Den åndelige arvtager til Linda & Valentin, bedre kendt som Orbital er nået til det fjerde bind i serien, og idet man når til slutningen, så føles det ganske meget som en egentlig afslutning. Kapellet lover dog - vanen tro - ikke at afsløre for meget i forhold til, hvordan fortællingen om Misoke og Caleb rundes af, men da det er vanskeligt at forfatte en anmeldelse af en serie som denne, så bliver vi også nødt til at løfte sløret lidt for, hvad der sker denne gang.

Som vanligt samler de danske udgivelser af Orbital to albums i en hardbackversion. Da læseren igen møder hovedpersonerne, har de på en fjern planet bedøvet, hvad der bedst kan beskrives som en slags overdimensionerede rum-termitters bo. Mens Caleb er udenpå boet, har hans søster og Misoke begivet sig ind i det, for at se om de ikke kan få fat i nogle dronningelarver, der kan indbringe dem en formue på det sorte marked. Som en slags sci-fi udgave af Gelé Royale påstås det, at disse pupper kan forlænge livet. Måske er dette ’kup’ det sidste, gruppen har behov for, for betalingen er så gavmild, at den kan betragtes som en værdig pensionsopsparing. Samtidig er alle vores hovedpersoner i starten af historien jaget vildt, for politikerne og magthaverne på Orbital, er stadig meget interesserede i at få fat på dem.

Orbital slikker sine sår ovenpå katastroferne, man oplevede i det tredje album. Da universets centrale magthavere opdager, at de levende våben (igen, en åbenlys reference til Mézirèz & Christin – red.) kendt som Neuonomer er begyndt at selvdestruere i nærheden af storbyer og tætbefolkede områder rundt omkring i galaksen, beslutter de at gøre alt, hvad de kan, for at få fat i vores modvillige helte. Det skønnes nemlig, at Caleb og Co. er den sidste reelle chance universet har for at kunne forhindre en række altødelæggende katastrofer med ufattelige tab af liv som resultat.

Undervejs får læseren, i trit med at vores helte finder frem til den mærkværdige planet, hvor de levende våben menes at komme fra, en forklaring på, hvad årsagen er til disse tilsyneladende uforståelige kamikazeangreb. Spørgsmålet er, om det vil lykkes for Mezoke, Caleb og deres rejsekammerater i rette tid at forhindre katastrofen før den indtræffer, og i så fald hvilke ofre de selv må bringe undervejs? Kapellet kan dog godt afsløre så meget, at vi undervejs får svar på, hvorfor disse Neuronomer pludseligt og tilsyneladende uprovokeret er begyndt at dukke op rundt om i galaksen.

Som de forrige albums i serien er også Orbital 4 – Implosion en ustyrlig flot tegnet science-fictionfortælling. Som nævnt tidligere minder farvepaletten om en mellemting mellem den oliekridtsstreg, man finder hos tegnere som bl.a. Bilal, samtidig med at selve stregen er holdt i en langt mere traditionel Europæisk tegneseriestil. Detaljegraden i såvel baggrunde som i de mange imponerende aliens og rumskibe er ret vild – og det overrasker gang på gang, hvor fantasifuldt de forskellige verdener og væsener præsenteres. Oplevelsen af at læse Orbital er, at man på én gang præsenteres for et horror-vacuii udtryk, der både synes velkendt og meget fremmed – et perfekt mix, når genren netop er sci-fi.

Det kan godt være en udfordring at læse det seneste album i Orbital-serien, i hvert fald hvis du ikke har læst de tre forrige. Dette fordi denne fjerde del ikke skal ses som et selvstændigt album men som et, der udfolder en historie, der konstant henviser til begivenheder og figurer fra de første tre. Til gengæld kan du godt glæde dig til Implosion, hvis du i forvejen er glad for serien.

Idet man når frem til slutningen af historien, så forekommer den som nævnt meget finit. Selv om der leveres en veritabel cliffhanger på de sidste sider, en slutning, der kan pege frem mod flere fremtidige udgivelser, så kan serien også sagtens stoppe permanent hér. Som selvudnævnt fan, vil det selvsagt være ærgerligt, hvis der ikke kommer mere Orbital fra Pellé og Runberg, men på den anden side ville det også være meget modigt at stoppe helt på toppen.