I den italienske instruktør Federico Fellinis første soloinstruktion Den hvide sheik (1952) møder vi på et tidspunkt en livlig, ung pige, som figurerer under navnet ’Cabiria, la prostituta’. Hun spilles her af Guilietta Masina, som Fellini og Alberto Lattuata også brugte i Pigen i varietéen (1950). Hun skulle vise sig at blive en af de vigtigste kvinder i Fellinis film. Fellini blev så interesseret i karakteren Cabiria – i sin tid baseret på en virkelig prostitueret – at han indspillede en hel spillefilm om hende. Gadepigen Cabiria (1957) havde derfor også Masina i pragtpræstationen som den skæve, livsglade og søgende prostituerede.

Filmen hedder Le notti di Caribia på italiensk og betyder ’Cabirias nætter’. Hun er en gadepige, der lever om natten og sover om dagen. Hun tjener sine penge på at sælge sig selv. Filmen indledes med en scene, hvor Cabiria går tur langs en flod med sin nyfundne kærlighed, som viser sig at nære knap så stor længsel efter hende: Han stjæler hendes penge og skubber hende i vandet. Kun med nød og næppe får en gruppe knægte reddet hende op fra vandet. Denne oplevelse er dog ikke nok til at knække Cabirias ønske om at pejle sin livsrute ind på kærlighedens terræn. En søgen, der skal vise sig hele tiden at sende hende retur til, hvor hun kom fra.

Handlingen er lidt specielt opbygget. På den ene side trækker Fellini kraftigt på det romantiske drama gennem Cabirias indædte søgen efter en livsledsager. En søgen, der sender hende i armene på en kendt skuespiller såvel som en regeringskonsulent. På den anden side er filmen – udover sit implicitte metafiktive træk – snarere opbygget omkring et tema end et plot, hvilket gør, at den cirkler rundt om Cabirias karakter, men hendes personlige mål strukturerer ikke helt fortællingen. Det er på den måde et stærkt og interessant møde mellem en relativt fast genreopmærksomhed og modernismens fascination af det, der er blevet kaldt for ’en spiral livsbane’. Hele tiden vender Cabirias fortid tilbage som en boomerang.

Den prostituerede er et genkommende tema i Fellinis film. Et tema, der tages op på en måde, som ikke kun indlemmer rollen i en slags social indignation, men også i ømhed og fascination. For at få et mere autentisk udtryk i sproget på gaden allierede Fellini sig i denne forbindelse med den kontroversielle italienske instruktør Pier Paolo Pasolini, der var kendt for sin tilværelse i de italienske gademiljøer (og sine kompromisløse film). Alligevel er det interessant, hvordan Cabiria – i høj grad qua Masinas fænomenale spil – hele tiden også fravrister sig temaet og skriver sig ind i komediens drag og humor. Filmen kommer derved så tæt på en musical, som man nærmest kan uden sang. Musikken drejer også vinklen i den retning.

Fellini forbindes ofte med en europæisk filmmodernisme. Men mange af hans film viser faktisk, at modernismen ikke nødvendigvis var populærkulturen så fremmed – noget, særligt den tidlige Fellini kan sige at drage nytte af. Fascinationen af den romantiske komedie finder vi flere steder – også i Gadepigen Cabiria. Samtidig understreger Cabirias pudsige søgen efter religiøs, katolsk substans i sin tilværelse undervejs, at modernismen ikke nødvendigvis var religiøsiteten så fremmed, som det til tider antages. Måske var det denne kombination af genreinspiration, et glædeligt og bekræftende livsprojekt no matter what sammen med Masinas helt særlige rolle, der sendte Fellini i armene på en Oscar for bedste udenlandske film.

Filmen henvender sig naturligvis til alle, der ikke kan slippe Fellinis livsbekræftende filmiske udtryk. Men den, der ikke har set Fellini før, kan fint starte her – og denne vil sikkert opdage, hvor meget af nutidens film, der står på skuldrene af film som denne. Derfor er det særdeles kærkomment og relevant, at filmen nu er tilgængelig som dansk købefilm.