Et af de mest ambitiøse tegneserieprojekter i nyere tid har nu nået sin afslutning. Riad Sattoufs sjette og afsluttende bind af sin personlige krønike Fremtidens araber er endelig udkommet på dansk, og vi får dermed bundet sløjfe på den utrolige odyssé, han har beriget verden med.

Sjette bind skiller sig markant ud blandt seriens øvrige bind af to grunde. Dels dækker den et meget langt tidsspand (sytten år), dels er fokus nu i højere grad på Sattoufs egen personlige og kunstneriske udvikling. Væk er helt det fokus på de mellemøstlige forhold i særligt Syrien, der i de første tre bind gav os så dybe indsigter i tiden under Hafez al-Assad. Nu er det Sattoufs mikrokosmos, der tager hele horisonten.

Derudover er den bortløbne fader, der var så dominerende i de første bind, nu kun et fortidsminde, som holdes i live ved at være et indre overjeg, der kværnende – og ofte meget humoristisk – fører et kommentarspor til Riads liv. Men dog også ved den depressive moders desperation over, at den yngste søn, Fadi – som faderen bortførte til Syrien i bog fire – ikke kommer hjem. Mødet mellem sekulær fransk og religiøs syrisk kultur er derfor stadig hårdt tegnet op, men spiller ikke den samme dramaturgiske rolle i bind seks.

Vi mangler dog ikke noget, for Sattouf fortæller sin personlige historie med forrygende vitalitet. Der er i overkanten af tekst til min smag for en graphic novel, men Sattouf løser egentlig problemet med den tekstbaserede fortælleform ganske godt ved at kombinere direkte tale med Sattoufs fortællestemme i næsten hver eneste frame. Pointen med det er, at fortællestemmen kan være et kommentarspor, der satirisk, underfundigt, vemodigt eller bedrevidende kan nuancere de in situ-udbrud, som karaktererne kommer med. Som nævnt er der så også et tredje lag i den indre monolog, som Sattoufs ”far” bringer til torvs, og på den måde får vi et miks, der nok er teksttungt, men både sjovt og med fremdriftskraft.

Med det sagt må det også siges, at selve historien er ganske triviel. Sattouf var en dygtig tegner som barn og ung, men det er der mange, der er. I begyndelsen får han da også mange afslag på sine egne tegneprojekter, men til slut prikkes der hul på bylden, og han finder sin stil med at fortælle personlige beretninger fra det virkelige liv. Con amore-projekterne med den semirealistiske sci-fi-stil droppes til fordel fra det, vi efterhånden kender som Sattoufs signatur: Karakterstærke fortællinger, hvor det tekniske ikke overgøres, men holdes i simpel ligne claire-stil (som Sattouf blandt andet har fra Émile Bravo). Vi får også små dryp fra teenagedrengens spirende seksualitet, opdagelsen af egne traumer og psykiske bagage, frigørelsen fra andres forventninger, familiemæssige tab af bedsteforældre, den obligatoriske flytning til storbyen, angsten for militærtjenesten og ganske meget mere. Sjette bind fortælling har ikke sin styrke i indhold, men i form, og havde de forgeående fem bind ikke understøttet beretningen, ville den nok ikke virke besnærende.

Sattouf stopper sin fortælling i 2011. Det år markerer ikke nogen skarp grænse for tegneren, men projektet lander på en fin note, og figuren – det samlede værk – fremstår helstøbt og fuldendt. Det er ikke at tage munden for fuld, at alle os, der elsker den realistiske graphic har fået en milestone, vi kan vende tilbage til mange gange fremover.