Der er sikkert mange fans af Blå Mænd, der kom i de danske biografer sidste år, som nærmest per automatik vil gå i biografen for at se Julefrokosten, i håbet om at man får en komedie på samme niveau, men selv om en stor del af holdet på denne nye film er identisk med det fra Blå Mænd, så er Julefrokosten en af de film, der giver en lyst til at gense filmen med bl.a. Kirsten Norholdt & Jørgen Ryg fra 1976, selv om den nye film absolut intet med den gamle har at gøre ud over titlen og en handling, der udspiller sig under en firmajulefrokost.

Sjovt nok var Dick Kaysø også med i filmen fra 1976, men til forskel fra den gamle film udspiller den nye sig på et lille autoværksted i provinsen. Her er der masser af hygge og plads til særlingene (ligesom på genbrugspladsen i Blå Mænd). Værkstedets chef, Holger, er ikke en af de klogeste, men han arbejder hårdt og har en fast kundekreds. Men freden kan jo ikke vare ved. Det konkurrerende værksted – med det mundrette navn Mastodont - ligger på byens højeste punkt og troner ildevarslende over den computergenererede landsbyidyl, som var det Sauromans fæstning.

Mastodonts ejer, Patrick, er naturligvis interesseret i at opkøbe Holgers Auto, men Holger nægter og derfor sætter Patrick sin nye, ambitiøse sælger på at infiltrere Holger & Co. ved den kommende julefrokost, i forsøget på at få fat i Holgers kundekartotek. Sælgeren Anders Bo er hjemvendt til provinsen efter endt uddannelse i København og han må snart sande, at det ikke er så ligetil at snyde den godhjertede Holger, især fordi Holgers datter, Amalie er lige til at blive smaskforelsket i. Ovenstående er den spinkle ramme Julefrokosten skaber omkring de mange slapstick elementer og fladpandede jokes, der fylder alt for meget i forhold til den samfundskritiske og satiriske tone som var i Blå Mænd.

Det værste er næsten at se den talentmasse af danske skuespillere som udgør rollelisten, have så lidt at arbejde med. Nuvel, det er da helt i orden at Ghita Nørby, Anders W. Berthelsen, Kim Bodnia eller Thure Lindhardt har lyst til at lave andet end at spille Chekov på Det Kongelige, men man må virkelig håbe at de enten har fået en klækkelig løncheck ind af døren eller blot har moret sig over, at gøre nogle venner i branchen en tjeneste, for det er ikke en af de film man bør være allermest stolt over at have på ens cv.

Det er ikke fordi de medvirkende ikke er veloplagte, for de forsøger alle sammen at få det meste ud af det manuskript der er blevet tilsendt, men det halter altså voldsomt. Naturligvis kan det da bringe smilet frem at se Anne Grethe Bjarup Riis’ karakter blive spanket af Kim Bodnia’s debile værkfører, men det er lidt som om tiden er løbet fra den slags.

Måske burde filmens instruktør igen have teamet op med Mick Øgendahl, i et forsøg på at redde manus, for Thomas Glud – som undertegnede altid har haft en aversion imod - har tilsyneladende ikke tilført noget positivt og i værste blot gjort ondt værre. Julefrokosten er folkekomedie med stort ”F”, der må konkurrere med film som Kampen om den røde ko, Elvis Hansen – En samfundshjælper eller Den røde tråd om den forgyldte Regner Graasten-statuette i kategorien ”film, der ihærdigt prøver at være sjove”.

Julefrokosten deler skæbne med en lang række andre komedier, der viser de sjoveste scener i traileren og derfor forekommer selve filmen som ret irriterende, mens man venter på at scenerne fra traileren kommer. Selv scenen hvor Kim Bodina optræder som en variant over Mr. Creosote kan ikke redde de sørgelige rester af denne film. Endeligt er det ret sigende for niveauet i filmen, at nogle af de sjoveste scener er de fraklip, der vises til allersidst under rulleteksterne. Her kan man da i det mindste se at spilerne har haft det rigtigt sjovt mens de lavede, hvad nok må betegnes som den dårligste danske komedie i det nye årtusind. Så gør dig selv en tjeneste - meld afbud til Julefrokosten selv om der på invitationen står, at der kommer rigtigt mange spændende mennesker.