Peter Kielland er en af Danmarks mest unikke tegneserieskabere. Hans udgivelser kendetegnes ved en meget sikker, levende streg, historier der - ud over lydord - ikke rummer egentlig dialog og ikke mindst nogle mærkværdige fortællinger, der blander en hverdagsrealisme, hvor antropomorficerede dyr spiller hovedrollerne med eventyrlige, overnaturlige elementer, der enten synes at forstyrre eller som sømløst blander sig ind i denne dagligdag.

New Age, der udkom i efteråret 2023 kan derfor siges at være sammenlignelig med Hr. Gris, det forrige album fra Kiellands pen, som Kapellet anmeldte tilbage i 2015. Hovedpersonerne i New Age er lige som i Hr. Gris alle menneskelignede grise.

Fortællingen starter efter en særpræget indledning, hvor vi ser en lille gris save sig ud af ægget i en fuglerede. Da den lille gris brækker sig voldsomt efter at være blevet propfodret med orm, kastes den ud af reden og lander i skovbunden. I næste nu springes der frem til en meget gammel gris, der bor på et plejehjem eller i en beskyttet bolig af en slags. Han tænker tilbage på sit liv og på sin søn, som læseren møder senere.

Dette tilbageblik på et langt levet liv blandes undervejs på underfundig vis sammen med strøtanker, elementer fra eventyr og meget andet, hvilket resulterer i en brudstykker af fabulerende, vilde og udknaldede situationer, der kommer til at stå i kontrast til scener, som mange af os kender fra vores dagligdag; morgenmadsspisning, arbejde, en tur med familien i forlystelsesparken, blot for at nævne et par.

En af de ting, som i New Age sikrer at dette virkelighedsplan forlades er, når henholdsvis farfar gris (de har i udgivelsen ingen navne – red.) og hans søn fortæller historier. Historier der som oftest starter med en erindring, men som undervejs antager mere og mere bizar form. Disse fabulerende fortællinger bliver undervejs lige så virkelig en del af fortællingen, der foregår i virkeligheden.

Et godt eksempel er det, der optræder cirka midt i bogen. Faderen i familien har haft et sammenstød med sin teenagesøn efter en situation, hvor sønnen spillede larmende, voldelige videospil til langt ud på natten. I et forsøg på at reetablere forbindelsen efter den meget tilspidsede situation, sætter de sig sammen i sofaen, og fatter finder et fotoalbum frem. På et af billederne i dette album, ser man faderen som dreng være på fisketur med sin egen far. Dette billede optræder hernæst i far gris´ talebobbel til sønnen, og i næste nu er læseren vidne til at fortællingen bliver omsat til en tegneserie. En tegneserie, hvori farfaderen og dennes søn fanger en enorm fisk, der gennem nogle mærkværdige transformationer ender med at forvandle grisefamilien til konge, dronning og hofnar og omformer det bondehus, de bor i, til et enormt slot. En historie, som næppe er en del af faderens virkelighed, selv om dette fanasiunivers netop bliver virkeligt i kraft af at faderens fabulerende fortælling til sin søn formidles helt i samme streg som resten af værket. Skellet imellem fantasi og virkelighed er på den led ganske tyndt, og det kan jo også være Kapellets anmelder har tolket disse sekvenser forkert.

Undervejs i New Age er der, som nævnt, elementer fra velkendte eventyr, mest tydelig er nok Tommeliden eller Tomelise i forhold til den bette gris, der kom ud af ægget i starten og som senere plejes af ægteparret i bondehuset – altså farfar gris. Disse eventyrelementer blandes sammen med hverdagsscener, og det er i kapellets optik denne hverdag, som ender med at være dér, hvor det store, rørende drama udspiller sig. Helt centralt står nemlig familiens fortælling, især farfaderens, som vi ved selvsyn oplever have en affære med en anden kvinde. Dette trekantsdrama er ganske dramatisk beskrevet til trods for, at der også hér sniger sig stænk af eventyr ind.

Under far gris´ visit på kirkegården for at besøge sin mors grav, oplever læseren et tilbageblik, hvor vi ser, hvordan han som dreng stopper tiden. Mens han går på opdagelse i skoven rundt om sit barndomshjem, opdager han, at hans egen far mødes med den kvinde, faderen har en affære med. På et mere realistisk plan ser vi senere, hvordan hans mor opdager, at hendes mand er hende urto, da hendes dreng viser hende en medallion med et foto af elskerinden, som han har fundet.

I det hele taget er historien, der udspiller sig i New age både enkel og kompleks. Der er selvsagt lag i eventyrfortællingerne, der skaber en lags troldspejl, der reflekterer de virkelige problemer og udfordringer, som medlemmerne i familien har. Dertil kommer, at den skildring af sorg og afsavn, som både plager den nu voksne hr. gris og dennes far ender med at blive ret rørende til trods for fravær af dialog i traditionel forstand.

Peter Kielland har virkelig fundet en helt særlig formel. Selv om de begrænsninger han har sat op for sig selv måske kunne virke som en hæmsko for andre tegneserieskabere, så viser New Age tydeligt, at det er muligt at skabe en både morsom, melankolsk og dramatisk fortælling blot ved at benytte sig af ekspressive tegninger og en række ´lydeffekter´. Det gør også at New Age er en tegneserie, som kan læses og forstås af stort set alle, uanset hvilket sprog du mestrer.

Det kan godt være at en gennemgribende forståelse af alle nuancerne, der gemmer sig i New Age, kræver at man genbesøger den mere end en enkelt gang eller to. Det er også en tegneserie, som man – eller i al fald Kapellets anmelder – vitterligt har lyst til at genlæse. Oplevelsen er nemlig, at jo flere gange den læses, jo flere handlingstråde og detaljer om familien synes at blive synlige, jo flere af de mærkværdige symboler og udsyrede eventyrelementer får pludselig mening. Så, hvad der måske ved første kig kan virke som en lidt rodet omgang magisk realisme, ender med at blive en ganske kompleks familiefortælling med mange interessante fortolkningslag.

Forrige anmeldelse
« Den store Asterix 13 «

Næste anmeldelse
» Moskva »

Tegneserieanmeldelser