Første gang tegneserieskaber Line Høj Høstrup gæstede Kapellet var med Det rette element som anmelder skrev ganske begejstret om, til trods for at den handlede om ganske alvorlige ting. Den havde, lige som hendes nye tegneserie, et hus som et af de centrale omdrejningspunkter for fortællingen.

I Lines seneste udgivelse er scenen til gengæld ikke sat i et hvilketsomhelst hus og tone er meget lettere, for denne gang har hun lavet en selvbiografisk fortælling. Huset hun tegner og fortæller om kender hun særdeles godt, det er ikke kun barndomshjemmet, men stedet hvor hun faktisk bor med sin familie.

Når du læser titlen Det besjælede hus får du muligvis en forestilling om, at tegneren har givet dette hjem liv og lader det fortælle sin historie om de der bor og har boet i det. Sådan er det overhovedet ikke, for det er Line selv, der fungerer som fortæller gennem det hele. På den måde får du muligheden for at lære hende og ikke mindst resten af hendes skønne familie meget bedre at kende.

Idet du slår op på første side får du præsenteret et stamtræ og tænker muligvis at det bliver vanskeligt at overskue dem der optræder dér, men idet du begynder at læse om Line, hendes forældre, to søskende, deres kærester og børn, så opdager du hurtigt at det ingenlunde vil blive et problem.

Undervejs får vi både fortællingen om hvordan Lines forældre mødte hinanden til en fest, hvad der lå til grund for at huset i det hele taget blev købt, men hovedvægten af fortællingen er naturligvis på Lines opvækst i huset og alle den nostalgi og de minder, der er knyttet til stedet.

Lines forældre er, uden hun siger dette direkte, lidt nogle hippietyper. De var unge i 70´erne med alt hvad dertil hørte. Tegneserien fortæller om Lines opvækst, ankomsten af lillesøsteren og senere hendes lillebror og om hvordan de tre legede sammen, hvordan de fik lokket deres far til alle mulige skøre ting og meget, meget mere. Det virker som om hun har haft en forholdsvis fri opvækst, hvor der har været brede rammer til at lege, fjolle rundt, men naturligvis også tage sin tørn med de praktiske ting som et familieliv indebærer.

Som det beskrives helt i starten af bogen, hvor der foruden stamtræet også er en tidslinje, så flyttede alle tre børn indledningsvist ud af barndomshjemmet som unge, for år senere faktisk allesammen at flytte tilbage som voksne og med ledsagere. Det er nok ikke alle familier der i 2024 lever på denne måde, men selv om tegneserien fortæller, at der ofte har været mange livlige diskussioner om ting familiemedlemmerne kan være uenige om, så er Det besjælede hus mest af alt en enorm kærlighedserklæring til storfamilien.

Line har valgt en meget enkel, men ekspressiv stil til denne tegneseriebiografi. Den er tegnet med ganske tyk pen, farvepaletten er meget kulørt og figurerne der optræder er alle karikerede. Dette betyder at det hele bliver meget indbydende at se på, hvad enten du er et barn eller en mere moden læser. Faktisk kan den godt, ved første blik minde om en egentlig børnebog. Når det er sagt, så synes målgruppen til Det besjælede hus også at være ganske bred, for den er virkelig morsom. Unge læsere vil nemt kunne relatere til Line og hendes søskende som små, unge vil måske kunne spejle sig i samme figurer idet de bliver større og får kærester, mens voksne læsere med garanti vil synes at skildringen af forældrene er herlig.

Det besjælede hus er en hjertevarm og meget personlig kærlighedserklæring til forfatterens nærmeste famile og den lune nostalgi der gennemsyrer tegneserien er meget smittende. Man bliver ganske enkelt i godt humør af at læse den, hvilket alle kan have brug for indimellem. Selv om det er en meget personlig beretning, så giver dette smugkig ind i Lines familie også masser af mening for mange af os, der slet ikke har haft et liv som hendes.

Bogen er en oplagt gave til nærmest alle aldersgrupper, hvilket er lidt af en bedrift. Samtidig kan anmelder ikke lade være med at tænke på, at hvis nu tegneserien bliver en kæmpestor succes – for det fortjener den — kan Line og resten af familien så ikke se frem til at se hobevis af læsere der pludselig nysgerrigt står på tæer udenfor Aurora i Århus, for at få et glimt af de virkelige personer bag stregerne, de der stadig har hjem på matriklen?