Det er næppe nogen hemmelighed, at Kulturkapellets tegneserieanmelder har glædet sig usigeligt meget til at modtage anden – og foreløbig sidste del – af Rune Ryberg og Benni Bødkers tegneserie Homunculus .

Tegneserien blev udsendt allerede i oktober 2022, men desværre er det først nu at Kapellet har nølet sig sammen til at skrive omtalen. Dette skyldes bestemt ikke, at anden del er hverken skuffende eller ligegyldig, for som overskriften antyder, så er Homunculus 2 - Flammeherrene en vild og ret så spektakulær finale til historien.

Som nævnt i anmeldelsen af første del, så bliver læseren ført til London i starten af forrige århundrede. Det var en tid, hvor okkulte selskaber og en interesse for mystik og orientalisme var fremherskende. Hvor et første bind måske godt kunne anklages for at være lidt teksttungt - eksempelvis så var de sidste mange sider i albummet nærmest ren tekst, der gav læseren en indsigt i den (fiktive?) ’Sanders-Whitby ekspedition’ til Tibet. Teksten var dog bestemt vedkommende, for det viser sig at denne ekspedition kom til at fungere som en slags katalysator for hele handlingen, men for nogle tegneseriefans kan disse tætskrevne sider måske blive for meget tekst og for få illustrationer. Er man til gengæld fascineret af magi, okkultisme og forfattere som f.eks. H. P. Lovecraft, så giver disse sider bare en masse skøn stemning og baggrund til hovedhistorien.

Det anden bind, er sammenlignet med det første langt mindre teksttungt, og til gengæld er der blevet skruet væsentligt op for actionknappen. I Flammeherrene er læseren vidne til at vores helt, den excentriske professor Harryhausen og hans kunstigt skabte følgesvend, forsøger at forhindre det magtfulde okkulte selskab, som vi stiftede bekendtskab med i første album, i at få fuldført deres skumle planer. Det er dog nemmere sagt end gjort, for det hovedkvarter, hvor de såkaldte ’Flammeherrer’ bliver forsøgt vakt til live, er beskyttet efter alle kunstens regler af selskabets følgere.

Problemet er ikke kun isoleret til dette problem. Allerede i starten af historien konstaterer Harryhausen, at der er begyndt at dukke flere og flere sprækker op i Æterplanet. Det er en utrolig bekymrende udvikling, for i dette Æterplan lurer en masse unævnelige tentakkelmonstre fra en anden dimension. Hvis de blev sluppet løs på jorden, ville det selvsagt skabe en masse problemer for os allesammen. Det skal dog vise sig at Harryhausen ved at bruge sin snusfornuft faktisk formår at udnytte selvsamme Æterplan til sin egen fordel. Præcis hvordan dette foregår bliver du dog selv nødt til at læse Flammeherrene for at finde ud af.

Ganske som i første bind, er også Flammeherrene fremragende tegnet og fortalt. Rybergs kulørte streg og farvetoning synes at passe overordentligt fint til Bødkers spraglede fortælling, selv om der ikke er tale om en form for realisme. I anmeldelsen af første bind blev der draget paralleller til bl.a. Mignola, men dette handler ikke så meget om selve stregen og det grafiske udtryk, som det handler om selve indholdet i fortællingen. Ryberg har sin helt egen streg, som er umiskendelig hans. Som der er sagen med alle mulige tegnestile, vil der sikkert være enkelte læsere, der ikke bryder sig om den, men Kapellets anmelder har siden Death Save været helt pjattet med den måde manden tegner og vælger sine farver på. Det er meget genkendeligt og ret så unikt.
Om det vil lykkes Harryhausen og hans homunculus at forpurre planerne, skal heller ikke afsløres her. Kapellets udsendte kan til gengæld fortælle, at til trods for at historien når en form for afslutning, så stilles der i de allersidste sider i albummet også en dør på klem til en mulig fortsættelse.

En egentlig fortsættelse vil vi her i Kapellet byde meget velkommen, for det farvestrålende tentakkelunivers, som Bødker og Ryberg har fået etableret gennem disse to bind, nærmest tigger om at få lov til at blive udforsket yderligere. Monstro ikke der kan være flere mørkemænd (m/k,) der lurer i Londons dybe skyggeunivers? Monstro ikke der er andre (jeg nævner i flæng Aleister Crowley eller Conan Doyle), som har fundet frem til oldgamle manuskripter, der vil gøre dem, der besidder og kan tyde dem i stand til at at vende op og ned på virkeligheden, som vi kender den? Hvad nu hvis, der var en ægyptolog på British Museum, der faldt over noget gådefuldt? Er denne tegneserieverden monstro ikke i overhængende fare, med mindre Harryhausen og hans tro følgesvend kommer i vejen?

Man har jo lov at håbe.

Forrige anmeldelse
« Orbital 4 - Implosion «

Næste anmeldelse
» Håbets tid 4 »

Tegneserieanmeldelser