Faste læsere vil vide at den danske tegner Sussi Bech, ud over hendes måske mest kendte tegneseireserie om egypteren Nofret, har skabt flere album som både kan nydes som interessante biografiske fortællinger, men hvor indholdet potentielt samtidig kan være med til at gøre dig klogere.

Det er i disse år blevet populært at lave tegneseriebiografier af eksempelvis forfattere og kunstnere , men på det seneste er der også kommet en række tegneseriebiografer om videnskabsfolk. Som eksempel kan nævnes Niels Rolands bog om Niels Bohr, Sussi Bechs H. C. Ørsted – Han satte strøm til verden og så er der endda kommet tegneserier, der forsøger at gøre svært forståelige naturvidenskabelige principper lidt mere nærværende for de uindviede.

Tegneseriemediet er da også meget velvalgt, for her er der mulighed for at skabe dramatik i handlingen, så læseren kan engagere sig i personen bag teorierne. Samtidig har tegneseriemediet en indlysende mulighed for at synliggøre og visualisere de videnskabelige teser og teorier der præsenteres undervejs. På den vis kan udgivelser som denne, være med til at gøre fysiktimen i skolen lidt mere nærværende for de elever der godt kan gå død i mere traditionelle fagbøger om f.eks. fysik eller geografi.

I Inge Lehmann – Jordens inderste kerne lærer læseren, som titlen antyder, den danske forsker Inge Lehmann bedre at kende. Det er i sagens natur ganske vanskeligt at få presset et helt menneskeliv ned til 96 siders tegneserie (hvor de sidste ti siders appendixmateriale desuden ligner mere traditionel tekstbogsudgave af de fænomener og opdagelser der nævnes i selve tegneserien – red.). Når alt dette skal med betyder det også at der indimellem springes ganske meget mellem forskellige perioder af Inges liv. Det kan godt være en kende forvirrende til tider, men punktnedslagene er jo netop valgt i et forsøg på at tegne et mere komplet billede af personen bag forskningen.

Som fremgår i tegneserien, så blev Inge født i 1888 og voksede op i en familie hvor faderen også beskæftigede sig med naturvidenskab. Faktisk fremstilles han som en person, der var langt mere optaget af sine forsøg på at koble naturvidenskabelige forsøg sammen med den menneskelige psyke, end at drage omsorg for sine nærmeste. Vi får også at vide at Inge rent personligt som ung kom til at stå lidt i skyggen af sin søster. Hvor søsteren der fik en karriere som skuespiller var udadvendt og sprudlende, kan Inge nok bedst beskrives som introvert og genert.

Ud over at dette er fortællingen om en af danmarkshistoriens mest betydningsfulde forskere, så er det desværre også en lidt for aktuel fortælling om vanskeligheden ved at være kvinde i en verden domineret af mænd. Til trods for at Inge i sit arbejde som seismolog gør ganske banebrydende opdagelser der imponerer forskersamfundet og selv om arbejder benhårdt for at bevise sine påstande, så er det vanskeligt for hende at blive taget helt seriøst af de der har ansat hende i Danmark. Til gengæld er forskermiljøet i resten af verden heldigvis noget mere imødekommende

Tegneserien om Inge Lehmann er interessant både for de der er nysgerrige på hendes forskning og de der gerne vil vide mere om hendes person. Selv om pladsen er knap lykkes det for Bech og Houkjær at fortælle ganske fint om begge dele. Der er en række fine personlige passager, der viser Inges tvivl på sin egen kunnen og hendes frustration over tilværelsen i almindelighed. Eksempelvis så bliver Inges søster som nævnt benyttet som en fin kontrastfigur til hovedpersonen. Vi oplever hvordan søsterens kærlighed til teatret og fester tilsyneladende går ud over hendes familieliv. Inge må passe søsterens dreng fordi hans mor skal ud og møde ligesindede.

Sussi Bech er en garvet, grundig og dygtig tegneserietegner, der lige som i hendes andreudgivelser hér har rigtigt godt styr på at gengive de personer Lehmann møder i sit liv og de miljøer som hun færdes i. Det kan godt blive en kende forvirrende med det ganske omfattende persongalleri, for der er mange navne der bliver nævnt undervejs. Når man foruden Lehmanns private liv også skal fortælle om de videnskabelige eksperimenter, så kan enkelte dele af historien godt forekomme lidt uafsluttede, idet man som læser ikke kan vide hvad der er sket i den mellemliggende tid, når forællingen pludselig tager et tidsmæssigt spring på adskillige år.

Denne detalje ændrer dog ikke på, at Inge Lehmann – Jordens inderste kerne er en både ganske gennemarbejdet og interessant udgivelse, der forhåbentlig vil blive et hit både i naturfagstimerne og hos alle vi andre, der ganske enkelt er nysgerrige på at få mere viden om betydningsfulde videnskabsfolk og deres opdagelser.