Det er naturligvis prisværdigt, at amerikanske selskaber og ikke mindst asiatiske filmskabere selv forsøger at tilrette deres film, så de passer bedre ind til vores vesterlandske sovs-og-kartofler mentalitet. Det er vel i sidste ende et spørgsmål om, at få folk til at ville gå i biografen. Ikke desto mindre er det for en vaskeægte John Woo fan endog meget ærgerligt at bevidne hans næsten fem timer lange epos Chi Bi blive beskåret så kraftigt, at man på vore breddegrader bliver præsenteret for en version, der er næsten tre timer kortere.

The Battle of Red Cliff er i skrivende stund den dyreste kinesiske film nogensinde og samtidig den mest sete i Kina samt en mastodontsucces i hele Sydøstasien. Her er filmen blevet, som vi kender det fra Tarantinos Kill Bill, delt over i to lige store dele og har, som før nævnt, taget både anmeldere og publikum med storm. Det skal indrømmes, at nærværende anmelder desværre ikke endnu har fået set den lange version af filmen, men efter at have lagt øjne til, hvad der mest må beskrives som én lang, voldsom krigshandling, er der ingen tvivl om, at de lange originalversioner skal hives hjem fra fjernøsten så hurtigt som muligt.

Dermed ikke sagt at den internationale udgave af The Battle of Red Cliff er fantastisk, for indtrykket er faktisk helt det modsatte. Når to helaftensfilm skal beskæres så brutalt i klipperummet, så sker det på bekostning af handling, baggrund og filmens generelle tempo. Man sidder i filmens første del og har meget svært ved at finde hoved og hale i de forskellige personager, krigsherrer, skurke og helte, idet dette blot er noget som skal overstås så hurtigt som overhovedet muligt, så vi kan komme frem til alle de spektakulære actionsekvenser.

Disse er, tro mig, virkelig spektakulære, og det er virkeligt skønt at se John Woo være tilbage i sit oprindelige element efter en hel del bryderier med fesne Hollywood manuskripter. Men kender man Woos filmiske fortællestil, så vil man også vide, at han hele tiden sørger for at balancere fint mellem stilhed og storm. Der er brug for de mere rolige, lyriske sekvenser, så de ultrabrutale voldshandlinger kommer til at virke desto mere stærke, men det er der ikke tid til i Red Cliff. På den måde kommer filmen til at virke som en pixibogsudgave af Sun Tzu’s Krigskunsten.

Woo er æstetiker til fingerspidserne, og der bydes på et væld af utroligt flotte billeder, hans karakteristiske hvide duer, imponerende landskaber og vilde kampscenerier. Dernæst er han en virkelig god personinstruktør, hvilket også kommer til udtryk i de overbevisende præstationer fra alle spillerne, men da handlingen i den internationale version skrider frem i et sådant tempo, at det mest centrale bliver de strategier, som de stridende parter lægger, flyttes fokus væk fra de interessante personer, som udkæmper krigen og det er virkelig en skam.

Selv i denne maltrakterede version fornemmer man det episke og klassiske drama, der ligger til grund for filmen. Forlægget er en af de mest læste og populære kinesiske historiske romaner Romance of the Three Kingdoms, som blev skrevet i det 14 århundrede af Guanzhong Luos. Der er i forvejen blevet skabt adskillige film og tv-serier over dette forlæg men ingen med så stor succes som Woos nye film.

Grundhandlingen er faktisk meget enkel. Kejseren er en svækling, som hærchefen Cao Cao udnytter på det groveste. Han fortæller kejseren, at to provinser planlægger at styrte kejseren, medmindre han skrider til handling, så derfor får Cao Cao kejseren til at acceptere at lade hæren angribe provinserne. Cao Caos reelle formål med magtanvendelsen er dog, at han er blevet ovenud forelsket i den underskønne hustru til herskeren af den sydlige provins.

Selv om to provinser beslutter sig for at kæmpe sammen mod Cao Caos overmagt, er de massivt i undertal, så det må kæve både al deres kløgt og en virkelig god strategi for at sejre. Det er naturligvis underdog-historien, der endnu engang bliver luftet men her i en version, der er overdådig i alle henseender.

The Battle of Red Cliff er i den trunkerede version alt for rodet til, at man får mulighed for at sætte sig ordentlig ind i de forskellige baggrunde og filmens centrale personer. Det eneste forhold, der findes tid til, er kærligheden mellem den sydlige provins’ hersker Zhuge Liang og hans smukke kone Xiao Qiao, men også dette forhold udfoldes kun meget overfladisk. Derfor skuffes man altså voldsomt som gammel Woo-fan, når man konfronteres med den internationale udgave af filmen og ville ønske, at der blandt vore hjemlige filmimportører var mandsmod nok til at importere de to lange kinesiske versioner i stedet.