Forlaget Cobolt er nået til det syvende samlebind i deres stort anlagte genudgivelse af de samlede eventyr med den gæve galler Asterix. I dette samlebind tages læseren i den første fortælling med på skattejagt og i det andet album med Asterix, Obelix og en høvdingesøn på en slags antik charterferie til Spanien.

Som tidligere indledes hvert album med en samling meget grundige, introducerende tekster, der i både fotos, tegninger og ord, fortæller om såvel den samtid som albummene blev udgivet i, de nærværende fortællinger og tegninger fra serien holdt overfor historiske fakta og ikke mindst om Uderzo og Goscinnys konkrete arbejde med disse to album.

Dette supplerende materiale er selvsagt guld for den seriøse samler, der kan nørde ud i alle detaljerne, men med frygt for at Kapellet gentager sig selv, så fylder disse ’bag-kulisserne’ passager også ret meget i forhold til selve tegneserierne. Da albummet blev læst slog det dog denne gang undertegnede, at der i disse indledende tekster selvsagt også er masser af referencer til diverse figurer, handlingsforløb og mange andre ting, der muligvis kan antage form af deciderede ’spoilers’.

At dette først bliver tydeligt i denne tredje anmeldelse af genudgivelserne, så beror det primært på, at nærværende skrivekarl - af uransagelige årsager – aldrig før havde læst Asterix i Spanien. Derfor var oplevelsen at læse albummet for første gang, som om man rent faktisk havde læst store dele af det før, idet både handling, enkelte tegninger og visse replikker var blevet kommenteret grundigt i den indledende tekst.

Nu er Kapellet godt klar over, at det vil være ret usselt pludselig at skulle ændre strategi i forhold til de kommende udgivelser af samlebindene, idet de så ikke følger sammen mønster som de første syv, men Kapellet kunne dog anbefale forlaget at bytte om på rækkefølgen, så læseren først får serveret tegneserien og så efterfølgende får præsenteret de mange interessante bagvedliggende bonusmateriale. Selvfølgelig kan man indvende at anmelder jo blot burde springe direkte til tegneserien, men det normale er vel at læse en udgivelse fra cover til cover?

Som tidligere er hovedattraktionen i disse samlebind, for den Asterixbegejstrede læser ikke al bonusteksten men selvsagt de helt forrygende tegneseriealbums, der holder lige så meget i 2021 som de gjorde i 1970. Til trods for at de muligvis godt kan fremstå som lettere naive tegneserier henvendt til et helt ungt publikum, så er tegningerne og farvelægningen stadig dugfrisk og de mange gengivelser af antikkens landskaber, køretøjer og andre scenerier helt forrygende.

Som mange undervisere, pædagoger og lærere vil vide, så er en af de ’nye’ ideer omkring læring, at dette optimalt skal foregå i en kombination med enten leg, spil eller anden form for underholdning, så de der skal modtage viden nærmest ikke opdager at de lærer noget, samtidig med at de har de sjovt. Det er dog et faktum Asterix-læsere har vidst i mange år, for selv om historierne ganske vist langt fra er 100% historisk rigtige (læs: nej, det var ikke Obelix, der fik Sfinxens næse til at falde af, og det var heller ikke Asterix der opfandt tyrefægtning – red.), så rummer både tekst og illustrationer en masse fortællelyst, samtidig med en række informationer om såvel Romerriget såvel som antikke folks levevis og syn på verden. Som nævnt andetsteds er der sikkert mange børn der har fået kickstartet deres nysgerrighed omkring såvel historie, arkitektur, samfundsforhold og ikke mindst latin gennem netop mødet med Asterix.

Som det nævnes i forordet til Asterix i Spanien så var det dog langt fra alle der i samtiden var lige begejstrede for alt som Uderzo og Goscinny lavede. Eksempelvis var der flere sydeuropæiske læsere der følte sig stødt over den ret så stereotype skildring af spanske mænd og deres machoattituder i netop det album. Tænk engang at der engang var en tid, hvor folk lod sig provokere og krænke af børnetegneserier.

De to historier i samlebindet hører, ifølge den medførende tekst og kapellets anmelder, til de bedste Asterixalbums. Asterix på skattejagt er ifølge beskrivelsen i albummet et af de albums, der byder på flest gags pr. side. Samtidig er den meget omtalte paratekst også virkelig informativ – selv om enkelte passager, som eksempelvist de informationer, der handler om udgivelsen af tegneserien i forskellige lande i verden, har karakter af at være fyldstof.

Alt dette bør dog ikke forhindre den glade samler for også at få anskaffet sig dette samlebind, for som tidligere, er det en fryd at (gen)læse de klassiske albums, både for de der som anmelder har et nostalgisk forhold til serien og for helt nye læsere.