Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre

Bjartmann / Jippi / 112 sider
Tekst: Øystein Runde, ill: Øystein Runde
Anmeldt 18/12 2023, 09:00 af Torben Rølmer Bille

Bizar norsk superhelt


Bizar norsk superhelt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kapellet har en ven i Øystein Runde, men desværre er det også en ven vi har forsømt på det groveste. Det hele startede med at Øystein tilbage i 2016 helt uopfordret sendte os sin tegneserie Futen i håbet om at folk her i Danmark kunne lære ham lidt bedre at kende. Herefter fik vi endnu et par tegneserier til anmeldelse og den læseglade redaktør bad straks tegneren om at sende flere, blandt andet Bjartmann. Den dukkede op i Kapellet for laaang tid siden.

Tegneserien blev nærmest læst før kuverten blev åbnet, men nærværende anmeldelse har godt nok ladet vente længe på sig. Indledningsvist skal der derfor lyde en uforbeholden undskyldning til Øystein – ikke alene fortjener Bjartmann masser af omtale, det gør de andre ting du sendte os også. Kapellets skribent vil derfor forsøge at få lagt anmeldelser op af de resterende tegneserier i de kommende uger.

”Hei Dr. Krüger. No er det slutt på dine uetiske eksperiment”. Det er Bjartmanns allerførste replik – og en sætning der gentages flere gange i løbet af tegneserien. Måske er det ligefrem Bjartmanns catch phrase. Det siges mens vores brunklædte helt svinger sig ind gennem vinduet til Krügers laboratorium. Bjartmann har måske en overfladisk lighed med hans selvtægtselskende, indebrændte superhelt fra DC, bortset fra at Bjartmann ikke har flagermuseører, men i stedet nogle nuttede nogen, der godt kunne ligne dem der kunne sidde på en bette hund.

I det hele taget er Bjartmann ikke særlig klog, snarrådig eller superhelteagtig. I stedet har han en tendens til at smadre alt det som han mener udgør en trussel. Som der står på en helside, hvor vi ser en storsmilende Bjartmann løbe stolt hen over siden med det norske flag løftet højt over hovedet: ”For Bjartmanns liv er enkelt. Han slår og slår til han ikje orker meir”. Hans modstandere er også mindst lige så fjollede, eksempelvis slås han, efter den første konfrontation af mange mod dr. Krüger, med Freulein Zweipferd. Som du måske har gættet er Zweipferd en gråhåret kvinde med hestehoveder i stedet for arme. Bjartmann gør kort proces med hende, idet han slår hendes hoved af kroppen, men da han begraver det, vokser der endnu mere hest ud af resterne. Hvad mon der sker herefter?

Som måske kan anes på undertegnedes beskrivelser, er Bjartmann en både vild og tosset samling tegneserierhistorier, der tager tykt pis på superheltegenren, men som også i sin anarkiske galskab får kommenteret på vort samfund og vores holdninger. Der tales om økologi, bakterier, dyrevelfærd, racisme, pølse og patter, men alt sammen i et rasende tempo og med tegninger som det er meget svært ikke konstant at grine højlydt af.

Bjartmann er til trods for hans svulmende muskler og selvproklamerede superheltestatus, egentlig ikke særlig helteagtig. Kvinderne vil ikke have noget med ham at gøre og i sit hjem bor også Frederic von Löwenhol, en splejset nasserøv, der konkret beskrives som Bjartmanns ”irriterende romkammerat”. Det er svært at sige hvor Bjartmanns kræfter kommer fra. Hans eneste superkraft synes at være, at kunne slå hårdt, men denne egenskab bruger han til gengæld også hele tiden.

Een ting er at selve historierne der kastes mod dine øjne alle sammen er virkeligt langt ude, men dertil kommer at Rundes tegninger er supersjove. Det er helt tydeligt at se, at tegneren har haft en fest med at lave historierne om Bjartmann. På en måde – og her postulerer Kapellets anmelder – virker det som om Runde konstant synes at have udfordret sig selv, i forhold til at lade den ene tossede idé blive overgået af den næste. Det er som om han har givet sig selv helt frie tøjler. Det er virkelig befriende at læse en tegneserie der ikke er bundet op at tingene nødvendigvis skal have en dybere mening, eller intern logik men bare forsøge at få læseren til at have det vildt sjovt.

For folk der tager tegneserier (og dem selv?) meget seriøst, så er Bjartmann slet ikke anbefalelsesværdig, men for alle os andre, der holder af tegneseriernes uanede muligheder for at lave bizarre optrin, tidsrejser, ture til fremmede planeter, hypervold, anorektiske rockere, pandaer med ild i og meget, meget mere, så kan Bjartmann ikke anbefales varmt nok.

Forrige anmeldelse
« Fremtidens araber 6. En barndom... «
Næste anmeldelse
» Københavnermysteriet »