Som nævnt andetsteds sluttede den helt forrygende serie Håbets tid med bind nummer fire, der udkom i starten af 2023. I den forbindelse genudgav Cobolt den tegneserie, der på mange måder startede det hele; forhistorien til Håbets tid med titlen Portræt af helten som troskyldig ung mand.

Titlen er kraftigt inspireret af James Joyces A Portrait of the Artist as a Young Man, der udkom i bogform i 1915, og selv om der måske ikke er mange fællestræk imellem de to ud over titlen, er begge historier nogle, der handler om hovedpersonens formative år.

I genudgivelsen er der endda blevet tilføjet en prolog, hvor vi møder en purunge dreng på et børnehjem. Det er ledet af den meget ubehagelige Fader Albert. Det er i denne prolog, læseren får at vide, hvordan Splint fik sit kaldenavn og ikke mindst kæleegernet Spip, der har fulgt figuren lige siden da. Det er også hér, at læseren finder ud af, hvordan vores hovedperson fik sit første job som piccolo på Hotel Moustic. Der sker med andre ord ret meget på disse fem, nytegnede sider.

Prologen passer rigtigt fint til resten af historien, og selv om der ikke er stor forskel på tegnestilen fra dette album og til den, man kan opleve i Håbets tid, så vil den tegneserievante anmelder alligevel mene at kunne spore en vis sikkerhed i stregen på de første sider, der ikke er helt lige så skarp, som den man kan se fra side 15 og frem. Det skal ikke forstås på den måde, at Bravo starter usikkert ud, men man kan ved selvsyn se, at han bliver mere og mere sikker i sin egen version af Hergé-stilen, jo længere serien skrider frem.

Nærstuderer man forsiden vil man kunne se Splint med Spip i hånden, betragte læseren med undren. Han står på en neutral beige baggrund og er flankeret af henholdsvis en masse små hagekors på sin venstre hånd og hammer og segl på højre. Det er først noget man opdager idet man nærstuderer coveret, men det giver god mening, for de begivenheder, der udspiller sig på hotellet, handler helt konkret om starten på Anden Verdenskrig.

Nærmere bestemt så foregår der tophemmelige forhandlinger mellem en delegation fra Polen og en højtstående tysk embedsmand på Moustic. Forhandlinger som Splint, takket være sit arbejde, får nys om. Samtidig med dette huser hotellet også et kendispar bestående af en bokser og en modeskaber. Derfor snuser den nysgerrige reporter Kvick også rundt på Moustic og forsøger at indynde sig hos Splint for på den måde at komme tættere på at skrive om de kendte. Det er altså på denne måde, at makkerparret ifølge Émile Bravo bliver bragt sammen.

Handlingen rummer dog ikke kun oplevelser fra hotellets gange, selv om det er dér, hovedparten af historien foregår, så er også blevet gjort plads til en spirende romance mellem Splint og en af de andre ansatte på hotellet, men også dette forhold til en ung, navnløs tjenestepige synes der atcvære noget mystisk ved.

Portræt af helten som troskyldig ung mand er en rigtig fin prequel til Håbets tid. Hovedserien kan dog sagtens kan læses og nydes uden denne forhistorie, men til gengæld er der flere elementer i hovedserien, der får tilføjet noget ekstra, idet der især i det fjerde og sidste bind gribes tilbage til elementer fra denne forhistorie.

Så er du, lige som Kapellets anmelder, så vild med tegneserier, at du ligefrem samler på dem, så vil Håbets tid ikke være helt fuldkommen uden denne forhistorie. Det er i al fald mægtigt interessant at opleve hvordan Émile Bravo har udviklet sig både som fortæller og som tegner i løbet af disse fem album. En tegneseriekunstner som undertegnede forventer sig meget af i fremtiden, men som allerede i skrivende stund har skabt sit foreløbige hovedværk.