Når ophavsrettigheder til fiktive figurer (eller andre ting) udløber 70 år efter ophavsmandens død, så betyder det kan alle kreative mennesker frit benytte disse ting til deres egne formål. Det er muligvis derfor et hav af forfattere og filmmagere har trukket på både navnet H.P. Lovecraft, hans berømte (fiktive?) magiske bog Necronomicon eller for den sags skyld Arthur Conan Doyles mesterdetektiv Sherlock Holmes .

I tegneserien Sherlock Holmes og Necronomicon får du begge dele på én gang, for hér bliver Holmes viklet ind i en historie, hvor den vandvidsfremkaldende bog kommer til at spille en helt central rolle. Tegneserien er en del af serien med nye tegneseriehistorier om den verdensberømte detektiv, som forlaget Zoom har udsendt.

Dette er den første af forlagets tegneserier med den berømte detektiv som Kapellets som anmelder har læst. Måske var det en fejl, for det gik hurtigt op for mig, at det ville have været en fordel at have læst eksempelvis Sherlock Holmes og Vampyrene i London først, da der er flere figurer og henvisninger til tidligere hændelser til den, der optræder i Sherlock Holmes og Necronomicon. Desuden ved læseren ikke hvor Watson er, for selv om Holmes konstant skriver til ham, så bliver han aldrig en konkret en del af historien. Når det så er sagt, så er dette heller ikke så forstyrrende, at man bliver hægtet helt af.

Historien starter i Antarktis hvor Holmes (af uvisse årsager?) er taget på videnskabelig ekspedition. Han oplever noget ganske mystisk en dag da skibet har lagt til land og besætningen undersøger flora og fauna i området. I en kraftig snestorm ser Sherlock hvad der virker som en isfigur af Moriarty og ham selv i håndgemæng. Figurer der minder ham om deres fatale kamp ved Reichenbachvandfaldet. Idet han nærmer sig, smuldrer figurerne dog og han kan ikke undslippe tanken om, hvad denne skumle oplevelse betyder. Efter endt læsning, undrer anmelder sig faktisk også lidt, ud over at det virker som en form for forvarsel.

Igen hjemvendt til London sker der en masse ting, der bekræfter at hans forudanelser holdt stik, der er mørke kræfter på spil i London, nærmere bestemt skurke, der som titlen antyder, har tænkt sig at anvende Necronomicon til deres usle formål. Holmes opsøges af en kvinde, der skal vise sig at have overnaturlige evner, kræfter som de to får brug for hvis de skal have en chance mod de førnævnte okkulte banditter.

Tegneserien er virkeligt flot tegnet og farvelagt. Til gengæld er anmelder rent personligt ikke ovenud begejstret for den måde tegneren har skildret Holmes på. Vladimir Krstic-Laci har valgt at give Sherlock et ret bredt ansigt, hvilket i anmelders opfattelse ikke stemmer overens med den traditionelle skildring af Holmes. Figuren fra tegneserien harmonerer i al fald ikke med Sidney Pagets klassiske originale illustrationer fra The Strand eller for den sags skyld de mest ikoniske Holmesskuespillere som Basil Rathbone eller Jeremy Brett. Det er også okay at tage sig kunstnerisk frihed, men dette valg betyder så også at det er vanskeligt at genkende hvem af figurerne der er Holmes. Figuren skal selvsagt ikke konsekvent være lig de ovennævnte, eller konsekvent være udstyret med deerstalker og merskumspibe, men det generer nu alligevel at Holmes ikke ligner sig selv.

Til gengæld er såvel omgivelser, interiører, folks klædedragter og især skildringen af 1880´ernes London gengivet virkeligt flot. Er du i tvivl om dette så vent blot til sekvensen med Crystal Palace. Selv om langt de fleste tegneserielæsere måske primært fokuserer på historien og den ganske ordrige dialog, så kan det også anbefales at nærstudere de meget detaljerede tegninger. Jo mere man gør det, jo mere imponeret bliver man. Selv om tegnestilen er lidt stiv, når det kommer til folks mimik og gestik, så er helhedsindtrykket i al fald vandvittigt flot.

Det er også en ganske spændende fortælling der udfolder sig, men til gengæld skal du ikke forvente dig at Holmes får lov til at benytte sine ellers så berømte evner for logik, deduktion og opklaringsarbejde. I stedet bliver han kastet ud i denne historie som en vigtig brik i forbryderenes plan. Det er egentlig en skam, for idet man anskaffer sig en tegneserie om Holmes, så forventer langt de fleste af os, at han får mulighed for at agere mesterdetektiv undervejs.

Det er dog ikke kun formularen fra Conan Doyles historier der ikke benyttes, undervejs er der også flere detaljer som ikke stemmer helt overens med den information man får hos Lovecraft. Eksempelvis så er der en sekvens hvor Holmes tvinges til at læse højt fra den ondskabsfulde bog og udbryder ”Teksten er på tysk” (s. 44). Dette virker mærkværdigt for os der er Lovecraft-nørder, men ret beset forveksles den måske med en anden af Lovecrafts ondskabsfulde bøger, nemlig Unaussprechlige Kulten https://en.wikipedia.org/wiki/Necronomicon af (den lige så fiktive forfatter?) Friederich von Junzt? I det hele taget kunne Lovecrafts Cthulhu-mythos med fordel både være undersøgt bedre og være anvendt langt mere effektivt.

Apropos tysk, så virker det også sært, senere i bogen hvor Holmes slår sig ned som boghandler, at hans butik hedder ”Buchhandlung” (s. 91) til trods for at vi må antage han vælger at åbne den i London. Skal det forstås som om Holmes er blevet permanent skadet af at læse højt fra den onde tyske tekst, eller er der sket en oversættelsesfejl i selve billedrammen?

Der er mange gode elementer i fortællingen, men ikke desto mindre var Kapellets anmelder en anelse skuffet ved endt læsning. Det skyldes primært det førnævnte faktum, at Holmes ikke fik lov til at træde mere i karakter som efterforsker og at der er for få tentakler.

Sherlock Holmes og Necronomicon ender derfor med at være en meget veltegnet tegneserie, der desværre byder på en middelmådig historie. Måske havde vi i Kapellet forventet meget mere, for ideen om at kombinere Holmes og Cthulhu er virkelig fremragende. Måske burde skaberne af Sherlock Holmes og Necronomicon have skulet til James Lovegroves romaner som inspiration, for hér lykkes kombiantionen mellem Doyle og Lovecrafts universer langt mere effektivt.