Det er fra tid til anden sundt at opleve filmværker, der minder én om, hvorfor det er, man elsker film. I en tid, hvor serier og andre webfænomener spiller en tiltagende rolle, er det en fornøjelse at læne sig tilbage i to timer og lade en smuk og tankevækkende film flimre forbi. En sådan film er Nicolas Winding Refns seneste film The Neon Demon, der netop er kommet som købsfilm.

Filmen handler om den 16-årige Jesse, der rejser til Los Angeles for at forfølge sin drøm om at blive fotomodel. Som hun formulerer det: hun har ingen egentlige talenter, men hun er smuk, og det kan hun lave penge på. Hun vækker hurtigt opsigt – også i en sådan grad, at de etablerede modeller omkring hende begynder at føle sig truet. Hun har nemlig en naturlig skønhed, som ingen af de andre kan få lavet af deres plastikkirurger.

Handlingen er med andre ord relativt smal. Hensigten med filmen har ikke været at skildre en plottung fortælling om en pige, der glider dybt ind i et narcissistisk univers drevet af selvcentrerede ambitioner. Disse aspekter kommer helt af sig selv. I stedet er The Neon Demon et visuelt værk, der fortæller gennem farvepaletten og billedernes poetiske rytme. Refn er en visuelt drevet instruktør, der skaber sin handling i billeder. Her sammen med en fotograf, der for alvor har fået lov til at sætte sit fingeraftryk på filmen.

Derved er det en film, der på en ene side ligner modebranchens glitrende overflade, men på den anden side har den sin helt egen tone, som på mange måder også bruger farvekoder og kameraarbejde til at sætte en syl igennem en syg branche. Filmen lægger derfor heller ikke skjul på sit slægtskab til David Lynchs univers og især ikke Mulholland Drive. Den lettere labyrintiske fornemmelse for LA fremstår ligeså klar i The Neon Demon.

Forskellen fra Lynch er, at det surreelle er meget nedtonet til nærmest kun at omfatte den visuelle stil og enkelte passager, der kræver et fortolkende øje. Ellers er handlingen i The Neon Demon væsentligt mere ’straight forward’ end flere af Lynchs film. Samtidig er universet hyperstiliseret i et omfang, der gør, at hvert eneste frame i filmen har sin helt egen kunstneriske værdi. Der er noget at dvæle ved i en film, der fortjener mange gensyn.

Filmen er skabt gennem Refns tætte samarbejde med cinematografen Natasha Braier. Det er lykkedes dem gennem relativt få midler at skabe en film, der faktisk ser enormt bekostelig ud. Baggrunden for dette er ikke kun teknisk akkuratesse og visuel stilisering. Det er også lang tids intenst arbejde med at finde de rette steder til optagelserne. Filmens særlige kvalitet er dens helt elementære række at fantastiske location-valg og en visuel tankegang, som gennemsyrer filmens flotte billeder.

En af filmens gåder er naturligvis dens titel. ’Neon’ henviser til filmens farveunivers, der her nærmest er sin egen fortæller. ’Demon’ er derimod sin egen uforklarede sag. For hvem er denne neondemon, der er fremhævet i filmens titel? Det kan faktisk være flere, det kan være modebranchen selv, det kan være en indre psyke, eller noget helt fjerde. Det er faktisk heller ikke så vigtigt, og det er i denne forbindelse også en vigtig pointe, at titlen er ’strittende’: den kan jævnføres flere ting i filmen.

De flotte billeder er meget interessante. De formår at formidle to følelser samtidig. For det første er de et udtryk for en topofil tilgang til Los Angeles og modebranchens smukke piger. Der er ingen tvivl om, at Refn med filmen anerkender ’beauty’ som en noget elementært vigtigt og eksisterende. På den måde er filmens arbejde med ’det smukke’ også et udtryk for Refns egen filmiske poetik, der gennemsyrer filmen fra ende til anden: det handler om at skabe smukke billeder.

For det andet er filmen dog også netop dettes modsætning: LA og pigerne skildres også ud fra en topofobisk fornemmelse for indestængthed og narcissistisk selvdyrkelse. Filmens første scene illustrerer – og anticiperer – dette ganske flot: hovedpersonen Jesse ligger på en sofa, badet i blod, i en scene som kunne være en indledning til LA-noir. Imidlertid er det et photoshoot, blodet er teaterblod, og viser filmens arbejde med falskhed og det billedskønne på samme tid. Filmen er i sig selv en avantgarde reklame- og modeæstetik i et møde med en provokerende fascination af det passiverende smukke. Det er filmens haute couture.

Filmens tone er en anelse 80’er-agtigt med sit overvældende fokus på neon. Det er lidt som et Michael Strunge- eller Søren Ulrik Thomsen-digt foldet ud over to timers spilletid. Samtidig er filmen helt åbenlyst nutidig. Modebranchens overdrevne stilisering virker på den måde som en skabelse af en ikke-tid og en fornemmelse for et ’transsted’, der konsumerer en specifik stedsfornemmelse – bortset fra, at LA selv som by selv også ægger op til dette portræt.

The Neon Demon er på den måde en både simpel og hyperkompleks film. Dens ideologiske portræt af modebranchen er måske velkendt og set flere gange før, men det er sådan set underordnet, for det er ikke det, der er pointen med filmen. Filmen er en visuel oplevelse, der bør få alle, der elsker film, til at sidde desorienteret og konfus tilbage med en fornemmelse af at have forstået det meste – og så alligevel ikke rigtig fattet, hvad det var, der gled forbi øjnene.