For udenforstående kan det være meget svært at forstå når - ofte unge – adrenalinrus-søgende mennesker frivilligt kaster sig ud fra høje bygninger med en minifaldskærm på ryggen, begiver sig ned af en brusende elv i en lille gummibåd, klatrer op på de højeste bjergtinder eller presser kroppen til det yderste ved at dykke flere hundrede meter ned under havoverfladen uden iltapparat.

Der er flere forskere, der mener at disse nærdødsoplevelser ligefrem kan være vanedannende og at der er bestemte typer af mennesker, som simpelthen ikke kan fungere ordentligt med mindre de har faren lurende lige rundt om hjørnet. Det er netop denne drift, den amerikanske filminstruktør Kathryn Bigelow undersøger i sin nye film The Hurt Locker, men hos hende er det ikke ekstremsport som er i fokus, men derimod soldater for hvem selve krigen, bliver det kick de skal have for at leve deres liv.

Man kunne antage at grunden til at filmen ikke er blevet promoveret mere massivt skyldes flere ting. For det første er ovennævnte grundidé ganske kontroversiel, dernæst er handlingen hensat til krigen i Irak – en krig, der langt fra er slut og som mange af dens kritikere kalder for USA's andet Vietnam. Da filmen kun er blevet fremstillet i to eksemplarer til det danske marked gælder det altså om at skynde sig i biografmørket, hvis man vil have en chance for at se den på det store lærred og det er der god grund til, for Bigelows film er særdeles seværdig, hvad enten man kan lide krigsfilm eller ej.

The Hurt Locker er nemlig ikke nogen helt almindelig krigsfilm. Groft sagt kan man inddele krigsfilm i to overordnede typer; den ene handler om at lave action-prægede film, der forsøger at gengive krigens intense og ofte skræmmende natur, og den anden type er deciderede antikrigsfilm, der vil blotlægge krigens fysiske og psykiske gru i alle sine umenneskelige detaljer.

Bigelows film placerer sig lige midt mellem disse to typer af filmfortællinger, for hun præsenterer dels sin seer for en lang række scener, der er fantastisk spændende og hvor langt de fleste med garanti helt glemmer at tygge de popcorn de har proppet munden med, i frygt for at den bombe, der er ved at blive demonteret pludselig sprænges. På den anden side, så bliver man som seer tvunget til at tage stilling til filmens centrale hovedperson, der ved første bekendtskab synes at optræde særdeles skødesløst uforsigtigt og uden at have den dødsangst, der ellers plager hans nærmeste soldaterkammerater.

Filmen handler om et lille kompagni soldater, der hver dag arbejder med at afmontere bomber i Bagdad og omegn, et job som – for nu at citere Rune T. Kiddes figurer – er et decideret ”lortejob” - i hvert fald set med civile øjne. Selv om man måske kunne mene at scener med at pille bomber fra hinanden, næppe kan holde tilskueren begejstret hen i lidt over to timer, så klarer filmen dette fint, for samtidig med at vi følger minørerne i deres risikable arbejde, så tegner filmen et fint portræt af William James – den førnævnte frygtløse soldat, der gang på gang går forrest, når der er mistanke om en eller flere bomber i nærheden.

Filmens visuelle stil tilnærmer sig bevidst det dokumentariske; kameraet er hele tiden i bevægelse og dette skaber både en følelse af øget realisme, samt en slags sitrende nervøs stemning, der i denne sammenhæng er endog meget klædelig. Samtidig virker historien meget troværdig; de voldsomme eksplosioner, de pludselige, tilfældige dødsfald, den meningsløse vold, det ulmende had og den konstante paranoia, som størstedelen af soldaterne føler overfor lokalbefolkningen, forekommer desværre alt for overbevisende. Selv om man har set disse emner blive tacklet før, så er det tankevækkende og nyskabende ved Bigelows film præcis ideen om at nogle soldater frivilligt opsøger sådanne situationer, for at finde mening i deres liv.

Der er også en del scener, hvor de amerikanske soldater forsøger at håndtere tilspidsede situationer, at få de lokale Irakere til at forstå faren ved at opholde sig så tæt på en potentiel sprængzone, ofte uden at være i stand til at kommunikere ordentligt med dem. Dette er måske heller ikke nyt, men det fine ved Bigelows film er at den i høj grad selv lader seeren tage stilling til de handlinger vi er vidne til.

Naturligvis er filmen fortalt fra et amerikansk synspunkt og selv om den benytter sig af patosfremkaldende elementer i enkelte scener, så bliver det aldrig virkeligt klægt og overpatriotisk, som man alt for ofte ser det i amerikanske krigsfilm.

Bigelow er også en meget interessant instruktør, der kan sit kram hvad angår spændingsfilm. For ud over den dystre science fiction film Strange Days har hun blandt andet stået bag nyklassikeren Near Dark samt den feministiske politithriller Blue Steel. The Hurt Locker er på mange måder en lang mere ukompliceret og ren film end hendes tidligere, men det gør ingenting, for det hele er meget fornemt eksekveret og idet filmen primært handler om de mennesker, der frivilligt udsætter sig selv for stor fare i udførelsen af deres arbejde, så gør det altså indtryk.

Det imponerende er også at virkelighedens nyhed om en vejsidebombe lige pludselig bliver så meget mere nærværende, når fiktionen på denne måde har bragt os helt hen ved siden af dem. Måske er det det, som er filmens egentlige formål – at få seeren til atter at forholde sig til den virkelighed, som mange efterhånden er blevet ret følelsesløse overfor.