Når man ser Todd Haynes ’Dylan-film’ I’m Not There kan man måske godt føle sig lidt som Mr. Jones i ”Ballad of a Thin Man”: You know something is happening, but you don’t know what it is.... Den følelse går dog hurtigt over når man giver slip på trangen til at forstå alt og begynder at nyde de forskellige historier der væves sammen om de 6 forskellige Dylan-personligheder Haynes præsenterer for os.

Filmen begynder med mordet på Bob Dylan, og vi følger ham ned i kisten og hører en kynisk gravskrift blive ristet over ham... Men vent – Dylan er jo ikke død, eller er han? Vi begynder at indse at intet er som vi plejer at tro at det er – at den amerikanske historie (og ikke bare rock-historien) bliver genskrevet af Haynes i denne film. Den amerikanske historie ses gennem øjnene på de skæve Dylaner og deres koner, kærester, venner og fjender og gennem en kalejdoskopisk strøm af billeder på de allestedsnærværende skærme og scener de stirrer på og som vi som tilskuere også hele tiden ser i filmens baggrund. Mediestrømmen med præsidenter, borgerrettighedsforkæmpere, soldater, buddhistiske selvmordsmunke og andre skurke og ofre kan i sig selv fint kan fungere som en introduktion til 50ernes, 60ernes og 70ernes amerikanske kultur og modkultur...

De 6 Dylaner, der i indbyrdes selvmodsigende historier giver os indblik i hvordan det er at leve gennem de turbulente tider hvor den postmoderne verden blev til, er:

1. En sort dreng (spillet af Marcus Carl Franklin) på 11 år, der er på flugt fra ungdomsfængsel og opfatter sig selv som en reinkarnation af protestsangeren Woody Guthrie, hvis navn og fascistdræbende guitar han bruger flittigt. Denne dreng er et billede på den unge Dylan – den gennemført løgnagtige trickster som fuldstændig sletter sin egen oprindelse og lever sit liv gennem en anden. Han får en moralsk life-lesson af en biperson i filmen, der belærer ham: ”Live your own time, son!” Filmen illustrerer imidlertid at det er en ret så problematisk opgave...

2. Den længst afdøde franske symbolistiske digter, Arthur Rimbaud (spillet af Nick Cave look-aliken Ben Whishaw), som imidlertid viser sig ikke at være død, men blot gået under jorden indtil engang i 1950erne, hvor han i filmen udspørges (måske af senator McCarthys komite til undersøgelsen af uamerikansk aktivitet, måske af politiet eller af sessionsmyndighederne – de anonyme sort-hvide autoritetsfigurer kan være hvem som helst af disse) om hvor han har været og hvad han har lavet i al den tid. Han leverer et syv-punkts program for hvordan man kan leve i fuldstændig ubemærkethed – et program som både den virkelige Rimbaud og den virkelige Dylan kun til dels magter at følge. Det går godt nok op til rådet om at man aldrig skal opgive sit rigtige navn, og aldrig bruge det samme alias to gange, men der hvor man når til at man aldrig skal skabe noget (fordi det altid vil blive misforstået og altid forblive det samme når det en gang er skabt), ja så mislykkes det for Dylan, som for Rimbaud (på trods af at han intet skrev efter han fyldte 21). Det er i øvrigt Rimbaud der formulerede den kryptiske kode til forståelsen af filmens mange personligheder. I et brev skrev Rimbaud på bevidst ukorrekt fransk ”Je est un autre” – jeg er altid en anden end mig selv, et visdomsord som både Dylan og Haynes tilslutter sig.

3. Den androgyne Jude (læs Judas) Quinn (spillet helt fantastisk af Cate Blanchett), som levendegør den periode af Dylans liv hvor han svigtede folkemusikken, satte strøm på guitaren til puristernes skræk og rædsel, og virkelig begyndte at opsøge en konflikt med medierne og de ungdomsbevægelser der tidligere havde idoliseret ham og brugt ham som anti-autoritær frontfigur. Blanchetts Dylan er den domine¬rende figur i filmen, da det er hende der skildrer den offentlige brydningstid Dylan især havde svært ved at overleve, og som er udødeliggjort i Arthur Pennebakers dokumentarfilm fra 1967, Don’t Look Back – en film hvis æstetik (grynet sort-hvid) og indhold Haynes leverer en uhyggelig præcis pastiche af. Det er Blanchetts Dylan-persona der først og fremmest udtrykker sig verbalt i slagsmål med intellektuelle, journalister og vrede fans, og som samtidig prøver at finde nye ligesindede gennem møder med The Beatles (som han pjatter godt sammen med) og Beat-digteren Allan Ginsberg (som han tågetaler profetisk og surrealistisk sammen med). I Blanchetts skikkelse bliver Dylan voksen i fuld offentlighed og går ned både mentalt og rent fysisk gennem smøger, piller, hjertesorg og performance-angst – hvorefter tavsheden og leden ved at være rollemodel slår igennem. Hendes Dylan er den mest vedkommende af de 6, og der er en skarp pointe i at denne Dylan kun kan spilles adækvat af en kvindelig skuespiller, hvilket virkelig hvæsser ironien når Dylans begyndende misogyni viser sig overfor tidligere kærester og savlende fans. Blanchett er en fuldgyldig ”Mighty Quinn”.

