Album hedder det seneste udspil fra DR Drama, som netop er udkommet på dvd, og er en filmatisering af Benn Q. Holms murstensroman af samme navn. Den har været sendt i DR’s bedste søndagssendetid. Med en klassisk stil og en nærhedsrealisme giver instruktør Hella Joof os således en serie i fem afsnit om et samfund præget af modsætningsforhold. Serien er en skildring af fordele og konsekvenser ved velfærdsstatens mere grå idealer, hvor læren er, at social mobilitet er mulig, men det skal forstås i relation til menneskelig forgængelighed og deroute. Dette udføres med en sikker hånd, der guider seeren gennem fortællingen om mennesket i samfundet i et fornuftigt, veltilrettelagt, men kun lidt nyskabende snapshot af danmarkshistorien.

Hvert afsnit starter med et hastigt jag gennem alle fem afsnit gennem siderne i et familiealbum. Dette benyttes først og fremmest til at hjælpe seeren på vej, idet personkarakteriseringen i kraft af de store tidsspring i Album kan forekomme kortfattede. Derfor er det konkret visualiserede billedalbum, hvor der bladres gennem tiden, med til at skabe et overblik, der sætter navnene på de centrale karakterer på plads. Men samtidig er det også en metafor for erindring.

Sider af samfundets udvikling
Vi følger tre familier gennem tre årtier, primært set gennem Martin, Lars og Jons øjne. Det er henholdsvis den etablerede arbejderfamilie, den velstillede overklasse og den socialistiske hippiefamilie. Derved er hele Danmark indrammet, og de stridende meninger er allerede sat i sving. Det ser vi allerede fra første sekvens i første afsnit, hvor Vilhelm Rolsted køber Jons bedsteforældres gård på landet. Den tromlende modernitet møder landægsidyllen, og den (her stadig nyfødte) voksende middelklasse får mulighed for at få sommerhus på landet. Til stor glæde for bygherren Rolsted, og udpræget sorg for landmanden. Dermed har vi bevæget os ind på det historiske dramas terræn, hvor vi kan forvente os en række nedslag i historien, der sættes i forhold til det enkelte menneske.

De tre personernes udvikling i 80’erne tager sit afsæt i samme aften, og dette næste afsnit hedder da også ”I byen”, for det er det, de alle tre skal. Martin møder her sin forelskelse i Gertrud, som ikke fortager sig med tiden. Lars forsegler sin skæbne gennem sin voldtægt, hvilket i den sidste ende leder ham udi kriminalitet og stofmisbrug. Jons sociale handicap udstilles i hans manglende lyst til byen og det andet køn; en svag antydning af homoseksualitet spiller ind. Afsnit 1 hedder ”Jorden”, hvilket selvfølgelig har at gøre med omtalte gårdsalg, men også en understregning af, at vi starter fra et punkt nul i forhold til de synsvinkler, serien er fortalt gennem. Det er med disse synsvinkler, vi bevæger os ”I byen” til mødet med de konflikter, der skal følge karaktererne resten af serien. Af jord er du kommet, til bymenneske skal du blive.

Familiealbum og erindring
Familiealbummet skal i forhold til karaktererne og historien forstås på flere måder. På den ene side er et album et erindringsspor, der netop hjælper hukommelsen på rette vej ved billedlig gengivelse af fortiden. På den anden side er albummet netop kun et udsnit, et snapshot, hvor det er op til den, der bladrer, at kæde billederne sammen i en meningsgivende helhed. Derfor er familiealbummet ofte kendetegnet ved at være sluttet i tid, ment på den måde at det er centreret om kernefamilien og ikke alle generationerne. Det ser vi også i fjerde afsnit, hvor Musse Rolsted netop vha. et familiealbum forsøger at bygge en fraværende sammenhæng i den krakelerede familie.

Albummet er desuden en god metafor for de nedslag, som serien gør i danmarkshistorien, der også kun er snapshots i tiden. Det er op til seeren selv at supplere med resten af historien. Men samtidig er denne udfyldning af historiske sammenhænge også personligt orienteret, som også udfyldningen af de blanke mellemrum i albummet er det. Og her lykkes det faktisk serien at skabe nogle indblik i de samfundsideologier og modkulturer, der har været igennem tiden. Den kommercielle velfærd modstilles først af hippiekulturens marxisme, som i Album personificeres af Jons familie, og senere af den avantgarde punkkultur, der illustreres af det miljø, som Martin bevæger sig rundt i. Samfundet skildres derfor ikke som en homogen størrelse, og serien handler mest af alt om den enkeltes kamp for at være en del af – eller adskille sig fra – det etablerede samfund.

