Den 10. maj 2025 udkommer sidste del af Karoline Stjernfelts magnum opus om Dronning Caroline Mathilde, Christian d. 7. og livlægen Struense. En, hvis første bind udkom for ti år siden og som mange har ventet på i spænding. Det er der også god grund til for I morgen bliver bedre: Lægen er fremragende.

For de nytilkomne så kommer her en ultrakort gennemgang af de to første album i serien. Så for dig der ikke har læst disse endnu og som helst vil undgå spoilers (selv om du nok næppe har undgået at få denne historie fortalt i løbet af din skolegang, eller har set En kongelig affære https://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=1184 -red. ), så kan vi anbefale at springe de kommende to afsnit over for, for at komme direkte til omtalen af det seneste bind.

Første del med undertitlen Kongen, fokuserer primært på den purunge, engelske prinsesse Caroline Mathilde der som teenager bliver tvunget væk fra hoffet i England, så hun kan blive gift med Danmarks kong Christian. Han er kun lidt ældre end hende og har mildest talt har svært ved at finde sig til rette som konge af Danmark. I stedet for at regere landet lader han sine embedsmænd styre kongeriget og indleder, til den nye dronnings fortvivlelse, et ganske åbent forhold til den prostituerede Støvlet- Katrine. Dronningen er vellidt af folket med lever en ganske miserabel og ensom tilværelse på Christiansborg.

Selv om Struense bliver nævnt mod slutningen af første bind, er det i Dronningen at man kan opleve hans entré ved hoffet. Ikke alene synes han at have en helt anderledes tilgang til Kongen, som bliver glad for sin nye livlæge, men som langt de fleste også ved allerede før den første side læses, så indleder Struense også et intimt forhold med Caroline Mathilde. Deres spirende forhold er eminent skildret, for selv om det er tydeligt at hun er vild med ham, så kan man også i Struenses blik i allersidste billedramme i albummet ane, at han muligvis er mere kynisk og beregnende end som så.

En af de mange fine ting ved denne tegneserieserie er, at Stjernfelt utroligt elegant navigerer udenom netop Struenses motiver for at indlede forholdet til dronningen. Selv om man selvagt godt kan undre sig over hvorfor han falder for en dronning der bestemt ikke er særligt smuk, så skildres hans motiver også som ganske oprigtige. Selvfølgelig kan han se, at der vil være både magt og indflydelse som tak for at være tæt på kongen og dennes hustru, men samtidig ved han også godt at der er stor risiko forbundet med forholdet. Nu skal det tilføjes, at det gennem alle tre bind er Caroline Mathilde der fungerer som historiens fortæller. Dette kan ligeledes være en medvirkende årsag til, at Struense muligvis ikke dæmoniseres mere.

Tredje og sidste bind, starter med at opridse en fantastisk blomstringsperiode for Danmark og kongehuset. Kong Christian er efter mødet med livlægen ikke så psykisk ustabil som førhen, så i samarbejde med sin læge gennemfører den enevældige konge en masse reformer,der gør op med fordums tiders ganske forstokkede holdninger. Trykkefriheden blev en realitet. Der bliver installeret en luge hvor mødre der ikke selv kan sørge for deres nyfødte kan aflevere deres spædbørn til pleje. Kongens Have blev åbnet for offentligheden. Det er ikke længere strafbart at have sex udenfor ægteskabet. Disse reformer var så radikale at selveste Voltaire hyldede landets nye frisind i et digt stilet til kongen. Selv om disse tiltag er nogle langt de fleste af os vil se som goder, var det dog ikke alle i samtiden der tog lige godt imod dem. Hverken kirken, eller den række af de forhenværende ministre og rådgivere som Christian og Struense havde fået fyret fra deres embede.

I Lægen begynder idyllen hurtigt at krakelere. Kong Christian får det værre og værre rent psykisk, samtidig med at forholdet mellem dronningen og Struense også mærkes af at livlægen nu ret beset er konge i stedet for kongen. Det kan jo kun ende galt, hvilket også er præcis hvad det gør.

Stjernefeldt er en utrolig dygtig tegner og fortæller. Hun har en ganske genkendelig streg, sørger for at der en virkelig god balance mellem tekst og tegning, forstået på den måde at hun ikke overdynger læseren med information. For selv om der er ganske meget dialog i de tre bind, dialog der i den grad underbygger handlingen og de relationer som opstår på kryds og tværs af figurerne, så skaber hun i kontrast til disse en række utroligt stemningsfulde, ordløse sekvenser. Disse er både med til at give læseren ”fri” fra ordene men samtidig er det vanskeligt ikke at blive overvældet af detaljegraderne, farveholdningen, kontrasterne og ikke mindst over Stjernfelts ganske enestående evne til at formidle ganske komplekse følelser på en elegant og effektiv vis. Se, det er noget af det allesværeste at gøre, i anmelders optik.

Ofte benytter hun sine figurers ansigtsudtryk til at fortælle langt mere end man vil kunne ved blot at gengive dette i tekstform. Især i Dronningen blev anmelder blæst bagover af disse helsides splash-pages og ordløse sekvenser, men også i trilogiens sidste del, kan man blive regulært bjergtaget af hvor dygtig en formidler Karoline Stjernfelt er.

Selv om der er mange figurer med i en historie som denne , så er det ganske nemt at følge med i hvem der er hvem. Selv om der er inkluderet et persongalleri i alle albums med en tegning af de enkelte karakterer, samt navn og beskæftigelse, så har det i anmelders optik ikke været nødvendigt. Dette skyldes at det er nemt at kende forskel på figurerne, til trods for pudderparykker og renæssancetøjet, men fordi Stjernfelt er så kompetent en fortæller som hun er, er det vanskeligt ikke at engagere sig i både handlingen og de enkelte skæbner der udfoldes. Karolie Stjernfelt får med Lægen afrundet sin version af dette drama på allerfineste vis. Det er efter endt læsning vanskeligt at forestille sig dette historiske drama fortalt bedre end det bliver hér. Så har du ikke stødt på serien før, så skynd dig ned i den lokale boghandel. Det er tegneseriekunst på allehøjeste klinge.