I første bind af Riad Sattoufs hyldede erindringsværk, Fremtidens araber , fulgte vi den lille Riad på rejsen fra Frankrig over Libyen til Syrien. Riads far var fast overbevist om den panarabiske drøm – den drøm som spåede at araberne snart igen ville blive den menneskelige civilisations fornemste repræsentanter. Som læser står det dog klart, at drømmen er, om ikke et mareridt så i hvert fald en ond drøm. Fattigdom, grådighed, vold og grupperinger forhindrer opblomstringen af samfundet, hvor armod og modløshed begynder at pible frem.

Sattouf har nu sendt opfølgeren på banen. Titlen er igen Fremtidens araber. En barndom i Mellemøsten, men nu med den periodiske tilføjelse: 1984-1985. Hvor bind 1 altså dækkede seks år, fra 1978-1984, samles bind to om et enkelt år. Den narrative motor er Riads oplevelse af den syriske skole. Skolelærerinden med det kønne smil og de indtagende øjne, der i ét nu forhandles til en sadistisk heks, som prygler børnene – for det meste uden videre grund. Riad forsøger at bevare motivationen for skolen, fordi hans idealistiske far bliver ved med at prædike nødvendighed og disciplin, selvom det primært skyldes en blåøjet tiltro til den føromtalte panarabiske drøm. Karakterdannelse overskygger identitetsdannelse. Skolegården er en kampplads, og Riad må lære den universelle positionering på legepladsen at kende på den hårde måde.

På det ideologiske plan er jøderne stadig skurke, og børnene leger “araberne mod jøderne” i skolegården. Så vidt jeg kan vurdere, er der ikke nogen dom over historien fra Riads side, mere en nøgtern beskrivelse af, hvad der faktisk skete. Den islamiske ideologi vinder også langsomt frem, og bogen slutter med, at en person bliver frikendt for et æresdrab, han har begået. Skyggen hviler nu tungt over Syriens fremtid. Det er situationer som denne, der gør, at Riad – og ikke mindst hans far – begynder at vågne af den naive panarabiske drøm. Måske er der alligevel længere fra Frankrigs liberale demokrati til Syriens stramt styrede forfatning end faderen havde villet indse.

Stilistisk er der ikke mange nybrud i 2’eren. Hånden er stadig sikker, og farvelægningen veksler mellem en dominerende rød, grøn eller blå. Ansigterne er simple, men udtryksfulde, udført af en karakteristisk sort streg. Billederne er generelt ikke detaljerige eller overlæssede, for personerne bærer fortællingen. Til min smag fylder de pædagogiserende pile, der udpeger genstande i de enkelte frames, for meget. Det er svært at undgå at se det som fyld, og det tilføjer sjældent noget essentielt til fortællingen.

Riad Sattouf har givet os anden akt i en vigtig og indsigtsfuld krønike, der fortæller om arabiens deroute på en anderledes måde. Mens vi venter på 3’eren fortsætter krigen i Syrien på femte år, og fremtiden synes usikker. Den drøm, som Riads fader havde for Syrien, ser i hvert fald ud til at blive netop det. En drøm.