Måske er det tilfældigt, men det forekommer den tegneserieglade anmelder hér, at der udkommer flere og flere tegneserier, som vil mere end blot at underholde sin læser men også skærpe ens viden om naturvidenskab. Senest var det herlige Øystein Runde, der gjorde os klogere på Antibiotika, men også Bechs Københavnermysteriet forsøgte en spændende rammehistorie at gøre sin læser klogere på, hvordan fysikere opfatter verden og naturlovene.

Den franske tegneserie Kvanteuniverset, der udkom på dansk i efteråret 2023, er på samme måde som de to ovennævnte albums et forsøg på at gøre en række hyperkomplekse teorier og forskningen i kvantefysik spiselig for et bredere publikum. Så for dig, der måske ikke synes, du har tid eller overskud til at kaste dig over Stephen Hawkings A Brief History of Time, men som stadigvæk er fascineret af de mange teorier om, hvordan universet fungerer på et atomart niveau, så er dette helt bestemt en udgivelse, der varmt kan anbefales.

Det er i sagens natur en nærmest umulig opgave, som forfatter Thibault Damour og tegner Mathieu Burniat har givet dem selv, for hvordan får man destilleret knap hundrede års hypotetisk og teoretisk forskning ned på 150 siders tegneserie? For det første handler det jo om at gøre teorierne retfærdighed uden at banalisere disse, dernæst skal man også sikre sig, at de læsere (der lige som Kapellets anmelder) har en hjerne, der har ganske svært ved at kapere formler og ligninger, ikke bliver hægtet af undervejs.

Løsningen er først og fremmest at introducere en figur, der til at starte med er mindst lige så ignorant (hvis ikke mere) end tegneseriens læser. Pierre er en lille, gemytlig, rundhovedet figur, der sammen med sin hund Fax i starten af historien er rejst til månen. Makkerparret kan måske minde lidt om en hvis belgisk journalistspire og dennes ven, der for år tilbage gjorde noget lignende, faktisk har Pierre også en frisure, der kunne minde lidt om kollegaens. Dog sker der det tragiske, at et meteor slår ned i nærheden af deres rumfartøj og dræber Fax på stedet.

Der springes frem i tiden til en Pierre, der sidder med sin udstoppede hund og ikke rigtig har lyst til ret meget. Pludselig sker der dog noget, der alligevel sender ham på eventyr. Han kommer på en rejse i både tid og rum hvor han undervejs møder en masse af verdens førende fysikere, heriblandt Einstein, Niels Bohr, Heisenberg, Schrödinger og mange flere. Hver af disse forsøger at forklare Pierre og læseren om den måde, de opfatter virkeligheden, der omgiver os, eller måske mere præcist de mange virkeligheder, som i teoretien eksisterer simultant.

Selv om det virker ganske vidtløftigt, så formår tegneserien virkelig at være pædagogisk overfor sin læser, idet alle af de videnskabsfolk som Pierre møder er virkelig gode til at forklare, hvordan de ser mikrokosmos. Dette sker ofte gennem eksempler, historier og ikke mindst illustrationer, der på en visuel opfindsom måde forklarer de mange kvantemekaniske mekanismer, der ellers kan være ret vanskelige at begribe.

Idet folkene bag udgivelsen vælger at anvende denne form for narrativ i skøn forening med fysiske formler og begreber hentet fra den naturvidenskabelige verden, så sikrer det også at alle vi, der måske har vanskeligt ved at sådanne komplicerede koncepter, kan få bundet disse op på nogle konkrete historier og visuelle eksempler. Det gør, at de bliver en hel del nemmere at fatte, end havde dette været en mere traditionel fagbog om samme emne.

Burniat er samtidig en virkelig god tegner, og heldigvis er der også undervejs på de 168 sider plads til at læseren får en række visuelle pauser mellem hver af de enkelte forskeres ´forelæsninger´. Det er visuelt ganske opfindsomt og ikke mindst veltegnet – for hvis man frygter at dette blot er en tør lærebog forklædt som tegneserie, skal man tro om igen. Naturligvis er der meget at holde styr på, især hvis man aldrig før har beskæftiget sig med emnet, men det er i den grad lykkedes for skaberne af Kvanteuniverset at lave en visuelt spændende og underholdende skildring af disse vilde teoretiske emner, så læseren virkelig bliver interesseret i det.

Som en form for grundlæggende introduktion til emnet virker Kvanteuniverset helt oplagt. Kapellet vil mene at tegneserien med stor sandsynlighed vil kunne benyttes i fysikundervisningen på gymnasiet - uden at redaktøren selv hævder at have ret megen forstand på naturfagsundervisning generelt eller for den sags skyld ved om kvantemekanik i det hele taget er på skoleskemaet i 1 g. Uanset dette er og bliver Kvanteuniveret en rigtig fin introduktion til emnet og samtidig en visuelt meget opfindsom formidlingsopgave, der er løst til UG.