøge at overbevise andre, at de er en nyskabende moderne dansetrup fra New York. Det er ikke alt i filmen der fungerer lige optimalt og enkelte af meningsudvekslingerne bliver da også ganske forudsigelige, men det gør mindre, for filmen er overordnet underholdende hele vejen igennem.

Selv om Alle for én muligvis ikke er en film som man vil se igen og igen, så er den vellavet, har et højt tempo og så er den ikke mindst så morsom, at man virkelig skal være en indebrændt gnavpot for ikke at grine højlydt med jævne intervaller. Det er ikke en film der overrasker, for alle stereotyperne er kørt i stilling: fra de snotdumme politifolk over arrogante rigmænd til småforbryderne med hjertet på rette sted, og desuden er historien ikke synderligt overraskende, idet langt de fleste sikkert godt ved hvordan det hele vil spænde af når først banen er blevet kridtet op.

Dette gør dog mindre, for filmen har en ganske bred appeal. Den sigter ikke som Julefrokosten efter den allerlaveste fællesnævner, men kan derimod ses som en ganske vellykket dansk filmkomedie, der med garanti vil underholde de fleste i familien – bortset lige fra hjemmets alleryngste, hvis forældre sikkert ikke har lyst til at poderne lærer alle de kraftudtryk, der flyver ud af karaktererne med jævne mellemrum.

Har man lyst til ved selvsyn at komme nærmere den humor som optræder i filmen, kam man ud over de trailers og teasers der findes på filmens hjemmeside også opsøge Anders Lund Madsens SPOT ON hvor han interviewer skuespillerne fra filmen. Dette er en form for munter viral markedsføring, men selv uden denne spår undertegnede at Alle for én sikkert vil blive en stor biografsucces her starten af 2011.