Det er måske ikke helt tilfældigt at det netop er det danske tegneserieforlag Cobolt som er startet med at udgive serien Orbital. Det er nemlig også Cobolt der udgiver Linda og Valentins samlede eventyr. Selv om Orbital ikke ved første øjekast synes at have ret meget til fælles med Mézirès & Christins serie, så finder man hurtigt ud af, at der er en række fællestræk mellem dem.

Først og fremmest er vore hovedpersoner et umage par, bestående af en mand fra jorden og en alien (der godt nok er tegnet med hvad man ville antage var kvindelige former, men som læseren undervejs får at vide ikke nødvendigvis er hunkøn) som bliver sendt på en diplomatisk mission. Det intergalaktiske råd som har besluttet at de to skulle agere diplomater i fællesskab ved udmærket at den racen Sandjarrerne, som Mezoke tilhører, historisk set har haft antipati for jordboere og omvendt, da to har bekriget hinanden gennem rigtigt mange år.

Som om det ikke er nok, så får de også tildelt en særdeles vanskelig mission. En mindre planet er nemlig blevet stridsobjekt i en konflikt, der potentielt kan udløse en større krig. På planeten Senestam lever en større gruppe minearbejdere af jordisk afstamning, der nægter at forlade deres eksil bare fordi Jävloiderne gør krav på samme planet. I planetens dyb findes der store forekomster af et kostbart mineral, hvilket gør det attraktivt at bo og bore hér. Striden handler ikke udelukkende om planetens ressourcer, men også om stædighed og idéen om ”hvem der var der først”. Ganske kort fortalt, så er situationen gået så meget i hårknude, at det virker nærmest utænkeligt at mennesket Caleb og hans nye makker Mezoke vil være dem, der kan finde en løsning på konflikten.

Selv om det muligvis ifølge ovennævnte beskrivelse kunne lyde hamrende kedeligt at følge et umage makkerpars forsøg på at finde en diplomatisk løsning på et territorialt stridsspørgsmål, så byder Orbital altså på meget andet end tegninger af jakkeklædte figurer, der indtager mødelokale efter mødelokale og forsøger på at mægle eller udforme bindende dokumenter mellem parterne. For dels foregår diplomatiet midt mellem de, der er stridens kerne, og dels er der kræfter, der med vold, ild og mange andre nederdrægtige tiltag, forsøger at underminere disse forhandlinger.

Det er et på én gang meget velkendt og fremmedartet univers, som bliver bygget op i denne serie. For de, der kender Linda og Valentin, er både mængden af dialogtekst, kompleksiteten i handlingen og ikke mindst de intergalaktiske sociopolitiske forhold, der skildres velkendt territorie. Ligeledes er det en enorm rumstation, der har givet serien sin titel. Her er endnu et lighedspunkt mellem de to serier, for alle der har læst Linda & Valentin kan huske Navlen, der på samme måde er et diplomtisk knudepunkt i universet.

Det kan godt være at Orbital kan klantres for at bruge megen plads på snak, baggrundsinformation og forskellige tiltag til at forsøge at løse op for historiens centrale problemstilling og derfor ikke vil være særligt interessant for de tegneseriefans som holder af actionmættede fortællinger, men alle de, der kan lide god science fiction, vil det være kræs.

Rent grafisk kan Serge Pellés streg godt minde om en mellemting mellem klassiske grafitti-inspirerede tegneseriefigurer og Enki Biláls farvelægning. Tilsæt til denne fremragende kombination et strejf af Geoff Darrows horror-vacui og resultatet vil tilnærmelsesvis ligne Orbital. Farveholdningen er i dette univers også ret langt fra det, man normalt forbinder med Linda og Vallentin, for Orbitals univers er støvet, gråt og brunt og virker mere inspireret af set designs fra Aliens end fra mere kulørte rum-operafortællinger.

Orbital: Nærkontakt samler de to første albums i serien i et enkelt lækkert, stift bind, hvilket er virkeligt fint tænkt, idet der reelt set ikke er tale om to historier, men een lang fortælling. På den måde tages hér det første spadestik til, hvad der tegner til at blive en virkelig interessant tegneserieserie, og samtidig får man god tid til at lære det umage makkerpar at kende.

Det er meget muligt, at Orbital ikke ligefrem genopfinder den dybe tallerken, men til gengæld kan man ikke udsætte noget på slutresultatet. Det er en kompleks fortælling, der lige præcis undgår at fokusere så meget på de politiske aspekter af historien, så det bliver kedeligt ved at byde på både småfortællinger og mere actionprægede afsnit, der sørger for at der kommer en god balance mellem diplomati og direkte handling. Alt i alt er Orbital en serie som mange af os der i forvejen knuselsker science fiction og ikke mindst alle de der har haft et kulturelt hul i deres liv siden albummet Tidsåbneren kom i 2017. Caleb og Mexoke er ikke Linda og Valentin, men bag på coveret står de lidt og poserer på samme måde og med tid og flere albums fra makkerparret Péle og Runberg, kan det vel være at de på sigt måske kan opnå lige så stor popularitet i fankredse.