Når titelsekvensen starter med ”H.P. Lovecraft The Tomb” så tegner det ikke særligt godt. Der burde naturligvis, lige som på DVDens forside, have været et genetiv ”s” tilføjet Lovecrafts navn men når man så begynder man at se filmen, opdager man hurtigt at dette grammatiske forvarsel kun er symptomatisk for hvad der bedst kan betegnes som et regulært makværk.

Lad det blive slået fast med det samme, ud over filmens få referencer til karakterer og væsener fra Lovecrafts univers samt en bog (der ligner noget ens syvårige søn har lavet i formningstimen) med Lovecrafts navn på, så har denne film intet med H.P. Lovecraft at gøre. I stedet er den et forsøg på at lave en no-budget version af Saw, filmet på en lokation, der allermest ligner lagerbygningen i Silvan efter lukketid. Lyssætningen består af nogle enkelte farvede spots, der er smidt lemfældigt udenfor kameraets optagefelt og kulisserne består blandt andet af ”The Great Horror Movie Book”, bemalede babydukker og skrækartikler, der er så usle at de skal hjem-importeres på ture i fjern- eller mellemøsten.

Alle skuespillere i filmen mumler så ekstremt, at man ikke kan lade være med at tænke på den stakkels oversætter og dertil kommer at ingen af dem hverken formår at spille skuespil eller for den sags skyld har fået en eneste replik, der tilnærmelsesvis minder om den måde folk kommunikerer med hinanden på. Det er forvrøvlet, utroværdigt og helt igennem usammenhængende. Dertil kommer at de alle agerer med samme indlevelse som havde de fået en overdosis heroin eller rohypnol før VHS-kameraet begyndte at optage.

Handlingen kan kort sammenfattes. En pige, med søm i armen, smides ned i på gulvet i en lagerbygning. Her møder hun en halvfed mand, der ligeledes har fået lammere. Ingen af dem kan huske, hvordan de er havnet her, men pludselig lyder en forvrænget stemme over PA anlægget: ” Eight nails must fail. Only one leaves alive! Eight nails fails. What is my name? ” og bla, bla, bla. Dette mantra bliver gentaget til hudløshed, mens de to tosser vandrer formålsløst rundt i det mørklagte Silvan, finder flere halvdøde folk, som muligvis dræbes med en form for Voodoo, lige som de er ved at huske, hvad fangevogterens navn er.

Dernæst putter de to ungdomssløvsindsramte ligene ned i en sort kiste med et påmalet pentagram og den sagesløse tilskuer er hver gang vidne til a alle otte søm blive skal benyttes så låget kan sidde fast på kisten. Det er sjovere at se gør-det-selv programmer på et sprog man ikke forstår.

Som om dette ikke er nok genanvender filmen konsekvent sekvenser som vi lige har set, hvilket også er grunden til at filmens reelle spilletid måske er tættere på 60 minutter end de 81 som er anført bagpå. Rulleteksterne er også klart de mest langsomme jeg nogensinde har set. Bare at tone billederne lidt anderledes i AVID redigeringen, sætte tempoet lidt op eller ned, kolorere dem digitalt, spejlvende dem eller køre dem i slow gør dem hverken mere eller mindre interessante, end første gang man så dem og teknikken minder allermest om dem man kan se i meget hurtigt producerede pornofilm fra startfirserne. For at få filmen til at vare mere end 40 minutter viste man bare det samme igen og igen og igen.

Men selv om 60 minutter måske ikke lyder af lang tid, så får man aldrig den time tilbage, som man har spildt totalt ved den massive anstrengelse ens skrøbelige kognitive evner skal udsættes, for i forsøget på at forstå hvorfor man i det hele taget sidder og bruger tid på denne øjebæ af en film. Effekterne er dilettantiske, instruktionen ikke-eksisterende, handlingen totalt ligegyldig også når man finder ud af hvorfor de er blevet fanget (nemlig at de forskellige ofre alle har såret antagonisten på en eller anden måde) så kommer det ikke som nogen overraskelse.

Filmen forsøger på udsatte steder at tilstræbe sig lidt eksperimenterende videokunst-aura, ved gentagne gange at vise billeder af en mime på en hest (måske Døden?) eller ved sin …ahem.. ”kunstfærdige” klipning – men dette falder også fuldstændig til jorden idet det er gjort med så stor mangel på filmisk, kompositorisk eller kunstnerisk forståelse, at det eneste man beder til, idet rulleteksterne endelig starter, er at filmmagerne, skuespillerne og resten af holdet på The Tomb opsøges af Shub-Niggurath og fortæres langsomt over flere hundrede årtusinder af hendes børn.

Det er et under i det hele taget hvordan denne film er kommet i bred distribution, idet den allermest ligner noget som et højskolehold har lavet en lørdag aften hvor de kedede sig. Kort sagt – undgå for alt i verden at bruge dine penge eller tid på denne film og sig så ikke du ikke var blevet advaret…