I slutningen af september sætter SF-film gang i en Woody Allen-kampagne, som omfatter en række af Allens centrale værker. Kulturkapellet bringer i den anledning en række omtaler af disse film. Der kan siges meget generelt om Woody Allen, men i stedet forsøger disse enkeltstående omtaler at sætte fokus på de selvstændige værker i sin egenart.

Derek Malcolm, en gennemslagskraftig filmkritiker for The Guardian og bestyrelsesmedlem i The European Film Academy, har kaldt Woody Allens film Broadway Danny Rose for ”one of Allen's most perfect films”, hvilket kan overraske en del, idet det ikke er blandt hans kendteste. Men han begrunder det med, at den rent faktisk adskiller sig fra en ellers lidt pertentlig Allen præget af en vis eksistentiel hulhed og kølig udnyttelse af samme (noget af det, som andre fremhæver som kvaliteter i Allens film). I stedet er Broadway Danny Rose en langt mere ærlig film, som derfor ikke får den samme grad af prætentiøsitet, som eller kan være et slidstærkt varemærke i mange af hans film. Filmen er derfor en herlig variation, som kan fremstå som en slags intermezzo i Allens karriere, men på ingen måde må tænkes sådan.

Den handler om varietérepræsentanten Danny Rose (Woody Allen), der har et særdeles godt øje for talent, men desværre mangler han evnen til management og ledelse af samme. Det betyder, at han ofte opdager kvaliteterne hos en lang række kunstnere i hver deres besynderlige boldgade, men så snart de har fået lidt fart i karrieren, stikker de af til bedre repræsentation. Dette skisma hos Danny sidder en forsamling komikere på et spisested og snakker om, hvilket udvikler sig til en rivalitet om, hvem der kan den bedste fortælling om ham. Dette introducerer Danny i små fragmenter, indtil en komiker bringer sig til orde med budskabet om, at han har the all time greatest Danny Rose story.

Denne story handler om Dannys repræsentation af den fallerede 50’er-crooner Lou (Nick Apollo Forte), som Danny ser et lys i – og vil bringe ham tilbage i samme, rampelyset. Men fortællingen udvikler sig, da Lou fortæller, at han er forelsket i pigen Tina (Mia Farrow), hvilket er lidt problematisk, idet han er gift. Han sender en hvis rose til hende hver dag, men da Lous break – eller rettere comeback – endelig står for døren, vil Tine ikke med til koncerten, hvor Lous kone i øvrigt også vil være. Derfor må Danny sørge for, at hun er blandt publikum, for ellers vil Lou ikke kunne performe – måske mest fordi han slår sig grundigt på flasken. Men denne jagt på Tina bliver ikke så let som Danny havde forventet eller håbet, og det bringer ham ud i gidselsituationer, mordtrusler, mafiaproblemer og andre mindre morsomme eskapader – og det er endda uden at sige for meget. Filmen tager altså ikke kun én men flere drejninger undervejs, hvilket bidrager til på den ene side komiske overraskelsesmomenter, men på den anden side også til den særlige karakteristik af den selvopofrende manager i et ubarmhjertigt Broadway-miljø. Som det fremgår af filmen, er det en kamp mellem ”sig selv fremmest” eller ”acceptance, forgivenes, love” – hvad der vinder til sidst, må man selv se i filmen.

Et andet centralt element i Broadway Danny Rose er den yderst eksplicitte udnyttelse af komedien gennem komikernes fortælleelement. Filmen er mere en metakomedie, hvilket ofte kendetegner Allens film, men i denne er det et helt grundlæggende element, idet den – gennem komikernes dialog – understreger filmens fortalthed. Det har den effekt, at fortællingen selvfølgelig mister en grad af sin troværdighed, men i samme håndevending installerer den samme. Vi ved godt, at fortællingen om Danny er fortalt, men tanken ”er dette mon en autentisk fortælling?” ulmer i baggrunden. Denne leg med autenciteten understreges ydermere af, at Nick Apollo Forte, der spiller crooneren Lou, rent faktisk var og stadig er entertainer, ligesom rollen han spiller i filmen, mens Woody Allen, der selv spiller Danny, også får karakteriseret sig selv som en art varieté-instruktør. Det sofistikerede element og prætentiøse drag, som Derek Malcolm fremhæver i nogle af Allens film, bliver hermed udstillet fra Allens selvironiske vinkel. Det metatekstuelle element peger derved både på filmen som komedie, men så sandelig også ud af filmen på instruktøren og skuespillerne selv – Woody Allen er ikke andet end en varieté-komiker. Det er selvironi af høj klasse, som – om jeg så må sige – rent faktisk bliver en kende sofistikeret.

Læs flere omtaler af Woody Allens film her på siden:
Sleeper (1973)
Annie Hall (1977)
Manhattan (1979)
Broadway Danny Rose (1984)
Hannah and Her Sisters (1986)
Radio Days (1987)
Små og store synder (1989)
Alice (1990)
Melinda and Melinda (2004)
Scoop (2006)