Der er ikke en eneste ting, man kan kritisere det seneste samlebind om Løjtnant Blueberry for. Det er nemlig intet mindre end en af de allerbedste tegneserieoplevelser du kan give dig selv.

I følge forordet havde seriens oprindelige forfatter Jean-Michel Chalier kun bidraget med en skitse til den historie som indleder dette bind, kort tid før han døde. Men frygt ej, for selv om Charlier ikke længere er historiens bagmand, får du i stedet 100% Cowboy-Moebius for fuld skrue. Denne samling af fire albums er i al fald noget af det flotteste du kan kaste dine øjne på.

Det er ganske tydeligt at Giraud har fået langt mere kreativ kontrol. Ikke så meget på de fire historier, der udfolder sig i dette samlebind, for rent fortællemæssigt minder de ganske meget om de hidtidige historier. Til gengæld har den visuelle opfindsomhed og tegningerne aldrig været bedre.

Daffer du hen til hylden og hiver det det første album https://kulturkapellet.dk/tegneserieanmeldelse.php?id=221 frem for at sammenligne stilen med det nye, vil dette kvantespring i evne blive ekstra tydeligt. Til trods for at Jean Giraud altid har været en dygtig tegner, er det meget tydeligt at spore, at hans fem års pause fra Blueberry-serien, alt imens han var ustyrligt produktiv under alter egoet Moebius, har sat sit tydelige præg.

Det bliver undervejs i læsningen ligeledes tydeligt, at Giraud er blevet langt mere filmisk i sit grafiske udtryk. I starten af serien, var rammerne meget statiske og blev kun sjældent brudt op. Det er helt anderledes nu, for selv om der stadigvæk benyttes rammer, så bliver disse også benyttet bevidst i forhold til hverandre og er med til at guide læserens opmærksomhed hen over siden. Det er lige før (men også kun lige før – red.) at enkelte sider stadig ville fremstå flotte rent grafisk, selv hvis alle tegningerne inden i dem blev fjernet.

Noget andet er at der ulig tidligere er flere sekvenser, hvor det er tegningerne der får lov til at fortælle. Som ekstramaterialet også peger på, så blev han undervejs i processen inspireret af den nye bølge af amerikanske Westerns, som dukkede op i starten af halvfemserne. Eksempelvis leder dette album op mod det ultimative showdown i Tombstone, som vi fans desværre må vente til 9. og sidste bind i serien for at opleve.

Giraud synes også at lege med fortælletempoet og indfører undervejs ordløse, nærmest slow-motion-agtige sekvenser, der fungerer helt latterligt godt. Der er eksempelvis flere gange undervejs hvor der - lige som i alle gode westerns - bliver trukket blankt. Mere enkelt, elegant og effektivt fortalt, end de fire ruder du finder i bunden af s. 181, bliver det ikke.

Mest imponerende i denne sammenhæng finder du i starten af det sidste album i samlingen: Geronimo. Efter at have fulgt den sengeliggende løjtnant, begynder han at fortælle den tilrejsende forfatter om sit første møde med den legendariske indianerhøvding. På siderne 198-200 finder du derfor en perfekt eksekveret actionsekvens, der med garanti vil tage pusten fra selv de mest hårdføre. Én ting er at denne sekvens er så virkningsfuld når den læses i sammenhæng med historien, men det bliver nærmest endnu vildere når man giver sig til at nærstudere alle detaljerne, farverne og vinklerne i tegningerne. Det er ganske enkelt mesterlig tegneseriekunst.

Hvis dette ikke er imponerende nok, så vil du med garanti blive revet hårdt ned fra stolen i ren begejstring, når du pludseligt oplever de meget store, detaljerede landskabstegninger der optræder indimellem. Hvis ikke det er nok til at imponere dig, så bør du straks holde op med at læse tegneserier og søge lægehjælp. Disse scenerier præsenterer betragteren for store, utæmmede vidder, hvor man som oftest kan se en lille gruppe ryttere eller en diligence er placeret som en menneskelig fodnote i midt i denne vilde, utæmmede og nådesløse natur. Det er selve hjertet af den amerikanske Westernfortælling, naturen mod mennesket.

I forordet til den det nye samlebind, kommenteres der på, at vores hovedperson i især albummet Mr. Blueberry træder lidt i baggrunden, for ret beset så bruger han hele albummet på at spille poker. Selv om han ikke rider ud over prærien skarpt efterfulgt af fjender, så er det album ingenlunde uspændende. Selv noget så banalt som poker kan hos Giraud gøres spændende.

Du får også en endegyldig slutning på Blueberrys romance med Pearl, som os der har læst med fra starten vil huske som hans store romance. Når nu Giraud har helt kreativ kontrol med serien, drister han sig også til at tegne hende helt uden klæder - et tegn på at serien, dens tegner og ikke mindst censuren har rykket sig siden de første album kom i 1969.

Både fortællemæssigt og visuelt er dette ottende samlealbum helt uden sidestykke. Hvis alle foregående rosende ord ikke har været nok til at overbevise, så prøv blot at se hvordan Giraud lykkes med at forvandle ”fortsættes i næste album” til noget helt magisk. Dette sker to gange i dette samlealbum. Først i slutningen af albummet Mr. Blueberry på s.136, hvor en side ordløst leverer den vildeste cliffhanger. Tænk engang på alle de læsere der tålmodigt måtte vente på næste album, i uvished om vores helts skæbne. Et andet og endnu bedre eksempel på dette finder du på den sidste side i Tombstone hvor det allersidste billede (s. 184) kompositorisk, perspektivisk og farvemæssigt er en af de stærkeste enkeltegninger undertegnede har set. Samtidig er den også virkelig morsom, for selv om serien bestemt har en alvorlig grundtone, så er det også som om at Girauds soloridt har formået at bringe en snert af humor ind i serien.

Selv om det måske lyder som en kliché og som en gentagelse, så er dette det bedste, mest veltegnede samlebind til dato. Anmelder slynger normalt ikke ordet ”mesterværk” efter de sager kapellet modtager, men ikke desto mindre, så gælder det for denne udgivelse. Det er gennemført flot tegnet, stemningsfuldt farvelagt og detaljegraden får selv Geoff Darrow til at blive misundelig.

Denne udgivelse er ikke kun lækker, den repræsenterer tegneseriekunst på den allerhøjeste klinge og kan kun anbefales på det allervarmeste. Anmelders eneste frygt er, at der efter denne anmeldelse ikke vil være flere positive superlativer tilbage, når det sidste samlealbum udkommer og forhåbentlig inden alt for længe vil blive anmeldt i dette forum.