Det tolvte samlebind af Cobolts stort anlagte genudgivelse af de samlede værker om Asterix præsenterer læseren for henholdsvis Obelix & Co. APS og Styrkeprøven, to albums, der udkom i henholdsvis 1976 og 1977.

Det skulle også vise sig at Styrkeprøven risikerede at blive den allersidste Asterix-historie, idet den ene af seriens skabere, René Goscinny, døde inden albummet var blevet helt færdigt. Som det nævnes i den indledende tekst i albummet var Albert Uderzo meget i tvivl om, han skulle fortsætte uden sin mangeårige samarbejdspartner, men heldigvis for alle os Asterixfans så valgte Uderzo at fortsætte med at tegne og nu også at forfatte mange flere historier om den gæve galler i årene efter vennens død.

Det er lidt mærkværdigt, at baggrundsmaterialet ikke fortæller ret meget om Goscinnys bortgang ud over, at han døde. Måske er det blevet vurderet, at dette måske ikke er passende i hvad der ret beset er en tegneserie henvendt til et yngre publikum (eller hele familien), men sært er det alligevel, at der ikke skrives mere om det, når nu resten af ekstramaterialet er så omfattende. Et hurtigt tjek på nettet kan dog afsløre, at forfatteren døde som 51-årig efter at have fået et hjertetilfælde under en konditest hos sin læge. Man kan godt sorthumoristisk undre sig over ironien i at falde død om hos lægen, uden at denne er i stand til at stille noget op.

Nu skal det jo ikke handle om disse mordbide detaljer men derimod om det ´nye´ tegneseriealbum med Asterix. I dette tolvte samlebind er den første tegneserie, som nævnt ovenfor, Obelix & Co. APS - en noget aparte historie, idet den introducerer en særlig nederdrægtig romersk skurk kaldet Consumerus Commercialis (der vist direkte kan oversættes med ”kommerciel forbruger” eller lign.) I stedet for at forsøge at nedbryde de gæve gallere med magt, forsøger han i stedet for at ødelægge deres samfund indefra ved at skabe et falsk behov for bautasten. Obelix, der som bekendt har dette som hans speciale, bliver derfor hurtigt en af de vigtigste mænd i byen og skindsygen truer med at splitte det lille samfund til grus. Om dette lykkes, ja, det må du selv læse historien for at finde ud af.

I den anden tegneserie tager Asterix og Obelix igen på rejse, men denne gang skal de ikke særligt langt. Deres tur går nemlig fra deres landsby til Belgien. Sagen er nemlig den, at det er kommet landsbyens høvding for øre, at selveste Caesar har proklameret, at ”af alle Galliens folk er belgierne de tapreste.” Dette udsagn vil vore ærekære venner selvfølgelig ikke have siddende på sig, så de tager på tur for at bevise at de selvfølgelig nemt kan måle sig med belgierne. Igen vil Kapellet på ingen måde afsløre hvad resultatet af denne konkurrence bliver, eller hvad den konkret kommer til at bestå af – dette noget du selvfølgelig selv bør læse dig til.

Med frygt for at gentagelse, så er der også i dette tolvte samlebind gjort plads til en masse anekdoter, historiske facts og skitser som en grundig indledning til begge historier. Selv efter at have anmeldt næsten alle disse samlebind, så kan undertegnede stadigvæk ikke helt bestemme sig for, om det er smartest at læse dette baggrundsmateriale, før man går i gang med selve tegneserien. Det er trods alt den rækkefølge, som samlebindet præsenterer teksten een for. Når det så er sagt, så er der jo i sagens natur mange spoilers i den indledende tekst, for skal der tales om forskellige figurer som optræder i tegneserierne (og hvem nogle af disse figurer er karikaturer af), og så bliver flere af tegneseriens handlingselementer jo omtalt i detaljer, før man overhovedet når at møde dem i tegneserien.

Heldigvis er der ingen overformynder, der skal bestemme, hvilken rækkefølge man bør læse en udgivelse som denne i. Kapellet vil derfor give dig et tip; start med at læse tegneserien, læs så baggrundsmaterialet og genlæs så tegneserien. På den måde får man serveret Asterix på helt samme, umiddelbare måde, som da de enkelte albums i sin tid udkom. Når man så læser bonusmaterialet, ved man også, hvilke scener og figurer forfatterne, dér konkret henvises til, så når man så genlæser albummet, også fanger langt flere af de mange referencer til Goscini og Uderzos samtid eller til de historiske fakta, som de har benyttet sig af.

Afslutningsvis kan endnu engang slåes fast, at Asterix er og forbliver en fremragende tegneserie, der både kan nydes af børn og voksne, en tegneserie, der til trods for, at den har en del år på bagen, stadig er morsom og ikke mindst vildt flot formidlet.