Modernitet, mode og modsat
Allerede ved salget af gården i første afsnit aner vi en resignation i 70’ernes marxistiske samfundsopgør, idet Jons far på dette tidspunkt tydeligvis ikke længere har den samme tiltro til hippieprojektet. Han lader sig uden den store kamp først overrumple af den pengestærke, men dernæst erkender han også, at han har brug for det velstillede samfund, hvis medicin reder Jon fra et allergisk anfald. Derfor bevæger Jon sig også lidt væk fra den kollektive tankegang i retningen af lægestudiet, dog uden på nogen måde at glemme sine idealer. Men derved kommer han til at placere sig mellem to stole, både professionelt inden for og socialt uden for.

Vi har her bevæget os ind i de mere individualistiske 80’ere. Men derfor er kampen mod samfundet ikke forsvundet; den er blot forandret. Fra hippiernes modstand mod kapitalismen peger kampen frem mod en mere radikal ”no future”-filosofi i 80’ernes punkbevægelse, hvor særligt Martin slår sine folder. Hvor moderniteten i 60’erne og 70’erne integrerede sig i sin modsætning, velfærdsstaten, får også den borgerlige tankegang i 80’erne en mere radikal udformning, særligt fremtrædende i en langt mere liberal politik og individfokuserede yuppiegeneration. Mikkel, der bliver Martins nye ven, repræsenterer i særdeleshed yuppien.

Derfor udvikler tidens samfundsmodsætning sig også til en mere aggressiv form, der får sit helt særlige udtryk i punkstilen og BZ-kulturen. Det går fra en stærk anti-mode i hippiekulturen til særskilt sofistikeret punkmode, en langt mere etableret undergrundsstil. Derfor skitserer Album snarere punken som en modedille mere end samfundskritik, hvilket også kendetegner Martins udvikling. Da Gertrud anklager Martin for kun at være ”med på moden” som punker, afviser Martin først. Men da Martin i fjerde afsnit udvikler venskab med yuppien Mikkel, som til fest hos Gertrud i tredje afsnit agerede hans modsætning, bliver det klart, at Martin bare var ”med på moden”.

Den partikulære i strukturen
Serien kredser omkring de tre familier, men hvor man kunne forvente, at familiernes færd skulle køres sammen i en samlet fortælling, holder serien de tre spor næsten adskilt. Den lader dog de tre spor krydse på forskellig vis. Det ser vi eksempelvis i første afsnit ved, at rigmanden Rolsted køber gården fra Jons bedstefar, mens Martins familie køber et af de sommerhuse, Rolsted bygger dér.

På den måde formår serien at holde fortællingerne samlet og adskilt på samme tid, uden at der skal tvinges sammenhænge ned over dem. ”Ethvert forsøg på at presse mennesket i kasse”, som Martins ven Bowie siger, ”er dræbende”. Dette illustrerer også det forhold, som karakteriserer seriens måde at koble den enkelte person og familie til de store samfundsspor. Historien viser sig således kun i de glimt, der har konsekvenser for karaktererne, fx Gorbatjovs vestligt vendte politik, der i fjerde afsnit skildres gennem Jon og hans fars marxistiske synsvinkel. Derfor er det uretfærdigt at kritisere serien som en historisk fortælling, fordi den i langt højere grad fokuserer på det enkelte individs udvikling end samfundets udvikling, men samtidig sætter serien en tyk streg under, at vi alle er børn af vores tid.

At serien på den måde placerer samfundsudviklingen i en karakters synsvinkel, er dens største styrke, idet den derved netop ikke forsøger at skrive et kontinuerligt stykke danmarkshistorie. Det var dér, Krøniken fejlede, mens det var årsagen til, Matador fungerede. Sidstnævnte accepterede umuligheden i at skildre en karakterbåren danmarkshistorie in extenso.

Den borgerlige idyl
Denne evne til blot at antyde uden at trække store linjer finder vi også på den enkeltes niveau, og det mest gennemførte eksempel er forholdet mellem Lars’ søster Tess og faderen Vilhelm. Der er gentagne gange i serien antydet et mistænkeligt forhold mellem disse to. Vilhelm har en noget prekær interesse i Tess, mens hun også samtidig udlever et noget promiskuøst og ligegyldigt forhold til sin seksualitet. Hun går blandt andet i seng med en 41-årig ven af familien, blot fordi det er sjovt.

Men dette antydede forhold mellem Vilhelm og Tess bærer også en yderst plausibel henføring til det almene og historiske, hvis man tolker forholdet navnesymbolsk i retningen af myten om Wilhelm Tell (bemærk navneligheden). Fortællingen om Wilhelm Tell, der skulle skyde et æble af hovedet på sin søn, blev sat i den nukendte form af den tyske romantiske forfatter og filosof Friedrich Schiller, men det er en myte, der kan spores som en arketypisk legende længere tilbage til en grundform i blandt andet Saxos Danmarkskrønike. Pointen er her, at selvom vi her bevæger os på niveau med det enkelte menneske, er der antydet en sammenhæng til den store historie.

