Tidligere i 2024 anmeldte kapellanen hér tegneserien Sherlock Holmes og Necronomicon, men flere aspekter i den tegneserie virkede som var de hevet ud af en længere sammenhæng, så derfor spurgte vi vores nye venner på forlaget Zoom, om ikke det ville være muligt at få fat i det forrige album Sherlock Holmes og vampyrerne i London, som er basis for nærværende anmeldelse. Det var det heldigvis.

De, der kender lidt til historien om den originale prosaversion af Sherlock Holmes, vil vide at Arthur Conan Doyle var blevet ganske træt af at skrive om sin detektiv. Selv om det utvivlsomt var hans mest populære og indbringende karakter, så valgte forfatteren at lade ham falde i døden ved Reichenbachvandfaldet i Schweiz, sammen med ærkefjenden Moriarty i historien der hedder The Final Problem. Dette var et kæmpechok for fans og magasinet The Strand som var stedet hvor historierne om Holmes blev trykt, oplevede en veritabel shitstorm fra folk der både var i chok og som krævede mere. I starten var Doyle ikke til at rokke ved, men lokket af presset fra fans og muligvis en betydelig større sum penge pr. fortælling genoptog han arbejdet en håndfuld år efter.

Grunden til al denne indledende information om Holmes´ formodede bortgang er netop fordi disse nye tegneseriefortællinger placerer sig i perioden umiddelbart efter Holmes´ fingerede død. Her er det udelukkende er broderen Mycroft der ved at mesterdetektiven lever. Dette giver selvsagt skaberne af disse nye fortællinger en masser frihed til at digte en række røverhistorier, men også takket det faktum at navnet Sherlock Holmes nu ikke længere er beskyttet af nogen form for ophavsret, hvilket måske er årsagen til, at vi i disse år oplever en lang række spritnye historier med den gamle detektiv. Ud over tegneserierne har han også optrådt i adskillige romaner og videospil, mm.

Da vi møder Sherlock, er han stadig langt fra London. Han har egentlig ikke nogen intentioner om at vende hjem, for han ved at Moriarty stadig har en masse følgere, der ikke ville tøve med at true både ham og Watsons familie, hvis de pludselig fandt ud af at han er i live. I Paris kommer Holmes sammen med sin bror, som tegneseriens titel antyder, meget tæt på en gruppe blodsugere.

Det lykkes dem heldigvis at dræbe et par stykker, men vampyrernes leder har, lige som verdens mest berømte vampyr, udset sig London som sit næste udflugtsmål. Holmes kan naturligvis ikke sidde dette overhørigt, så han tvinges til at rejse tilbage til hjembyen, godt hjulpet på vej af en Irene Adler lookalike der er hyret af vampyrerne. En kvinde der kommer til at fungere som Holmes´ ledsager undervejs. Desuden motiveres Holmes af vampyroverhovedets konstante trusler om at gøre Watsons hustru fortræd, hvis han ikke adlyder.

Hvis du har læst Kapellets anmeldelse af Sherlock Holmes og Necronomicon kan du nok godt gætte dig til, at Holmes i sidste ende slipper levende fra sit møde med vampyrerne, men ikke desto mindre virker Sherlock Holmes og vampyrerne i London som et langt mere vellykket album end sin efterfølger. Historien er mere velfortalt og ganske enkelt mere spændende, desuden virker det som om tegner Vladimir Krstic-Laci er langt mere eksperimenterende i forhold til sine kompositioner. Der er langt flere dramatiske, ekstreme synsvinkler, der gør at mange af illustrationerne netop får et gotisk noir-look, som man har lyst til at nærstudere.

Som også blev nævnt i forbindelse med omtalen af det andet album, så bliver man imponeret over detaljegraden i forhold til de mange bygninger, bybilleder, baggårde og interiører der optræder. Idet forfatteren er fransk, virker det også oplagt at lade Holmes drage til Paris efter sine eventyr i Schweiz. Det betyder nemlig at man kan få lejlighed til at vise Holmes stå foran Notre Dame og andre ikoniske bygninger i Frankrigs hovedstad.

Selv om det virker, som om at der er lavet fin research i forhold til at skildre den måde verden så ud på omkring det forrige årtusindskifte, har der dog også sneget sig mindst en enkelt anakronisme ind. Det nævnes et sted, at året er 1891, men da Holmes besøger vampyrernes overhoved Seylmes i hans enorme palæ, kan man ane Edvard Munchs Skriget pryde galleriet hvor de to befinder sig. Dette er en ganske fin detalje, der passer fint til den dystre stemning. Problemet er dog, at Munch først malede dette i 1893. Omvendt set – når man præsenteres for en fortælling hvor London overrendes af blodtørstige nattevæsener, kan man måske også godt se bort fra den slags detaljer.

Sherlock Holmes og vampyrerne i London er som antydet før et langt mere vellykket tegneseriealbum end sin efterfølger. Den er strammere skrevet, den visuelle side er langt mere overbevisende og så er den forventeligt, dejlig voldsom. Desuden får Holmes i langt højere grad lov til at benytte sig af sine evner udi forklædning og opklaring, som var en af ankerne undertegnede havde overfor efterfølgeren. Selvfølgelig står fortællingen som den tager sig ud hér på en lang række viktorianske og andre vampyrers skuldre, men det er næppe originalitet man leder efter, når man vælger en tegneserie med en titel som denne op i sin lokale tegneseriebutik.