Werner Herzogs storhedstid var 70’erne og de tidlige 80’ere med film som Aquirre, Gåden om Kaspar Hauser, Nosferatu og Fitzcarraldo. Men efterhånden var det ikke længere nogen selvfølge, at en ny Herzog-film fandt vej til danske biografer. Derfor var det en glædelig overraskelse, at hans fantastiske dokumentarfilm Grizzly Man dukkede op. Det ser desværre ud til at være en enlig svale.

Derfor må vi nøjes med at se Rescue Dawn (2006) på dvd. Det er en spillefilm, men bygger på Herzogs dokumentarfilm Little Dieter Needs to Fly (1997), der fortæller historien om den tyskfødte Dieter Dengler. Han blev amerikansk statsborger og pilot i den amerikanske flåde. Under et hemmeligt bombetogt over Laos i 1965 blev han skudt ned og endte i krigsfangelejr. Det lykkedes ham at flygte og mod alle odds at overleve flugten gennem junglen.

Det er denne historie, Herzog nu har valgt at dramatisere. Rescue Dawn bliver dermed Herzogs bud på en Vietnam-film. Det er også hans første Hollywood-film, men dog stadig umiskendeligt Herzog.

Christian Bale spiller Dieter Dengler, der egentlig ikke er så interesseret i krigen, men bare vil flyve. Som barn i Tyskland oplevede han sin landsby bliver bombet. Et af de fjendtlige fly var så tæt på, at han kunne se piloten i øjnene og fra det øjeblik vidste han, at han ville flyve. Nu – i 1965 – er han så udvalgt til et af de hemmelige bombetogter over Laos (officielt deltog USA kun i angreb i Vietnam). En naiv instruktionsfilm forklarer, hvordan piloterne skal overleve, hvis de bliver skudt ned. ”Naturen er vores ven, hvis vi ved, hvordan vi skal omgås den” – hvilket naturen aldrig er hos Herzog.

Dieter bliver skudt ned og snart efter fanget af laotiske partisaner. Han bliver anbragt i en primitiv krigsfangelejr, hvor han møder to andre amerikanske fanger, Duane (Steve Zahn) og Eugene (Jeremy Davies), samt tre laoter, der har samarbejdet med amerikanerne. Dieter begynder straks at lægge flugtplaner, som hans medfanger forsøger at tale ham fra. Fangevogterne er utilregnelige – lederen går under navnet Little Hitler – og junglen et helvede ingen kan overleve. Maden reduceres efterhånden til en skål larver, men det tager ikke modet fra den ukueligt optimistiske Dieter. Til slut lykkes det at slippe ud af lejren. Dieter og Duane forsøger sammen at klare sig gennem junglen, der ganske rigtigt viser sig som et helvede af fugtig hede, slyngplanter, slanger og fjendtlige indfødte.

Trods de nye omstændigheder – en krigsfilm lavet i Hollywood – så er det umiskendeligt en Werner Herzog film. Dieter Dengler er en typisk Herzog-helt: en mand, der ikke lader nogen eller noget rokke sig i sin overbevisning om, hvad der er hans mål. Det gælder Aguirre, der for en hver pris vil finde El Dorada, eller Fitzcarraldo, der er parat til at slæbe et skib over en bjergryg for at bygge en opera i junglen. De blev begge spillet af Klaus Kinski (som Herzog har kaldt ”min bedste fjende”). Christian Bale er en anden type skuespiller, men minder om Kinski i sin parathed til at gå til ekstremer for rollens skyld. Christian Bale tabte ca. 25 kilo for at komme til at ligne en krigsfange (Steve Zahn tabte 20 kilo – og Herzog 15 kilo for at skuespillerne ikke skulle være ene om at lide). Det var selvfølgelig ikke noget nyt for Bale, der gjorde det samme i The Machinist.

Da Dieter fortæller historien om, hvorfor han vil være pilot, svarer en kammerat: du blev altså pilot fordi du så en mand i øjnene, mens han forsøgte at dræbe dig. Det er et andet Herzog-motiv: identifikationen med det, der truer med at udslette os. Det ses måske tydeligst – og mest skræmmende – hos Timothy Treadwell i Grizzly Man, men var også det, der fik Herzog til at kaste sig over Nosferatu, hans første genrefilm. Mere generelt er det også det, der kendetegner den rolle naturen spiller i Herzogs film, hvad enten det er spillefilm eller dokumentarfilm. Herzog deler ikke instruktionsfilmens opfattelse af, at naturen er eller kan blive vores ven. Naturen er heller ikke en fjende; den er slet og ret udeltagende, indifferent. Der er hverken fjendskab eller sympati at se i grizzlybjørnenes øjne i Grizzly Man – hvilket egentlig bare gøre dem desto mere skrækindjagende.

I Rescue Dawn ser man dét i en scene, hvor de afmagrede og dødeligt udmattede Dieter og Duane sidder i junglen. Det krydsklippes med billeder af græs, der svajer blidt i vinden. Græsset ænser ikke det menneskelige drama, der udspiller sig. Det deltager ikke; det er blot græs, der svajer i vinden, sådan som det er græssets natur. Det kan så ses sammen med de på sin vis betagende smukke billeder, filmen åbner med: bomber der falder og eksploderer over junglen. Der er en særegen skønhed i destruktionen. Det er den, Dieter Dengler bliver fascineret af som barn, og det er det, der gør ham i stand til også at overleve den destruktive jungle. Naturen er ikke en ven; men den destruerer heller ikke af hverken lyst eller had. Det er blot natur. Og det er også Dieters natur. Derfor undslipper han fangelejren, junglen – og CIA, der forsøger at holde den hemmelige mission hemmelig.

Rescue Dawn er nok nyt land for Herzog, men ligger i klar forlængelse af hans tidligere film. Det gælder også de ekstreme vilkår, den er blevet til under. I flugten gennem junglen oplever man virkelig, hvilke strabadser flygtningene måtte igennem. Det er ikke en film for folk, der har problemer med blodigler. Christian Bale er som altid fremragende, men også Steve Zahn er overbevisende som udhungret krigsfange.