Der kommer minimum én Woody Allen-film om året. Det taget i betragtning er det bemærkelsesværdig, hvor høj en standard han gennemgående kan holde. Det seneste årti har budt på en række både morsomme og velkonstruerede Allen-komedier, men samme årti har også budt på nye vinkler på et allerede omfattende repertoire at spille på. Match Point (2005) og den efterfølgende Scoop (2006) var vinklede efter nogle krimilignende formler, hvilket ikke er utraditionelt for Allen, mens Vicki Christina Barcelona (2008) levede op til sin spanskklingende titel og mindede en smule om en film af Pedro Almodóvar. Med hans seneste film, der netop udkommer på dvd (mens endnu en er på vej til biograferne), trækker Allen i stedet tråde tilbage til sine bedste værker. Mig og Melody, som den hedder på dansk, er således Woody Allens bedste film siden Deconstructing Harry (1997) – og det siger ikke så lidt.

Humoren, selvironien og den dekonstruerede komedie er kendetegn, der har fulgt Allen stort hele vejen igennem – mindre på det seneste og mere eller mindre eksplicit. Mig og Melody – der oprindeligt hedder Whatever Works – er derfor en kernekomedie, som de fleste kender det fra Allen. En særdeles selvpåpegende film, der ikke skjuler, at den er en film. Det finder vi ud af allerede fra starten, da vi møder den ældre, pessimistiske Boris side og brokke sig på en fortovscafé. Efter han har leveret en svada til sine to venner, der forsøger det bedste, de har lært, at lytte til ham, vender han sig – til vennernes store overraskelse – for at snakke til publikum. Han undrer sig over, at folk derude har betalt penge for at komme til at høre på ham. En lille dreng på den anden side af gaden siger derfor til sin mor, at ”manden snakker med sig selv”. Derpå leverer han filmens første, større samfundsdiagnose i en enetale, der varer ikke mindre end fem minutter. Så ved vi ligesom, hvad der er i vente.

Boris anser sig selv for at være et geni. Han hævder gentagende gange, at han i sin tid næsten (!) blev nomineret til en Nobel-pris for sin forskning i kvantemekanik. Derfor er han da også blankt afvisende, da den unge, lyshårede pige Melody, der bestemt ikke er et geni, står ved bunden af hans trappe og spørger efter mad. Efter lidt kværuleren inviterer han hende dog indenfor på en dåse sardiner, eftersom hun siger, at hun er sulten. Det bliver starten på et møde mellem den – i alle sine facetter – blonde pige og den måske lidt selvovervurderede, gnavne mand. Hun er et positivt væsen, der forsøger at leve livet spontant, af hvilken grund hun er stukket af hjemmefra, mens han er pessimisten, der ikke ser mange lyspunkter i livet, der blot er en lang, kaotisk tilfældighed – en personkonstellation, der kun kan sætte gnister. Det skal dog vise sig at være et møde, der får ganske uforudsete følgevirkninger – ikke kun for Boris og Melody.

Boris bliver på den måde den velkendte koleriker hos Woody Allen, der ikke dyr sig for at vende og dreje enhver samfundssten. Umiddelbart er det en måde at placere en diagnostiker i sine film, som levner Allen mulighed for at formulere en række problemstillinger i tiden. Og der er nærmest ikke de ting, der ikke bliver vendt i filmen: religion, racisme, verdens skabelse og universets tilstand, kærlighedens funktion, parforhold i flere afstøbninger (herunder homoseksualitet og ménage à trois), selvmord og ikke mindst eksistens – bare for at nævne de mest iøjnefaldende. Sammenføjende er disse emner nok et udtryk for en af de mest eksistentielle film fra Allens hånd. Boris er så enormt pessimistisk gnaven, fordi han – hævder han selv – har opnået fuld indsigt i, hvordan verden er fat: Der er intet ud over de tilfældigheder, der har ledt til nuet – en typisk forståelsesramme inden for eksistentialismen – og derfor har han ikke noget andet valg end at brokke sig og begå selvmord. Det er dog kun det første, han for alvor er god til.

Det vigtigste i forbindelse med Woody Allen er dog, at han formår at vende og dreje disse emner i en optik, der ikke bliver tungsindig som hos fx Sartre og Camus eller på film hos fx Louis Malle eller til tider Wim Wenders. I stedet smører Allen tykt på med en humoristisk stil, der i Mig og Melody er så toptunet, at enhver vil klukle undervejs. Metafilmen og ironien bliver her også igen hos Allen et centralt element til at understrege ikke kun samfundsproblemer, men også filmen og Allen selv bliver sat under lup. For det første spiller filmen, som mange af Allens film gør det, på karakterens ironiske blik ind i kameraet, der hele tiden sætter hændelserne i et satirisk lys. Men det kan selvfølgelig heller ikke undgås, at Boris og Melody skal falde for hinanden undervejs, hvilket giver en række særdeles kritiske vurderinger af den type forhold mellem en ung og en ældre – og som det er de fleste bekendt, har Woody Allen – hvilket har bragt ham i uføre – selv haft en vis forkærlighed for yngre kvinder.

Filmen spiller derfor på de mere traditionelle Woody Allen-strenge: det selvbiografiske element (selvfølgelig er Boris da også jøde, dog frafalden), metafiktionen og ikke mindst den lange, velkonstruerede dialog (som har været savnet siden 90’erne). Derfor er Mig og Melody den bedste Woody Allen-film siden midten af 90’erne – og en af de bedste komedier længe. Filmen er bestemt ikke ”whatever works” – det er en film, hvor Woody Allen viser det, han er bedst til: den samfundssatiriske komedie med en tyksværtet selvironi.