For et år siden var Charlie Hebdo ikke kendt uden for tegneseriekredse (måske lige af ivrige ytringsfrihedsforkæmpere med hang til det frankofile). Efter terrorangrebet på Charlie Hebdo-redaktionen i Paris d. 7. januar i år er avisen kommet på alles læber. Mange anser avisens tegnere for at være helte, der kæmper for det frie og liberale vesten. Modstanderne er de grumme muslimer, der i deres guds navn indskrænker friheden for folk. Ovenstående karikatur er måske overdrevet, men det er i hvert fald interessant, at Fremtidens Araber, som netop er udgivet på dansk på Cobolt, kombinerer de to størrelser: Charlie Hebdo og islam. Riad Sattouf, der har tegnet og fortalt sin egen historie i bogen, er nemlig opvokset i Gaddafis Libyen og Assads Syrien, men som voksen har han også tegnet til den satiriske franske avis. Mere sprængfarligt - og interessant - bliver det næppe.

Dette værk er første bind i en række udgivelser om Sattoufs liv, der er under produktion. Bogen skildrer i fire kapitler de første seks år i Sattoufs liv. Sattouf har en fransk mor og en syrisk far. I kapitel 1 følger vi faderen, der gerne vil være doktor, fordi det giver prestige, men da han ikke kan blive læge, må han blive doktor ved at tage en doktorgrad i politisk teori og historie. Han ansøger derefter om at komme til Libyen, til Gaddafis socialistiske regime, som underviser på universitetet. Det skyldes både den gode løn, som hjemvendte arabere får, men der er også en ideologisk begrundelse: faderen er stærk tilhænger af panarabismen, som ser uddannelse som en nøglefaktor for udviklingen af samfundet. Det er en mere sekulær variant af islam, selvom religionen de fleste steder alligevel fylder en del. Gaddafis Libyen er dog ikke det arabiske paradis, som faderen havde forestillet sig, så familien rejser hjem til Frankrig.

I et kort kapitel 2, som er en slags intermezzo, opdager Riad Sattouf for første gang sine særlige evner som tegner, men vi ser også, at det ikke er let at have særlige evner, når man kun er fire år gammel. I kapitel 3 rejser familien til Assads Syrien, hvor faderen endnu engang forsøger at springe på den panarabiske vogn. Men heller ikke faderens hjemland lever op til forventningerne. Det er åbenbart sværere at realisere de paradisiske tilstande end først forventet. Sattouf lærer den arabiske kultur at kende gennem en lille drengs øjne. En kultur som er præget af stærke familiebånd, men også en grov og harsk kultur, hvor børnene taler grimt til hinanden, og hvor Sattouf frygter at få bank af sine aggressive fætre. I det korte og afsluttende kapitel 4 vender familien endnu engang tilbage til Frankrig, da moderen ikke kan holde den syriske kultur ud.

Fremtidens araber er en gribende fortælling, som skildrer Libyen og Syrien i deres revolutionære år på en måde, som både er kærlig og kritisk. Uden at vide det, så fornemmer jeg, at Riad Sattouf ser sig selv som araber, men på stor distance af sin fædrene families kultur. Værket virker i hvert fald også som en refleksiv proces, hvor Sattouf forsøger at afgrænse og indfange sin egen identitet gennem den tumultariske opvækst. Sattouf har tegnet sin egen historie i en varm streg med mange bløde kurver. Farverne veksler sjovt for hvert kapitel, så kapitel et er blåt og gult, kapitel to er blåt, kapitel tre er rødt og kapitel fire er blåt, rødt og grønt.

Sattouf har valgt at have rigtig meget tekst med på billederne, hvilket godt kan anstrenge læsningen lidt. Fx kan han have en boks øverst, hvor han i korte sætninger forklarer nogle arabiske forhold, mens taleboksene og billederne formidler den biografiske historie. Det giver nogle frames, der er læsset med informationer, og som godt kan udmatte læseren. Hvorfor Sattouf ikke bare lader sin professorfar forklare den slags detaljer i den løbende lekture over for sønnen, ved jeg ikke, men det havde umiddelbart givet teksten et mere naturligt flow.

Personerne i fortællingen har nogle flotte, distinkte træk; jeg tænker fx på Sattoufs eget halvlange, blonde Beatles-hår, der giver ham så mange problemer, fordi de syriske drenge tror, han er jøde; ellers faderens krøllede Elvis-hår og store næse, der giver ham et kækt og lidt arrogant udseende, der passer godt til hans narcissistiske natur og galgenhumor. Den slags detaljer gør læsningen fornøjelig og personlig.

Sattouf er en elegant tegner og en interessant historiefortæller. Jeg glæder mig meget til de kommende bind, for dette første bind leverer virkelig en helstøbt og fremragende læseoplevelse.