..spøgsmålet er blot, om det har været ventetiden værd?

Den franske tegneserietegner Jacques Tardi skabte for mere end 45 år siden en ikonisk (og i denne anmelders optik svært oversete) tegneserieheltinde i Adèle Blanc-Sec, blandt venner (og alle os, der lånte de første danske udgivelser på det lokale folkebibliotek i senhalvfjerdserne) bare kaldet ”Adèle”. I album efter album oplevede hun ”ekstraordinære eventyr” i en helt særegen version af verden.

Det var forlaget Carlsen, der startede med at udsende serien, der foregår i Paris omkring forrige århundrede. Her møder vi den unge, ikke synderligt kønne men til gengæld mægtigt handlekraftige heltinde, der bliver involveret i den ene vilde historie efter den anden. Kraftigt inspireret af klassiske action-, science-fiction- og eventyr-fotællinger fra perioden, som de man eksempelvis husker fra forfattere som Jules Verne, H. Rider Haggard og lignende, møder Adèle levende mumier, knaldrøde Pterodaktyler der svæver over byen, gale videnskabsmænd og meget, meget mere.

Undervejs i læsningen fornemmer man, at der måske er en form for sammenhæng mellem de enkelte eventyr. Ligger der en sammensværgelse bag de mærkværdige hændelser i byen? Findes der en bagmand, der trækker i alle trådene? Er der i det hele taget en mening med galskaben? Spørgsmålene er mange, men svarene er få, især fordi Carlsen kun nåede at udgive otte album i serien.

Denne mangel rettede forlaget Faraos Cigarer op på, da de i 2010 genudsendte de første ni bind i den planlagte serie på 10. Man kunne i den forbindelse anskaffe sig to samlekassetter til disse album, og forlaget havde endda været så venlige at gøre plads til et 10. album, hvor en flamingoplade i den anden boks indtil for nyligt udfyldte tomrummet fra manglende udgivelse.

Der er sikkert virkelig mange fans af serien, der lige som Kapellets anmelder havde troet, at vi måtte nøjes med flamengopladen, og at man ikke ville opleve den dag, hvor Adèle nummer 10 udkom. Ville det virkelig lykkes den nu 77-årige tegneserieskaber at få lavet et sidste album, før han endegyldigt gik på pension? I august 2022 udkom pludseligt Lé Bébé des Buttes-Chauont på fransk og dermed var vejen banet til at en dansk udgave også kunne blive en realitet. Det er den så nu, og Kapellet har været så heldige at modtage et eksemplar af Babyen fra Buttes-Chaumont.

Det kan lige så godt blive sagt med det samme; nye læsere skal helt bestemt ikke starte hér, for så vil man opleve, at få serveret en historie, der mest af alt virker som een lang intratekstuel reference til resten af serien. Der går nærmest ikke en enkelt side uden, at læseren får serveret en asterix i en af taleboblerne (nej, ikke dén Asterix– red.), som henviser til en fodnote i bunden af den aktuelle side. Disse fodnoter fungerer som konkrete henvisninger til en af de mange andre ”ekstraordinære eventyr” i serien.

Læseren kastes desuden direkte ud i en masse begivenheder, der er både mægtigt sære og udsyrede. Vi befinder os stadig i Tardis utroligt veltegnede og velkendte, dystre udgave af Paris. Her oplever vi, at der spreder sig en mærkværdig epidemi, der tydeligvis får de personer, vi møder, til at gro mærkværdige tentakler ud af ørerne og på sigt forvandle dem til minotaurer. I næste nu opsøges Adele, der også lider af denne smitte, af en mærkværdig, sortklædt skikkelse, der mest af alt ligner Fantomas komplet med et stort gult ”F” på hans tætsiddende dragt. Han oversprøjter hende med noget klamt væske i en forstøver, der tilsyneladende kurerer hende for også at bliver forvandlet til et kovæsen. I næste nu vågner Adèles gamle ven – den ægyptiske mumie - op i sin kiste. Han får snart selskab af inkamumien Milagros, og sammen tager de på café.

Dette er blot nogle af de begivenheder, som læseren kastes ud i i løbet af de første 15 sider, for det er slet ikke slut med flere skøre, absurde og bizarre situationer, før man når det endegyldige punktum for serien. Tonen i fortællingen er ganske velkendt for faste læsere, selv om undertegnede dog synes, at albummet har en tendens til at blive lidt for fjantet og fjollet undervejs, selv om dette helt klart er hensigten.

Tardi har til forsøgt én gang for alle at få skabt en historie, der kan afslutte sagaen om Adele. Dette lykkes til dels, for er er virkelig mange løse ender, der skal bindes sammen her. Samtidig virker fortællingen også lidt forhastet fortalt. Man kunne godt have haft lyst til, at Tardi var mere venlig overfor modtageren og tog sig lidt bedre tid til at netop få afsluttet alle dele af historien på en vis, der var knap så indspist. Sådan er det jo med afslutninger. Fans har selvfølgelig ønsker og håb, når en serie skal afsluttes, og anmelder er næsten sikker på, at uanset hvordan Tardi havde valgt at lave finalen på, så vil der være mange, der godt kunne ønske, at dette var sket på en anden måde.

Tardi har dog ikke mistet grebet om hverken sine figurer eller sin tegnestil. Selv om der måske godt kan spores visse aldringsegn, så fremstår det samlede grafiske udtryk lige så stærkt som det, man er vant til fra de andre afsnit i serien. Blandingen af de ofte meget detaljerede skildringer af bymiljøer – fra pladser, brostensbelagte gader og Paris’ broer til interiører som museer og caféer, står ofte i skærende kontrast til de mange bevidst karikerede figurer, som optræder. Det holder 190 %! Det er en fryd at lægge øjne til.

Slutkommentarerne i dette 10. bind og uigenkaldeligt sidste album er undertegnede også helt vild med. Selv om der – som nævnt – sikkert er nogle læsere, der gerne havde set sagaen om Adèle slutte anderledes, så får Tardi gjort det på hans helt egen, unikke måde. Især er vi her i Kapellet begejstrede over den konkrete advarsel, Tardi giver på allersidste side. Med den besked har manden bag serien nemlig sikret sig, at han har sat et endegyldigt punktum for denne fascinerende fortælling.

Ventetiden har i al fald i Kapellets optik, i den grad kunne betale sig.