Tysk kultur, litteratur, teater og film har en genre om opgøret med fortidens nazisme og anden verdenskrig (Bewältigung der Vergangenheit). Også i tyske byer ser man den. I fortovet i almindelige boliggader i Berlin kan man komme til at kigge ned og få øje på små indlejrede messingfliser (de såkaldte Stolpersteine), der fortæller, at her i denne opgang, boede der navngivne personer, der på den og den dato blev deporteret til en koncentrationslejr og myrdet der.

Handlingen i En kvinde i Berlin udspiller sig i en sådan opgang i et boligkvarter i perioden 20. april til 22. juni 1945, hvor den Røde Hær erobrede Berlin. Ofrene i denne opgang er imidlertid ikke jøder eller repræsentanter for de millioner af andre mennesker, der omkom og blev myrdet pga. nazismen, men det er de tyske kvinder, der blev voldtaget så mange gange af de sovjetiske soldater, at når almindelige kvinder stillede hinanden spørgsmålet ”Wie oft?”, vidste de uden videre, hvad det korte spørgsmål gik ud på. Således bliver filmens tematik en diskussion om ofre og bødler, hvor identificeringen af hvem, der er offer og hvem, der er bøddel, skifter kontinuerligt. De tyske kvinder er ofre, men de er også en del af det forbryderiske Tredje Rige, og på den måde bødler. De sovjetiske soldater med deres uhyrlige voldtægter og holdninger til de besejrede er bødler, men de er også ofre, som når de fx fortæller om, hvordan de så, at de tyske soldater brutalt dræbte alle børnene i deres landsby, eller hængte deres kone, og en sovjetisk soldat fortæller, at han nu har været i krig i 1.678 dage.

Nina Hoss’ skuespil er blændende som filmens hovedperson og fortæller, men det er ikke kun skuespillet og filmens meget vellykkede mise-en-scene, der bevirker, at den tunge tematik bliver uomgængelig vedkommende. Det autentiske ligger i den selvudleverende fortælling i dagbogsform, som filmens manuskript er baseret på. Denne dagbog har en broget udgivelseshistorie. En engelsksproget udgave udkom i 1954, en hollandsk i 1955. I 1959 blev den udgivet – også anonymt - i Tyskland. Her blev den modtaget med stærk kritik pga. sit tabuiserede emne. Ved genudgivelse i 2003 blev den en succes. Dagbogen er muligvis blevet bearbejdet til udgivelse, men der synes at være enighed om, at bogen er baseret på en autentisk dagbog i kladdeform. Filmens fravigelse fra den traditionelle kontinuitetsfortælleskabelon kan i sig selv tyde på, at den autentiske dagbog er bevaret i de publicerede udgaver.

Der er flere grunde til at bogudgivelsen i 2003 og filmatiseringen i 2008 er blevet så godt modtaget. Den nazistiske periode og anden verdenskrig er længere væk nu; men man kan også pege på, at vores tid har en umådelig interesse i offentliggørelse af det private, som det ses uafladeligt på fx Facebook. Her er der tale om Foucaults bekendelseskultur, hvor netop den offentliggjorte dagbog kan ses som den arketypiske tekstform. En anden tendens i tidens kultur er nyhistoricismen, der opprioriterer det anonyme og tavse folks historie på bekostning af magtens historie. Netop de traumatiserede tyske kvinders fortielse om deres skæbne gennem årtier kan være et centralt område for nyhistoricistisk forskning. Her kan man sammenligne og kontrastere En kvinde i Berlin med en anden nutidig tysk film om det Tredje Riges sidste dage i Berlin, Der Untergang, som ganske vist har den gale Hitler-førerperson som sit emne, men som alligevel har den mere anonyme sekretær, Traudl Junge som fortæller.

En kvinde i Berlin kan anbefales. Dens tematik, mise-en-scene, fortællemåde, skuespil og æstetik gør filmen til en stærk oplevelse. Dvd’en er uden ekstramateriale, lyd- og billedkvalitet er fremragende.