4. Den lidt mere publicity-sky midt-60er og 70er Dylan gestaltes af den nys afdøde Heath Ledger, der giver den som en ’voksen og følsom’ Dylan der har startet et seriøst ægteskab med en fransk kunstner, fået børn og hus og båd, men som alligevel ikke kan holde fingrene fra unge blondiner. Denne usympatiske Dylan er ikke musiker, men filmskuespiller, og udstilles som en mand der ikke kan skelne sine roller fra sin virkelige personlighed og som aldrig virkelig magter at realisere sig selv. Han er i øvrigt om muligt mere kvindefjendsk end Quinn-figuren. Det er denne Dylan der i virkelighedens verden giftede sig med Sara Lownds, trak sig tilbage til Woodstock (før festivalen), fik 4 børn – og en motorcykel som han aldrig rigtig lærte at bemestre. Det er også den Dylan der i virkeligheden gled fra Sarah og blev skilt fra hende i 1977 – en proces der er foreviget i filmen Renaldo and Clara og på albummet Blood on the Tracks. Ledgers performance er rørende, og det er umuligt at frigøre sig fra ens viden om hans eget offentlige selvmord af grunde nært beslægtede med hans Dylan-figurs fortrædeligheder med kærlighedstab, paparazzi-fotografer og psykisk slidtage gennem krævende skuespilpræstationer. Denne film bliver på den måde et værdigt epitafium for Ledger.

5. Den svageste Dylan er nok Christian Bales gestaltning af den unge folkie, der i 80erne blev genfødt gennem Pinsebevægelsens fundamentalistiske kristendom. Bale gør et godt stykke arbejde med den unge forkrampede Dylan (der her hedder Rollins, just like a rolling stone) der lige er kommet til New York og får sin store chance i den noget incestuøse folk-scene fra 1961-63. Vi følger Rollins gennem en mockumentary om hans liv fra 80erne, der opsøger folk der kendte ham i de gode gamle dage og gladelig fortæller om hvordan han var lovende og talentfuld, men grundlæggende utilpasset og svag. Julianne Moore giver en star-turn i rollen som den første seriøse folk-kæreste (virkelighedens Joan Baez). Filmen svigter dog Bale lidt når han skal fremstille den nyfrelste Rollins i 80ernes Californien, da han ikke har meget at sige, men mest udtrykker sig gennem en gospel-koncert i et lille forsamlingshus for andre frelste eks-hippier. Her er det ikke Bale der selv synger sangen fra Dylans Saved, ”Pressing On” – men den gamle punker John Doe, der giver et af de bedste indslag på filmens i øvrigt imponerende soundtrack.

6. Den sidste og ældste Dylan fremføres renfærdigt (og charmerende nærsynet) af Richard Gere, der giver den som ”Billy the Kid” – i virkeligheden en af Dylans yndlingsfigurer i den amerikanske mytologi. Dylan spillede selv i 1973 med i Sam Peckinpah filmen om Pat Garrett and Billy the Kid (rollen som outlaw krævede et alias, og Dylans figur valgte på sand postmoderne vis aliaset Alias), og han levere¬de al musikken til denne films soundtrack, herunder slageren ”Knocking on Heaven’s Door”. I I’m Not There har Billy overlevet Pat Garretts mordforsøg og er nu en ældre mand der har valgt at leve et usynligt liv i de skovklædte bakker i det stærkt allegorisk benævnte ’Riddle County’ et eller andet sted i det sydøstlige USA. Han følger med andre ord Rimbauds opskrift til punkt og prikke, indtil en skønne dag hans gamle nemesis Pat Garrett melder sig igen, denne gang som fremskridtets mand der vil rydde Riddle og bygge en sekssporet motorvej gennem området. Selve byen Riddle er i øvrigt en stærkt teatralsk location, hvor det er Halloween året rundt, og filmen giver gennem sine billeder fra Riddle en kærlig pastiche på scenebillederne fra Dylans 70er turne The Rolling Thunder Revue. Den dag Pat Garrett besøger Riddle, hvor halvdelen af beboerne har begået selvmord snarere end at blive tvangsforflyttet, bryder Billy sin anonymitet, trodser Garrett ved at tale på byens beboeres vegne og ender selvfølgelig i fængsel for sin ulejlighed. Han magter dog senere at flygte, hoppe på et godstog (hvor han finder Woodys støvede guitar, så cirklen sluttes) og får muligheden for at leve sit ubemærkede liv videre...

