First we take Paris, then we take Rome! To af de absolutte europæiske kulturhovedsæder. Sådan har Woody Allen sikkert tænkt. Alle, der elsker Paris, vil elske Midnight in Paris. Og alle, der elsker Rom, vil elske To Rome With Love. Så eksplicit kan det siges. Og helt trukket frem i titlen. To storbyer, to store film. Men med hver sin stil og interesse. Woody Allen er i storform for tiden. Og for alvor i hans seneste romerfilm. Netop ude på købefilm.

Filmen er opbygget uden en egentlig fortællestruktur. I stedet er den scenisk på en måde, hvor der krydses mellem forskellige personers oplevelser i Rom. Fra arkitekten, der genoplever sin ungdoms stad via en ung arkitektstuderendes affære med en amerikansk pige. Over den ukendte familiefar, der – uden at vide hvordan – pludselig er den seneste store kendis. Via et provinspar, der umotiveret oplever hver sit sidespring. Til operainstruktøren, der falder over en stor stemme, som han må gøre større.

To Rome With Love danser bevidst på grænsen til de klichéer en film i Rom må bevæge sig ind i. Det er uundgåeligt. De mange turistsites er naturligvis brochureagtige. Fra starten får Allen da også overstået Trevi-fontænen, så han kan komme videre. Og lader den amerikanske pige, der møder sin romerske kærlighed ved fontænen, kommentere på det kitschede valg. Fontænen er dog ikke kun en turistisk henvisning, men naturligvis også en helt åbenlys henvisning til Federico Fellinis La dolce vita (1960), hvor Anita Ekberg springer i vandet. En sød tanke sendes hos de fleste nok også til Audrey Hepburn i William Wylers Roman Holiday (1953).

På vanlig vis handler Woody Allens film ikke bare om de små sammenbundne historier. Med en kunst-, film- og kulturhistorisk akkuratesse viser Allen, at han kender til de mange fortællinger, der udspiller sig – og har udspillet sig – i en by som Rom. Den evige stad – med evige narrativer. En særlig rolle spiller Fellini også i denne. Første scene på hovedvejen ind i Rom og tvillingekirkerne ved Porto del Popolo peger direkte ind i indledningssekvensen her. I det hele taget er den ikke-narrative struktur i filmen en oplagt parallel til Fellinis egen kærlighedserklæring til Rom: Roma (1972).

Castingen af Roberto Benigni i rollen som Leopoldo, der natten over går fra at være totalt ukendt til at være på alles læber, er kostelig. Benigni er Italiens egen filmiske komiker nr. 1, og at indlemme en instruktør med tæft for at gøre det tragiske komisk – ligesom Allen selv – er en implicit kreditering af en stor nulevende italiensk instruktør. En ultimativ anerkendelse. Og så spiller Benigni også selv ganske formidabelt. Komplet overspil med en delikat grænsefornemmelse, der stadig fastholder en kerne af troværdighed.

Ellers er filmen castet med en overflod af kendte navne. Woody Allen selv i (endnu) en selvparodisk rolle. Alec Baldwin som den fallerede arkitekt henslængt i nostalgi. Ellen Page som den studerendes elskovseventyr. Og Penélope Cruz som italiensk luder (og som endnu en tanke sendt til Fellinis Roma). Bare for at nævne nogle få. På fornøjelig vis vikler disse roller sig ind og ud af hinanden gennem en film, der lader hånt om at fremlægge alle linjer klart. Forholdet mellem arkitekten og den studerende er særligt spændende: Baldwins rolle er på mange måder et metafiktivt møde mellem ham selv, den studerende og en samvittighedsfuld overstemme. Psykoanalytisk, ja, Freuds piberøg lægger sig tykt over flere sekvenser.

Filmen er i det hele taget – ligesom mange andre Allen-film – dybt metafiktiv. Alene dens referencemateriale til andre film og kunst taler sit klare sprog. Start og slut i filmen indlejrer også hele handlingen i en ramme, der handler om at kommenterer på de mange historier. Fra en overblikkende betjent og en netundertrøjeklædt mand: flere italienske klichéer. Alt sammen gemt godt i en film, der bør ses af alle, som ikke kan få nok af Rom. Eller Allen. Via Roma, via Fellini, men Allen er stadig tydeligvis sin egen.

First we take Manhattan! Det har Allen så sandelig gjort gennem mange film. Then we take Paris and Rome. Næste skridt må da uvægerligt være Berlin. Jeg glæder mig allerede.