Selvom Tell både tvinges til at skyde og vinder sin frihed ved at skyde æblet af sin søn, kan dette ses som en yderst lemfældig omgang med sit barns liv. Selvom Vilhelm i Album måske vil det bedste for sin datter, lykkes det for ham at spolere hende – og tilsyneladende resten af familien. Hustruen Musse lever et psykisk ustabilt, nærmest frihedsberøvet liv. På væggen hos Rolsteds hænger et familieportræt, der signalerer en borgerlig idyl, men underneden lurer alle mulige andre undertrykte problemer, såsom griskhed, hustrusvigt og incest. Det er kendetegnende, at det er et maleri og ikke et fotografi, idet penslen kan male smilet, hvor fotografiet fanger den dårlige lune. Vilhelm beklager derfor i fjerde afsnit, at han ser sur ud på et fotografi.

Klassernes skel og mobilitet
Det er dermed primært med familien Rolsteds velstand i tankerne tydeligt, at man – i seriens optik – ikke er født med et socialt sikkerhedsnet under sig eller den berømte sølvske i munden. Det interessante ved personernes udvikling er netop, at børnene krydser hinanden på vejen op eller ned ad den sociale rangstige. Mens Martin, der er født i den klassiske arbejderfamilie med hjemmegående husmor, er på vej op, selvom han ikke vil have studenterhuen på, styrtdykker Lars Rolsted ned i problemerne med både stofmisbrug, kriminalitet og rockertilknytning.

Men et fælles træk ved alle både Martin, Lars og Jon er, at de – i takt med de bliver ældre – taber de mere og mere anstændighed: Martin savner stadig Gertrud, Lars kryber længere ned i sølet, og Jon kan stadig ikke socialisere – Jons sociale handicap ser vi for alvor, da han i fjerde afsnit tager til julefrokost. Selvom der i starten var elskelige karakterer, forsvinder denne anstændighed langsomt undervejs, hvor alle synes at have en skyggeside. Alle problemerne kan stadig jævnføres den enkelte tur i byen.

I sin brug af en lang række velkendte typer (såsom akademikeren, arbejderen, forretningsmanden, stofmisbrugeren, den homoseksuelle, kunstneren, yuppien osv.) hævder serien, at den sociale arv står til at bryde. På den måde viser Album en vis tilfredshed ved velfærdsstaten, selvom den får nogle særdeles kritiske røster med på vejen. Denne kritik understreger, at der i den socialistiske lighedstankegang bør være plads til det forskelligartede. Punkeren Martin kan godt lade studenterhuen trykke, mens Jon i sig selv bærer et paradoks ved at være stærk socialist uden at være socialt anlagt.

Fotografisk forevigelse
Fotografiet bliver i Album til en samlet metafor for stilstand og forandring. På den ene side er fotografiet et klip, hvor tiden et kort sekund er frosset, men samtidig føler den, der ser på billedet, den forandring, der er sket, siden billedet er taget. ”Nu skal I foreviges”, siger Martins far, der ikke kan forstå, at Martin gør oprør, fordi forældregenerationen ”sguda har lavet et godt samfund til dem”. Selvom Martins far ønsker det stillestående, jagter Martin alligevel forandring. Hvert årti har sin rebelskhed, og hvert årti har sine forandringsspor, og imellem linjerne (eller billederne) kan vi læse vores egen historie ind. Om serien vil stå som et foreviget snapshot i danmarkshistorien vil tiden vise. Den formår at binde det enkelte menneske og den almene historie sammen på en gennemført måde, men gøres det samtidig gennem en lettilgængelig, socialrealistisk stil.

Serien citerer store værker i filmhistorien. Gertrud er opkaldt efter Dreyers fantastiske film af samme navn (hendes udvikling i Album trækker i øvrigt også på Dreyers karakter), mens Gertruds hjem også er tapetseret med filmplakater fra fx instruktørerne François Truffaut og Alain Resnais. Resnais’ Hiroshima mon amour fra 1959, hvis plakat hænger på væggen, arbejder i særdeleshed med forholdet mellem menneske og historie, og hvordan historien kan repræsenteres i et medium. ”Fotografierne”, som den kvindelige hovedperson i Hiroshima siger, ”fotografierne, rekonstruktionerne, i mangel af bedre”. Fotografierne og rekonstruktionen er det eneste, vi har tilbage til at hjælpe vores erindring, når alt er forgængeligt.

Der er på den måde et elementært fællestræk ved Hiroshima mon amour og Album, men seriens stil lever ikke op til disse citater. I stedet er Album mere stilren og præget af velkendt kontinuitet. Men med denne klassiske stil formår den at indfange til et stykke danmarkshistorie fortalt gennem øjne, der ser hvert deres selvstændige udsnit af historien.

Benn Q. Holms bog Album er også udkommet hos Art People / People’s Press.

Læs også en uddybende anmeldelse af tv-serien her.