Termen ”guilty pleasure” har anmelder altid fundet vildt tåbelig. Hvorfor skal man føle sig skyldig eller ligefrem skamme sig over noget, som man godt kan lide? Bevares, hvis ens fornøjelse ligefrem gør en til kriminel eller forårsager upassende opførsel, så er det en anden sag. Ofte bliver ordene jo mest af alt brugt til at beskrive film, bøger eller andre kulturprodukter, som (man tror) andre måske anser for at være underlødige, men som man selv finder stor glæde ved.

Når det er sagt, er der nok en hel del, der vil mene at tegneserien om Druuna netop er sådan en ´guilty pleasure´, men Kapellets redaktør skammer sig i al fald ikke en tøddel over at kunne li Paolo Eleuteri Serpieri, den italienske tegner og forfatter, der er skaberen af Druuna. For de, der ikke ved, hvem hun er, så er hun en storbarmet, nærmest konstant nøgen kvinde, der minder lidt om firserikonet Sabrina med det aber dabei, at Druuna ikke render halvnøgen rundt om en musikvideo-swimmingpool men i en dystopisk fremtid, hvor maskinvæsener har overtaget planeten, og alle vil have fat i hende.

Det ville være for omfattende at forklare nye læsere, hvad der er sket med Druuna, siden hun første gang dukkede op i albummet Morbus Gravis (der frit oversat betyder ”Alvorlig sygdom” - red.), som serien hed dengang, der var andre forlæggere på den. Nu er de to sidste samlealbum dukket op på dansk takket være Forlaget Fahrenheit & Faraos Cigarer, så for første gang kan danske læsere nu få mulighed for at læse det sidste album i serien, som bærer titlen Hende-som-vinden-førte-hertil.

Selv om det selvsagt kan være vanskeligt at springe midt ind i en serie, så gør det faktisk ikke noget, at du ikke har læst de første 4 samlebind (ja, der er også en prequel der har fået nummer ”0” men som kronologisk blev lavet efter den oprindelige serie - red.) først, for idet Druuna kommer til bevidsthed i starten af samlebind nr. 4 så har hun totalt hukommelsestab. Hun ved ikke hvor hun er, hvordan hun er kommet derhen, eller hvad hun hedder. Så hvis du aldrig har læst tegneserien om Druuna før, kan du faktisk godt starte her, da du vil være lige så godt rustet som hovedpersonen. Til gengæld anbefales det så at læse de forudgående fortællinger, når du har læst de to sidste samlebind til ende, for at få mere ud af fortællingen – og fordi hun også begynder at få brudstykker af sin hukommelse tilbage hen mod slutningen.

Tager man de hårde kritikerbriller på, så er selve fortællingen og dialogen i serien måske ikke af en kaliber, der gør, at du som fan af sci-fi og tegneserier vil blive blæst helt bagover. Ganske kort fortalt, så befinder seriens hovedperson sig i et dystert univers befolket af robotter, kloner og mærkværdige mutantskabninger. Undervejs i serien er der en række figurer, der har sex med hende, ikke altid – faktisk langt fra altid - med hendes samtykke. Der er kampe mod mærkværdige aliens, menneskelignende androider og mutanter, ture på fartøjer der måske også er organiske og meget, meget mere af den slags skræmmende og vilde ting. Selv om det fortællemæssigt ender med at blive lidt af en rodebunke, så er det stadig ret fascinerende læsning, for sagen er nemlig den at Serpieri tegner som en drøm.

Det er vanskeligt at sammenligne stregen med ret meget andet, for Serpieris tegninger er både hyperrealistiske, meget detaljerede og så er de eminent farvelagt i, hvad der minder om akvarel. Manden er tydeligvis meget klassisk trænet, men hans anatomiske viden, sans for perspektiver og det vilde sci-fi/sexunivers, han kobler på sine evner, ender med at være er ret enestående mix.

Det forekommer, at tegneren har en stor, nærmest fetichistisk fascination af Druuna selv, hvilket måske også kan ses i de mange helsidestegninger, som er inkluderet i samlebindene som ekstramateriale. I samlebind 4 findes enddog en decideret hardcoreudgave af en drømmesekvens til albummet, med eksplicit penetration og analsex, selv om Serpieri i øvrigt undlader at være helt så direkte pornografisk i selve hovedfortællingerne. Når det er sagt, så holder han sig bestemt ikke tilbage med at skildre kønsakten på alle mulige måder, men som oftest er det langt mindre direkte, end man ser det i ekstramaterialet.

Som nævnt er serien om Druuna nået til det sidste bind. Til gengæld er Kapellets anmelder ikke helt sikker på, hvordan det hele egentlig hang sammen. Måske bør man genlæse hele serien for at få overblikket, for i de sidste to bind er der – lige som i resten af serien - en del forvirrende elementer. En af dem består i at vores hovedperson nærmest konstant befinder sig et sted mellem drøm og virkelighed, mellem en kunstig skabt verden og et dystopisk fremtidsunivers, hvor hun måske – måske ikke - er det sidste rigtige menneske. Det kan også være, at hun er en meget vellykket klon af det sidste menneske. Så når hovedpersonen selv konstant er forvirret over, hvad det er, der sker, og hvordan det hele hænger sammen, så smitter dette selvsagt af på læserens evne til at finde hoved og hale i det hele.

I det allersidste album [og her kommer en spoiler, som du kan undgå ved at springe dette afsnit over – red.] møder Druuna professoren efter at have rejst gennem et landskab, der mest af alt synes at høre hjemme i en westernfortælling (Serpieri har i øvrigt også lavet en række (frække) tegneserier med titlen Historier fra det vilde vesten som er udkommet på forlaget e-voke https://e-voke.dk/ - red). Professoren forsøger at svare så godt han kan på alle hendes spørgsmål, men gør det langt fra på en måde, så hverken hun eller vi bliver meget klogere. Professoren ligner i øvrigt Serpieri på en prik, og derfor må man antage at Druuna faktisk på en måde møder sin egen skaber. At han så heller ikke uddybende er i stand til at besvare hendes spørgsmål kan virke lidt sært. Idet Druuna siger pænt farvel til professoren og efterfølgende fortsætter sin rejse med sin bedstemorlignende robotledsager synes envidere at indikere, at historien ikke er endegyldigt slut.

Selv om slutningen måske virker en anelse uforløst og ret åben, så er det til gengæld en stor glæde at få føjet disse to sidste albums til ens samling. Kapellets anmelder er næppe alene med begejstringen over, at ventetiden endelig er ovre. Samtidig er det en fryd at opleve tegningerne og det store arbejde, der er blevet lagt i at skabe denne sære, dystopiske, sensuelle rejsefortælling.

Det er ganske nemt med 2024-briller at reducere Druuna til en omgang spekulativ, objektificerende fiktion, der synes at være et udtryk for en aldrende tegners liderlige, næsten kvindeundertrykkende menneskesyn, men det ville også være at overse det imponerende håndværk, der samtidig er til stede. Serpieri er en helt fantastisk tegner, der med denne serie har skabt noget ganske enestående. Det er bestemt ikke en serie der vil falde i alles smag, men der er heller ingen grund til at føle sig skamfuld over at være ellevild med Druuna.