Michael Noers film Nordvest bevæger sig umiddelbart i samme type miljø som debutfilmen R, for figurerne er stort set alle kriminelle mænd, der holder af hurtige penge, stoffer og gerne tyr til vold for at løse deres problemer. Forskellen er at hvor R udelukkende foregik i et klaustrofobisk fængeselsmiljø, er handlingen i Nordvest, flyttet til gader, lejligheder og kvarterer, der med få undtagelser er at finde under postnummeret 2400.

Filmens hovedperson Casper er, da seeren møder ham, en indbrudstyv, der kan sit kram. Han og vennen Robin (spillet fint af rapperen Kidd) låner en bil af Jamel, som de kan flytte deres tyvekoster i og efterfølgende afsætter de varerne til ham. Problemet er blot, at Jamel ikke betaler drengene særligt meget for tyvekosterne, så da Casper kontaktes af Robert, som vistnok har rockerforbindelser, ser han sit snit til bevæge sig op i det kriminelle hierarki.

Det viser sig at Robert ikke kun er hæler, men også er involveret i trafficking af østeuropæiske piger og en omfattende stofhandel. Spørgsmålet er nu, om det er noget Casper vil deltage i – og dertil kommer, at Jamel stadig insisterer på at Casper arbejder for ham. Dette skal blive begyndelsen til en optrapning mellem rockerne på den ene side og indvandrerbanden på den anden.

Noers film er blevet skrevet sammen med Rasmus Heisterberg der bla. har skrevet manus til Millenium trilogien, En Kongelig Affære og som også har været medforfatter på den forrygende dokumentarfilm Testamentet. Hans medvirken er utvivlsomt med til at gøre både filmens handling nærværende og dialogen improviseret og umiddelbar. Det er heller ikke til at fornægte Noer dokumentaristfortid, for billedsiden er for det meste håndholdt, selv de meget intime nærbilleder af folks ansigter. Dette giver en nervøs sitren på billedsiden, der forstærker det pres som de unge lovbrydere befinder sig under.

Der er efterhånden lavet rigtigt mange film om gangstere, kriminelle og forskellige bander, der kæmper om magt. Desuden har vi tidligere set film herhjemme – mest oplagt at nævne hér Refns Pusher trilogi, der også benyttede en realistisk, håndholdt stil til at fortælle sin gangsterhistorier med. Det som dog gør at man bør skynde sig ind og se Noers film, foruden dens åbenlyse aktualitetsværdi (da den giver et fiktionaliseret bud på hvorfor folk i Københavnsområdet i skrivende stund trækker håndvåben og åbner ild mod hverandre), er at den er virkelig medrivende fortalt. Dermed ikke sagt at filmen er en 1:1 fremstilling af det kriminelle miljø i den forvoksedes provinsby Københavns yderområder, men det virker i al fald meget troværdigt.

Filmens hovedperson er noget så sjældent som en omsorgsfuld forbryder, hvilket mest tydeligt ses i de scener hvor han nænsomt putter sin lillesøster, eller hvor han bekymret leder efter sin bror (der i øvrigt spilles af skuespillerens rigtige lillebror), efter brødrene i en tidligere scene er blevet jagtet gennem den københavnske nat af indvandrerbanden.

Moderen i familien ved egentligt godt, at hendes ældste søn er kriminel, men hun diskuterer det aldrig med ham, men spørger i stedet kun om han sørger for at passe på sig selv. Faderen er naturligvis ikke en del af familien og mor arbejder hele tiden, hvilket også gør vores hovedperson til manden i den lille familie.

Selv om filmen hedder Nordvest skal man være ganske velbevandret i bydelen for at kunne genkende stedet. Det er nemlig ikke de mest oplagte, genkendelige locations der er blevet valgt og derfor bliver filmen ikke udelukkende et københavnerprojekt, for ret beset ville filmen kunne foregå hvor som helst i Danmark.

En af de mange fremragende ting ved Nordvest, er også figurgalleriet og skuespillernes evne til ikke at overdramatisere eller overspille de scener de indgår i. I den forbindelse viser Noer virkeligt sit værd som personinstruktør, idet man ikke kan pege på en eneste figur i filmen, som ikke virker som om han eller hun godt kunne være en man enten kender, eller har mødt på sin vej.

Nordvest viser, som alle gode gangsterfilm, samfundets skygger på godt og især på ondt. Der løftes ikke egentlige pegefingre, men naturligvis følger filmen den gængse morale for, at forbrydelse sjældent lønner sig. Der kan sikkert være nogle biografgængere som efterfølgende vil diskutere filmens slutning, da den – uden at afsløre for meget – er lige så brat som den måde man kastes ind i handlingen på. Det fungerer dog virkeligt godt i denne anmelders øjne, i stedet til at forfalde til mere klicheagtige løsninger.