Jazzmusikken svinger som altid. Forteksternes typografi genkender vi også som den sædvanlige. Første levende billede er en travl storbygade. Kort sagt, alt er ved det gamle i Woody Allens spillefilm nr. 50, Lykketræf. Nej, ikke helt. For byen er ikke New York, men Paris. Sproget og skuespillerne er franske. Men ellers er handling og replik, som vi forventer det fra Woody Allen, vittig, ironisk i sin lettere udlevering af borgerskabets overfladiske liv.

Fanny ( Lou de Laâge), den kønne, travle storbyskvinde, på vej til sit arbejde i kunstauktionen, bliver pludselig standset af Alain, der genkender hende som en fordums klassekammerat fra skolen i New York. Hvad laver du dog her i Paris? Hvor er du på vej hen? Er du gift? Har du børn? Spørgsmålene hagler ned. Alain er ivrig for på få minutter at få genskabt den mellemliggende tid fra deres fælles skolegang til nu. Han tilstår, at han var forfærdelig forelsket i hende, ja, endda giftede sig med en anden fra klassen, bare fordi hun lignede Fanny.

De må da ses igen, for at tale gamle dage. Han kan bare ringe.

Hjemme hos Fanny bobler det over af rigdom og kærlighed. For Jean ( Melvil Poupaud) beundrer og forkæler Fanny. Er stolt, glad, forelsket i sin ´trofæ-kone´, som han gerne stolt viser frem til sine rige venner. Jean er en velhavende mand med alle statussymbolerne på plads, en stor pariserlejlighed, landsted med jagt og fiskeri. Hvorfra de mange penge stammer er mere problematisk. ”Jeg lever af at gøre de rige, rigere”, er hans egen forklaring. En charmerende, velklædt, rigmand med forkærlighed for sin modeljernbane fra 50erne.

Fanny har, trods den overvældende forkælelse, svært med miljøet. Landstedets jagter og deres omgangskreds keder hende. De mange smykker siger hende ikke noget, selvom hun må erkende overfor sin mor, der ofte kommer på besøg fra New York, og som går godt i spænd med Jean, at hun har et ønskeægteskab. Så godt at Jean og Fanny beslutter, i god amerikansk stil, at bekræfte ægteskabet med et bryllupsparty, nu ti år efter.

Selvfølgelig melder Alain sig. De to mødes, oftere og oftere, i hendes frokostpauser. Snart i Paris´ smukke parker, snart på romantiske caféer og forudsigeligt nok, til sidst i hans seng.

Jean får en mistanke om utroskab og lader derfor Fanny skygge gennem et privatdetektivbureau – der snart får dokumenteret mistanken.

Så godt så langt.

Et ikke videre originalt plot. Husk vi har at gøre med en instruktør der bag sig har stribevis af mesterværker som Manhattan https://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=264 , Annie Hall https://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=262 , Cairos Rose og Midnight in Paris https://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=1029 . Men Lykketræf er da heldigvis fyldt med vittige replikker og små spark til overklassemiljøets arrogance og overfladiskhed. Filmens kærnebudskab, for et sådant er der altid hos Allen, er at ´held, tilfældet og lykketræf´, er livets egentlige mening.

Det understreger ikke mindst filmens slutning – som ikke skal afsløres her. Gå trygt i biografen og oplev den 89-årige instruktørs overraskende finale – og alt det andet typiske Woody Allenske, som han slet ikke kan lade være med at præsentere os for. Fra en lang karriere som startede med ghostwriting for kendte komikere og stand-upper. Senere filminstruktør med debuten 1969, Take the Money and Run. Til lykke og tak for alle 50.