Hollywood har for vane at gentage sig selv, især hvis der er noget der én gang har været en succes. Det gælder ikke kun for de mange fortsættelser og prequels (da: film der foregår før hovedfilmen – red.), der sendes på gaden, men hvis man finder ud af, at en konstellation af bestemte skuespillere lokker folk i biografen, så laver man ofte flere film med disse skuespillere i hovedrollerne.

Dette gælder også for Will Ferrell og John C. Reilley, der efterhånden har delt hovedroller i flere komediefilm, fra den vildt morsomme Talledega Nights, til den lidt mere jævne Stepbrothers. Nu er parret sammen igen i filmen Holmes & Watson, der ubetinget er den dårligste af dem alle.

Før du, ærede læser, begynder at mistænke anmelder for at være elitær, for at elske Sir Arthur Conan Doyles populære detektiv så meget at det ikke er muligt at nyde en plat amerikansk komedie baseret på disse figurer, så tænk om igen. Undertegnede er vild med mange af de mest platte, amerikanske komedier, hvilket der vist også er blevet gjort tydeligt på disse digitale sider op til flere gange.

. Det gør intet at filmen er monsterdum, har tåkrummende replikker eller endda forfalder til falde-på-halen-humor, det vigtigste er jo bare at de er sjove, men det gælder desværre ikke for Holmes & Watson.

Allright, der var et par gange undervejs i de halvfems minutter, hvor et halvhjertet grin undslap anmelders krop, men det var bare alt for sjældent. Dette skyldes allermest, at vore to bærende hovedpersoner prøver alt for hårdt på at være morsomme. De overspiller konsekvent, men i stedet for at dette bliver camp eller morsomt, så virker det som om også skuespillerne godt er klar over at det ikke er særligt morsomt, det som de har gang i. Heller ikke når de får lov til at improvisere.

Handlingen er egentlig lidt irrelevant, for selv om der da er et plot der helt traditionelt går ud på at Holmes skal afsløre ærkerivalen Moriartys djævelske planer, samtidig med at Watson drømmer om at blive med-detektiv, i stedet for at være ham der bare står på sidelinjen mens Holms får al berømmelsen, så er det ikke plottet der er det vigtige. Filmen er nemlig en slags spoof-film. Dette kan blandt andet ses i den måde filmen rent visuelt leger med den måde Guy Ritchies to Sherlock Holmes-film visuelt skildrer Holmes’ evne til at lynhurtigt at planlægge en strategi, når han skal slås. Dertil kommer at der er en masse af replikker i filmen der er genkendelig eller lege med de mest kendte Holmes-citater.

Det er helt i orden at på den måde tage kendte figurer og lave grin med dem, men grunden til at Holmes og Watson ender med at være så mislykket er det faktum, at Ferrells version af Holmes er lidt af en tosse. Faktisk virker Lestrade helt fornuftig i sammenligning med Sherlock. Tager man på denne måde Holmes’ vigtigste attribut væk fra ham – hans logiske ræsonnement og hans overlegne intelligens, så taber man også ret beset figuren på gulvet, og det er præcis det der sker her.

Det er som altid ærgerligt at opleve en film der på den måde falder til jorden, til trods for at både de medvirkende og produktionsdesignet ikke fejler noget. Det bliver ganske enkelt alt for overspillet og de verbale udvekslinger er ofte forceret i sådan en grad at de blot bliver hysteriske i stedet for hysterisk morsomme. Selv ikke ideen med Watsons jagt på anerkendelse fra superdetektiven Holmes kan redde denne film.

Det bør i øvrigt lige næves i en sidebemærkning at filmens instruktør Etan Cohen, ikke er identisk med den Ethan, der er en del af Cohen brødrene (Fargo, Big Lebowski, m,fl.) men blot er en instruktør hvis navn er det samme som den ene af disse. Denne anden Ethan har tidligere lavet et par film med Ferrell. Kapellet råder derfor seeren til at finde Talledega Nights: The Legend of Ricky Bobby frem for gemmerne og (gen)se denne virkelig vellykkede, platte komedie, for den fungerer på alle de parametre hvor Holmes & Watson desværre fejler.