Filmen er således en lang række åbne historier om en død eller nær-død Dylan som gang på gang undslipper fra situationer man ellers ikke kan komme ud af: Woody bliver slugt af en hval som en anden Jonas (”Jonah was swallowed by a song” som Paul Simon, an anden stor jødisk-amerikansk sangskriver formulerede det), eller måske er det en reference til Melvilles Moby-Dick hvor Ahab, den gale kaptajn, jager den hvide hval der til sidst trækker ham og hele skibet ned til havets bund. Whishaws Dylan er skindød i 60 år før han kommer til syne igen; Geres Billy the Kid bryder ud af sit fængsel og flygter; Blanchetts Quinn flygter ind i stoftågerne og glider ind i den Dylan der gemmer sig i ægteskabet i Woodstock og som bruger sin motorcykelulykke til at undslippe pressens jagt på sound-bites, Ledgers Robbie Clark flygter fra familie og ægteskab, og Bales Jack Rollins flygter ind i religionen... I’m not there – I’m gone, indeed!

Haynes film er et virtuost stykke identitetsarbejde, der illustrerer de store person¬lige omkostninger forbundet med at blive en levende legende og et ameri¬kansk ikon. Dylan undslipper i Haynes gestalter igen og igen, men illustrerer også at det så er en nødvendighed at leve ”like a rolling stone, a complete unknown”. Dylan kan slet ikke forstås, viser Haynes igen og igen: Hvordan kan han være en kvindehader, hvordan kan han svigte sine mærkesager, hvordan kan han lyve så meget om sig selv? Djævelens advokat er hele tiden til stede i filmen til at stille disse ’dybe’ spørgsmål (nogle gange fysisk gestaltet af Bruce Greenwood der både spiller Pat Garrett og en arrogant engelsk journalist og intellektuel der er besat af at ’afsløre’ Dylans falskhed), men filmen udstiller denne figur i en tour-de-force sekvens, netop til tonerne af ”Ballad of a Thin Man”, som den tåbelige ’square’ Mr. Jones der ikke indser at det er ham og ikke Dylan der er både geek og freak. Mennesket Dylan når vi aldrig frem til, skønt Haynes næsten falder for fristelsen til gennem Geres figur at knytte for mange pæne sløjfer på Dylans udvikling og gøre ham til en helt med en social samvittighed (og en trofast vovhund) som ofrer sig for den lille mand – men i sidste øjeblik redder Haynes os alligevel fra sentimentaliteten og lader Dylan undslippe et sådant reduktivt endeligt. Vi kan næsten høre ham synge: ”It ain’t me, Babe, it ain’t me you’re lookin’ for...”

PS: Som sagt er filmens lydside suveræn (og gudskelov er Biffens lydanlæg godt nok til at det kommer krystalklart frem), blandt andet fordi det er proppet med Dylans egne udgaver af de bedste af hans sange, hvilket i filmen fungerer som den øverste, kommenterende fortælleinstans (ofte stærkt ironisk) overfor billedsiden og dialogen. Dylan speaks og får det sidste ord! Man bør ikke snyde sig selv for at nyde dette til sidste minut – især da det på CD udgivne soundtrack er helt anderledes og mest leverer cover-udgaver i stedet for Dylan selv. Bliv i Biffen mens rulleteksterne kører og hør ”Like a Rolling Stone”, efterfulgt af både Sonic Youths udgave af filmens titelmelodi, og til allersidst Antony and the Johnsons tindrende smukke udgave af ”Knocking on Heaven’s Door”. Antonys mystiske androgyne vibrato er perfekt til denne sang, som den tidligere har været til andre jødiske mestersangskrivere som Lou Reed og Leonard Cohens værker. Et godt katarsisk punktum for Mr. Jones...