Sover Dolly på ryggen? Spørgsmålet synes lige til. Men det er det måske ikke, når det kommer til stykket. Og det gør det i Hella Joof seneste spillefilm.

Anne vil så gerne være mor. Men hun har ikke en mand. Og har heller ikke udsigt til en. Derfor vælger hun at få befrugtet sit æg med en anonym sæddonor. Men bliver i tvivl. Om sig selv. Om faderens rolle i barnet. Og om faren rent faktisk har de gener, hun ønsker at føre videre. Hun sætter sig for at finde den anonyme far. Og forviklingerne står i kø.

Komedien lever af overdrivelsen. Så det overdriver ned ad væggene. Hella Joof har dog i modsætning til mange andre en særlig evne. Humoren sætter ind med en satirisk brod, der faktisk rammer overraskende plet. Komediens lod er dens forudsigelighed. Det ser Joof stort på. Søger de velkendte midler. Men langt hen ad vejen lykkes Sover Dolly på ryggen?

Den lykkes, fordi humoren fungerer. Filmen skal ikke ses for handlingens skyld. Den er i sin simplicitet blot en velkendt, halvtom skal, som humoren kan læsses på. Og bliver det. Jeg grinte faktisk temmelig mange gange undervejs. Og det siger ikke så lidt.

En komedie skal selvfølgelig have et projekt. Et simpelt et. Jagten på farens identitet bliver selvsagt temmelig forviklet. Hvorfra skulle humoren ellers komme? Men jagten viser – uden Anne ved det – rent faktisk at være en anden en. Hendes søgen efter barn og graviditet har jo faktisk hele tiden været en søgen efter ham. Den rette.

Filmen fortæller ikke rigtig noget om moderrollen, faderrollen eller andre roller. Rollerne er fordelt, så karikaturerne bliver noget tykke. Og det er på sin vis filmens akilleshæl. Den formår ikke rigtig at overskride de arketyper, som sættes i søen. Ud på dybt vand. Komediens sigte er (for) ofte, at det stabile skal forrykkes. Destabiliseret. Og når verden er vendt retur til status quo, er filmens verden også slut. Bekræftende. Morsomt. Men ikke specielt varigt.

Sover Dolly på ryggen? er en lun film til den kølige forårsaften. Jeg blev sågu rent faktisk glad af at se den. Og kan komedien det, er dens primære mål vel nået. Det er bare så forbandet sjældent, at genren tør være mere end lun luft i den kølige brise.

Om Dolly så egentlig sover på ryggen, er en helt anden historie. Lad os bare sige, at det handler om store patter.