Hella Joof er en pudseløjerlig skikkelse i dansk film- og tv-tradition. På den ene side søger hun i retningen af det, vi alle sammen kender og sætter pris på, mens hun på den anden side også forsøger på at bryde grænser ned i forhold til, hvad vi kan tillade os at fortælle om. Det kommer i høj grad til udtryk – også for så vidt i hendes satire – gennem en humoristisk tilgang til verden, der oftest sættes i spænd i alvorstunge emner. En kort en lang, som var hendes debut som instruktør installerede fra starten dette fokus, der i denne film handlede om seksualitetens afskygninger skildret gennem tragikomiske nedslag. Humoren er undervejs gennem hendes film svagt udgrænset, men den er stadig tydeligt til stede – og det gælder også hendes seneste film Se min kjole.

Joof blev sidste år optaget på teologistudiet på Københavns Universitet, hvilket i sig selv er en usædvanlig manøvre for en succesrig instruktør og skuespiller. Men når vi ser, hvilke emner Se min kjole fokuserer på, er det temmelig tydeligt, at Joof så småt trækker i teologiske retninger – selvom filmen selvfølgelig havde biografpremiere, før Joof startede på sit studium. I centrum i Se min kjole finder vi først Charlotte, der sidder på toppen af en høj bygning med benene ude over kanten – hun overvejer tydeligvis selvmord. En betjent får dog reddet hende ind fra kantet, men hun stikker af. Herefter springer vi i tid – Charlotte har nu fået en behandlingsdom, og kan (uden vi endnu helt ved hvorfor) vælge mellem fængsel eller et kollektivt bofællesskab, hvor andre piger med psykiske problemer bor.

Dermed skifter filmen fra at fokusere individuelt på Charlotte til at karakterisere fire piger på dette hjem. Alle pigerne har en broget fortid, og det ligger lidt i filmens fortælling, at vi undervejs langsomt skal opdage, hvilke grufulde oplevelser, fortiden har budt på. Pigerne har alle (måske på nær en enkelt) en for- og nutid som prostituerede og tyve, hvilket i sig selv allerede her antyder det teologiske fokus i filmen: Det er samfundets bagside og udskud, vi her er i selskab med, på samme måde som Jesus gerne befandt sig blandt prostituerede, tyve og andre udsatte grupper. Det nytestamentlige fokus i filmen bliver da også undervejs mere og mere prægnant, uden symbolikken selvfølgelig helt skal klarlægges, da det afslører for meget.

Pigerne, vi følger, tager på tur fra bofællesskabet, og da de går ud efter smøger ender pigerne i klammerier med en fyr, som Charlotte smækker ned – den driftige Charlotte og pigerne stikker af ved at stjæle en bil, og her ændre filmen karakter til det, som er den centrale genre for den samlede fortælling: en road movie. Pigerne har hver deres fortid, som de nu har mulighed for at spore og sporadisk vende tilbage til. Udover denne opblomstring af fortiden får vi også det indspark, som road movien normalt leverer: Ved at bevæge sig gennem landskabet bliver pigerne (og vi) klogere. Road movien som genre er knyttet an til en erkendelsesproces, og denne proces bliver i Se min kjole også budt inden for i filmens mere teologiske spor. Lytter vi videre i børnesangen, som titlen henviser til, bliver titlen således et symbol på accepten af forskellige farver (”elsker alle farver”): menneskelig forskellighed.

Med andre ord er det ikke kun en film med de vanlige Joof’ske humorvinklinger, selvom de er der. Dialogen emmer af humoristiske nedslag i de tragiske menneskeskæbner, som vi følger, hvilket er filmen bedste side: kombinationen af de tungsindige emner med en drevet dialog, som langt hen ad vejen fungerer. De fire relativt ukendte piger, der spiller de centrale roller, er i høj grad en givende faktor i denne sammenhæng. De leverer rollerne fint, og generelt er filmen velinstrueret. Efter den fine introduktion med Charlotte på taget ændrer filmen visuelt dog desværre karakter, hvilket mest gør sig gældende for scenerne på vejen. Introduktionens billeder er perfekte, som var det Manuel Alberto Claro, der stod bag, men resten af filmen står ikke mål med dette fine anslag.

Det sværeste ved filmen er dog ikke den stil, der derefter er meget gennemført og almindelig. Filmens bagside er den lidt for voldsomme symbolladning, der på den ene side gør filmen en anelse for emotionelt ladet, hvilket dog ikke er utraditionelt. På den anden side betyder det dog, at filmen bliver – har man først luret det nytestamentlige spor – ret forudsigelig. De små fortællinger, som pigerne står for, giver heller ikke nødvendigvis de store overraskelser, og fortællingens styrker – der dog er der – skal findes i det interne spil mellem pigerne. Den større gennemgående historie er ganske gennemskuelig. Samlet set en film, der viser en teologisk interesse hos Joof, men ikke rigtig for alvor bringer disse erkendelser videre.